Filmpuls
Filmpuls

Københavns nye luksusbiograf sætter fokus på klima og rummelighed

København får en ny stor biograf i den absolutte luksusklasse, når BIG BIO Nordhavn åbner d. 18. december med fem toptunede sale og i alt 619 pladser. Det bliver den første nye biograf på Østerbro i mere end 40 år. Alle sale er udstyret med luksus-reclinere – elektronisk styrede sæder, der kan lægges ned – samt verdens bedste biograflyd, Dolby Atmos. Men biografens gæster kommer ikke kun til at sidde og høre godt. De skal også have en god personlig oplevelse, når de besøger biografen. Derfor har ejerne bag biografen valgt at sætte klima, menneskelig omtanke og rummelighed i højsædet.

Første danske biograf, der satser målrettet på bæredygtighed
BIG BIO Nordhavn bliver den første biograf i Danmark, som målrettet satser på en række klimavenlige initiativer. BIG BIO arbejder desuden på at blive den første LGBT-certificerede biograf herhjemme, hvilket i praksis betyder, at man gør en særlig indsats for at være en inkluderende og empatisk arbejdsplads – hvor alle skal føle sig velkomne.

For Louise og Henrik Obel, der står bag BIG BIO Nordhavn, er luksus den nye standard. Men det er ikke alt. Den nye biograf skal være et stærkt værdibaseret samlingssted, hvor publikum kan gå hen og få en positiv oplevelse udover den komfort, biografen i forvejen tilbyder. Henrik Obel udtaler:

– Da vi åbnede BIG BIO i Herlev for fire år siden, havde vi fokus på at optimere komforten for vores gæster. Samme komfort kommer vi til at tilbyde vores biografgæster hos BIG BIO i Nordhavn. Men det er også vigtigt for os at have et stærkt fokus på bæredygtighed og rummelighed overfor andre mennesker. Vi bilder os ikke ind, at vi er perfekte. Men vi har fokus på at tage bæredygtige og etisk forsvarlige valg, hvor det er muligt, og vi tror på at gøre tingene ordentligt. Derfor har vi vendt og drejet hver en sten i vores værdikæde og taget stilling og ansvar dér, hvor vi har kunnet gøre en forskel. For os er det ikke nok at være en luksusbiograf. Vi har stor fokus på både klima og menneskelig omtanke, og ønsker at være en biograf for alle.

Med Hella Joof på mennesketoilet & Anders Morgenthaler på skrald
Med rummeligheden i fokus kommer toiletterne i BIG BIO til at være kønsneutrale. Og som en sjov toilet-feature har biografen indgået et samarbejde med skuespiller, instruktør og entertainer Hella Joof, der har indtalt en speak til toiletterne. Her vejleder hun sødt og sjovt om, hvordan vi bedst tager hensyn til hinanden, når vi benytter os af “mennesketoiletterne”, som hun kalder dem.

BIG BIO Nordhavn har også allieret sig med filminstruktør, satiriker, tegner og klimaforkæmper Anders Morgenthaler. Anders Morgenthaler har skabt en sjov lille tegnefilm, der informativt fortæller og illustrerer, hvordan biografens gæster skal hjælpe med affaldssortering.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.