Juni er Pride Month—måneden hvor LGBT-personer verden over fejrer ..." /> LGBT-film og -serier der skal ses - Filmpuls

favoritter

Skrevet den 10 juni, 2017 | af Sidsel Minuva

1

LGBT-film og -serier der skal ses

Juni er Pride Month—måneden hvor LGBT-personer verden over fejrer deres identitet, eksistens og de rettigheder man i årevis har kæmpet for, og for de mange forskellige seksualiteter og kønsidentiteter. Derfor har jeg stykket en lille liste sammen over film og serier, der enten handler om LGBT-karakterer og -emner, eller som inkluderer dem.

I den sammenhæng har jeg forsøgt at fokusere på mere positive skildringer. Jeg ville undgå LGBT-karakterer, hvis historier kun er tragiske og håbløse. Det er overraskende svært at finde skildringer uden disse elmenter og uden for meget slinger i valsen. Hvis du ender med at sidde og tænke “hvad sker der—min yndlings LGBT-film er ikke med på listen!”, må du endelig nævne din yndling i en kommentar.

Så hvis du gerne vil se folk som dig selv på skærmen eller vil have nogle anderledes historier end “boy meets girl”, så kan du forhåbentlig bruge denne lille liste.

Pride (2014)

Matthew Warchus’ ‘Pride’ foregår i 1984. Den 20-årige homoseksuelle mand Joe ankommer i London til sin allerførste Gay Pride Parade, hvor en gruppe homoseksuelle mænd og kvinder tager Joe under deres vinger. Den lille gruppe mødes i en boghandel i Soho. Bøsser og lesbiske er truede af Thatcher, men det er minearbejderne også—de er i strejke som reaktion på hendes mange minelukninger, og en af de homoseksuelle aktivister mener, at homoseksuelle og minearbejdere bør vise solidaritet over for hinanden. Således kører en minibus fyldt med bøsser og lesbiske til den walisiske landsby Onllwyn for at overtale minearbejderne om, at de er på samme side. Da ‘Pride’ foregår i 80’erne under AIDS-epidimien, er det ikke et emne, der er til at undgå i dens tidsbillede. Heldigvis bliver filmen aldrig til en tragedieporno, men handler fundamentalt om fællesskab og om at finde folk, der forstår en. Karaktererne er baseret på virkelige mennesker, og det er historien selvfølgelig også i Thatchers England.

Big Eden (2000)

Thomas Bezuchas ‘Big Eden’ handler om Henry, en kunstner der bor i New York. Han må vende hjem til den lille by Big Eden i Montana for at hjælpe sin syge bedstefar, der opfostrede ham. På samme tid er high school vennen Dean også vendt tilbage til byen—og Henry var forelsket i ham, da de var unge. Henry ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, men ender med at bruge en masse tid sammen med Dean, og deres gamle venskab virker pludselig umådeligt let at genopbygge. På samme tid er ejeren af den lokale landhandel, Pike, smaskforelsket i Henry, der slet ikke lægger mærke til det. Pike var forelsket i Henry i high school, men var og er alt for genert til at gøre noget ved det. Hele filmen foregår i denne lille flække i Montana, hvor alle kender alle, og alle hilser på hinanden på gaderne. Men ingen af beboerne er homofobiske eller nedgørende over for de tre forelskede mænd. I stedet hjælper de alle sammen med at få løst trekantsdramaet og på en eller anden måde få kærligheden til at sejre. Det er en romantisk komedie, der undgår den typiske provinsielle attitude og hvor Big Edens beboere i stedet leger Kirsten Giftekniv. Det er en utroligt sød komedie, der varmt kan anbefales.

Brooklyn Nine-Nine (2013)

Kriminalbetjent Jake Peralta, der er en umoden men dygtig kriminalbetjent i Brooklyn’s 99sne distrikt, har sammenstød efter sammenstød med distriktets nye politiinspektør, Raymond Holt. Jake og hans kolleger er vant til at gøre hvad der passer dem, og nu skal de pludselig vænne sig til at blive nøje overvåget af den stoiske inspektør Holt. Heldigvis kommer hele holdet af betjente hurtigt ind på livet af hinanden og bliver reelt glade for hinandens selskab. Holt viser sig at være homoseksuel—og han er endda gift og det hele. Og det ‘Brooklyn Nine-Nine’ gør så flot er, at han både er en helt normal mand, der tilfældigvis er homoseksuel, og samtidig erkender serien, at han har et unikt perspektiv og har oplevet unikke ting netop på grund af hans seksualitet. Det at være homoseksuel er ikke hans eneste karaktertræk, men det betyder alligevel løbende noget for hans liv og for hans karakter—og så er det aldrig noget der negativt gøres grin med. ‘Brooklyn Nine-Nine’ er en komedieserie, og der er masser af jokes der involverer hans seksualitet, men aldrig på en nedgørende facon. Alle betjentene accepterer 100% hans identitet, og det er et enormt friskt pust fra en komedieserie.

Moonlight (2016)

Hvis du ser blot en enkelt film fra denne liste, så lad det være Barry Jenkins’ ‘Moonlight’. Filmen følger den unge afro-amerikanske mand, Chiron, gennem hans barndom og ungdom—en hård opvækst i et barskt nabolag i Miami. Chiron er homoseksuel, og filmen igennem er det noget, der støder sammen med den typiske maskulinitet, der forlanges af mænd i hans miljø. Det er en hjerteskærende fortælling, og Chirons seksualitet af et af dens kerneemner—men det er homoseksualitet i en specifik kontekst. Hans seksualitet eksisterer på et fundament af forventet maskulinitet i et barskt afro-amerikansk nabolag, og både maskulinitet og seksualitet hænger tæt sammen med det at være en ung, sort mand. Men selvom hans historie mange gange er hjerteskærende, så er den også håbefuld. ‘Moonlight’ formår at forene både isnende hårhed og opløftende blødhed i sin fortælling, så man går fra den med et hjerte så blødt som varm karamel—og så er det en afsindigt flot film. Den er fantastisk fortalt og utroligt smuk at se på. Dens Oscar for bedste film er mere end fortjent.

Imagine Me & You (2005)

I Ol Parker’s ‘Imagine Me & You’ oplever Rachel kærlighed ved første blik—men ikke med den mand, hun lige har giftet sig med. I stedet er det den lesbiske blomsterhandler, der sørgede for blomster til brylluppet, der fanger hendes blik. Derefter må hun prøve at regne sin egen identitet ud og gøre op med sig selv, hvem hun virkelig vil være sammen med. Filmen er en romantisk komedie med en stor spand drama oveni. Den lever op til genrekonventionerne for den romantiske komedie, bare med to kvinder i stedet for et heteroseksuelt trekantsdrama. Hvis du er i humør til en romcom om blomstrende lesbisk kærlighed, så kunne denne film opfylde det begær.

Black Sails (2014)

‘Black Sails’ følger piraterne Captain Flint og Long John Silver. Serien foregår 20 år før begivenhederne i Robert Louis Stevensons roman ‘Treasure Island’. Sammen leder de to pirater efter skatte, hærger rundt på verdenshavene og forsøger at skabe sig en lille niche i en utilgivende verden. Der er adskillige LGBT karakterer med i serien og hovedpersonen selv, Captain Flint, er homoseksuel. En del af serien handler om hans identitet og det at springe ud—og i baggrunden lurer mysteriet om, hvad der skete med hans elsker. Flints karakter er kompleks, og de andre pirater behandler ham ikke anderledes, bare fordi han er bøsse—selvom det ikke er lige let at være homoseksuel i 1700-tallet. Før du ser serien bør du dog vide, at der i første sæson er en eksplicit voldtægtsscene, som historien til dels handler om.

Saving Face (2004)

I Alice Wus ‘Saving Face’ bliver den kinesisk-amerikanske kirurg Wil overrasket af hendes 48-årige mor, Ma, der pludselig ankommer til Wils lejlighed på Manhattan. Ma er blevet forvist fra Queens, da faren opdagede, at hun var gravid. Samtidig er Wil forelsket i sin chefs datter, danseren Vivian Shing. Ma må kun vende tilbage til Queens, hvis hun bliver gift igen, så Wil må forsøge at finde en kinesisk ungkarl, der vil gifte sig med moren. ‘Saving Face’ er en romantisk komedie der hviler på et fundament af kinesisk kultur—en kultur der indtil videre ikke er meget for homoseksuelle forhold. Dette skinner igennem mange steder i filmen, der dog stadigvæk formår at have masser af humor og grinagtige øjeblikke med i købet.

Carol (2015)

I Todd Haynes ‘Carol’ forelsker to kvinder sig i hinanden i 1950’ernes New York. Therese er en ung kvinde der arbejder i et stormagasin på Manhattan og drømmer om et mere tilfredsstillende liv. Hendes forhold til mænd har altid været lunkent, stillestående og simpelthen ikke særlig spændende—men alt ændrer sig, da hun møder Carol. De to kvinder mærker straks en gensidig tiltrækning. Mens Carol forsøger at bryde ud af sit kærlighedsløse ægteskab, sår hendes mand tvivl om hendes moderkompetencer på grund af hendes forhold til Therese—og Carols tidligere forhold til sin bedste ven Abby. ‘Carol’ er en film om at springe ud efter et helt livs halvdårlige forhold til mænd, og om de udfordringer der kunne stå mellem to kvinders forhold i 50’erne. Tidens konventioner udfordrer dem og forsøger konstant at bremse deres forhold. Det er ikke let for Carol og Therese at finde sammen, men efter regn kommer heldigvis solskin.

Paris Is Burning (1990)

Jennie Livingstons ‘Paris Is Burning’ er en Sundance-prisbelønnet dokumentar om “drag nights” blandt Harlems underklasse i 1980’ernes New York. Filmen fokuserer på de optrædenes “bal” og kunstnernes ambitioner og drømme. Der er masser af interviews med de forskellige drag queens, og man har filmet deres drag nights og deres forberedelser til disse nætter og til deres balkonkurrencer. ‘Paris is Burning’ er et vindue til fortiden, der viser et udsnit af LGBT-fællesskabets historie i New York—med fokus på transaktivister og selvfølgelig drag queens. Det er ikke et miljø filmverdenen tit giver os indblik i, og det er fedt at se nogle af de mennesker, der hjalp med at give æraen noget varme og liv.

The Celluloid Closet (1995)

‘The Celluloid Closet’ er en omfattende dokumentarfilm om Hollywoods afbildninger af homoseksuelle personer og holdningerne bag dem. Det handler altså om både negative og positive skildringer af homoseksuelle karakterer, og de problemer skuespillere stod overfor. ‘The Celluloid Closet’ giver dig et godt overblik over LGBT-temaer i film op til ca. år 1995. Der er masser af filmklip og talking heads, men dokumentaren kan let inspirere og introducere dig til andre LGBT-film, du måske vil se.

Steven Universe (2013)

En lidt usædvanlig post på denne liste er tegnefilmen ‘Steven Universe’. Serien handler om den unge dreng, Steven, og hans bizarre familie der består af hans far og så tre aliens—de er krystalkvinder, der er undsluppet et fascistisk regime, der overtager og ødelægger galaksens planeter. Disse kvinder fungerer som jordens beskyttere og en del af Stevens familie, da Stevens mor selv var en krystalkvinde. Det er et fantasifuldt univers, og man skal som et mere voksent menneske have tålmodigheden eller den barnlige sjæl til at bryde sig om eller finde sig i den del af serien. Den første flok 10-minutters episoder ligner noget fra et typisk fjollet børneprogram—men derefter viser serien sit sande ansigt. Den behandler emner som identitet, krig og kærlighed bedre og mere nænsomt end utroligt mange andre serier der er mere “til voksne”. Og så er i hvert fald to af hovedpersonerne lesbiske, og serien bruger tid på at udforske deres forhold og deres seksualitet. Plottet er overraskende dramatisk og gribende, og det formår at være positivt, selv når det er sørgeligt. Selv hvis serien ikke er noget for dig, kunne et barn eller en barnlig sjæl måske bryde sig om den.

‘Steven Universe’ er lidt en bonus på denne liste, for serien er afsindigt svær at få fat i lovligt. Den sendes på Cartoon Network på dansk, men så mister man de oprindelige stemmer, der også er med på det fantastiske soundtrack. Man kan godt få serien på DVD eller Blu-Ray, men enten kan de ikke afspilles i vores DVD-afspillere, eller også er alle episoderne i hver sæson ikke med. Der er dog andre måder at se dem på, som YouTube eller Daily Motion, men det er uden tvivl ikke optimalt.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,


Om skribenten



One Response to LGBT-film og -serier der skal ses

  1. Line F. Svare says:

    Jeg vil klart anbefale ‘The way he looks’ en brasiliansk film fra 2014. Det er en coming of age kærlighedsfilm, om en blind dreng og klassens nye dreng som bliver venner. Hold op den er bare indbegrebet af cute. Jeg smeltede total over den da jeg så den. Og så er det sindssygt imponerende, at den blinde dreng bliver spillet af en ikke blind – har spiller så overbevisende at jeg ikke troede på det først. Generelt en virkelig feel good sød kærlighedshistorie.

    Rent, er selvfølgelig også klart en af de anbefalesværdige. Men den er dog ret tragisk og sørgelig generelt. Men fantastisk musik!

    Sense8 vil jeg klart anbefale! En fantasy-serie af Wachowski-søskende som kan ses på netflix, og lige har fået 2. sæson, men desværre er aflyst nu. Den viser et virkelig smukt forhold mellem en lesbisk trans-kvinde og hendes kæreste. Men også barsk, hvor familien ikke vil acceptere hende som kvinde, og hun bliver indlagt på hospitalet.
    Den viser også et homoseksuelt mandligt par (som simpelthen er så søde, at jeg smelter), hvor den ene er en macho-skuespiller i Mexico, og skjuler sin seksualitet for pressen og filmverden.
    Derudover har serien en hel del andre gode sider og er bare generelt super spændende og fed og værd at se!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑