I slutningen af juli måned starter optagelserne til Bo Mikk..." />

filmnyheder Sorgenfri Mille Dinesen Troels Lyby

Published on 18 May, 2014 | af Karen Sandal Fothergill

0

Mille Dinesen og Troels Lyby medvirker i den danske gyser ”Sorgenfri”

I slutningen af juli måned starter optagelserne til Bo Mikkelsens gyserfilm ‘Sorgenfri’. Filmen handler om en familie på fire, hvis liv tager en drastisk ændring, da en mystisk virus bryder ud i byen. Pludselig handler det om rå overlevelse, og spørgsmålet er, om familiens sammenhold er stærkt nok til at klare sig igennem krisen. Mille Dinesen og Troels Lyby spiller ægteparret.

Instruktør og manuskriptforfatter Bo Mikkelsen spillefilmdebuterer med ‘Sorgenfri’ og har før stået bag en lang række prisvindende kort- og novellefilm. Bo Mikkelsen bor selv i den lille nordsjællandske by Sorgenfri, hvor filmen også bliver optaget.

Bo Mikkelsen siger: ”Jeg er så stolt af, at vi har sikret os så stærke navne på rollelisten og glæder mig ekstremt meget til at komme i gang. ‘Sorgenfri’ er en gyserfilm, som fokuserer på det helt nære, på familien, naboerne og vennerne på en lille villavej i Sorgenfri. Det handler om, hvad der sker, når alt, vi tager for givet, pludseligt bliver taget fra os. Hvad bliver vi forvandlet til, når vi bliver presset til det yderste?”.

Mille Dinesen, der spiller moderen Pernille, slog igennem som den evigt uheldige single i spillefilmen ‘Nynne’ fra 2005 og har siden haft roller i en lang række spillefilm og TV serier. Hun har senest opnået stor ros og international anerkendelse for sin rolle som Rita i den prisbelønnede serie af samme navn.

Troels Lyby slog igennem i Jonas Elmers ‘Let’s get lost’ fra 1997 og har udover spillefilm også medvirket i flere TV serier. Troels Lyby tog det meste af Danmark med storm, da han i 2011 medvirkede i ‘Klassefesten’ sammen med Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus. Den ligeså succesfulde ‘Klassefesten: Begravelsen’ havde premiere tidligere i år.

I de øvrige roller ses den spillefilm-debuterende Benjamin Engell som teenagesønnen Gustav og Marie Boda som Gustavs nye genbo. Benjamin Engell kan de fleste nok genkende fra julekalenderen ‘Pagten’, hvor han spillede hovedrollen som Malthe, mens Marie Boda har medvirket i flere kortfilm og TV serier – bl.a. Kanal 5s meget omtalte ‘Heartless’ og ikke mindst DR3s satireserie ‘Kødkataloget’.

‘Sorgenfri’ forventes at få premiere til efterårsferien 2015.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , ,


About the Author

er filmentusiast med en meget bred filmsmag, men har en særlig svaghed for gys og animationsfilm.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑