Mahershala Ali som Blade ?

Mahershala Ali er klart en af Hollywoods helt hotte navne lige pt. Hvilket ikke er spor underlig, da manden vitterlig er en dygtig skuespiller, der forstår at give sine karakterer noget så “klichéfyldt” som dybde. Lige nu kan du se ham i Science Fiction filmen ‘Alita: Battle Angel’, hvor han klart er dette projekts stærkeste kort på karakterfronten. Og så er der jo også tredje sæson af ‘True Detective, hvor han blæser alle omkuld i tv-stuerne.

Men, hvad med at give ham æren af at være en af Marvel Universets mest BAD ASS figurer? Her tænker man selvfølgelig på Blade aka The Daywalker, som er halvt menneske og halvt vampyr, og har ingen af blodsugernes svagheder… på nær tørsten efter, ja det er ikke vin. Wesley Snipes spillede karakteren tre gange, men den sidste film var meget fesen, og bød på en af de mest skuffende klimakser, hvor Blade slås imod Dracula i egen høje person (selvom Dracula er en pumpet perser med samurai-sværd, hvilket ikke var det man drømte om som fan). Snakken om at genoplive karakteren har stået på længe, men denne skribent synes dels at Snipes har haft sin tur i rollen, og så ville Blade ikke passe ind i det nuværende MCU (Marvel Cinematic Universe), som er alt for lys i tonen og har en censur-grænse der er for lav. Der er hårdt brug for nyt ”blod”, og Mahershala Ali er måske manden som kan bringe liv til sådan et projekt. Det er dog ikke første gang at Ali er med i et Marvel-projekt, da han spillede skurken Cottonmouth i Netflix serien, ’Luke Cage’. Men manden har klart de ting der skal til for at gøre en karakter som Blade interessant igen.

En af hovedårsagerne til at Ali nævnes, er dette billede skabt af BossLogic, som er udgivet på hans Twitter-profil. Det giver en meget god indikator for hvordan manden ville se ud, hvis han fik rollen. Vi på Filmpuls har kun at sige: BRING IT ON!

Copyright: Marvel Comics / BossLogic