'Painless' fik premiere herhjemme i torsdags, og i den anledning ka..." /> Interview med Juan Carlos Medina ('Painless') - Filmpuls

Interviews Juan Carlos Medina

Skrevet den 27 juli, 2013 | af Karen Sandal Fothergill

0

Interview med Juan Carlos Medina (‘Painless’)

‘Painless’ fik premiere herhjemme i torsdags, og i den anledning kan du her læse et interview med instruktøren Juan Carlos Medina, hvor han fortæller om hvor stor indflydelse hans eget liv har haft på filmen og hvorfor det er vigtigt at bearbejde Spaniens smertefulde fortid.

Juan Carlos Medina (født 1977) er af spansk/fransk afstamning. Han blev født i Florida, men tilbragte det meste af sin barndom i Spanien, før familien flyttede til Nantes. Her gik Medina, inden han begyndte at skrive manuskripter, i to år på en skole, der skulle forberede ham til optagelsesprøven på den berømte Fémis-filmskole. Samtidig tog han et filmkursus på Sorbonne.  Han blev dog hurtigt træt af al teorien, og tog aktivt sagen i egen hånd og købte et 16mm-kamera og ti filmruller og drog ind i ørkenområdet ved Saragosse med et par venner og påbegyndte arbejdet på hans første kortfilm, ’Trinitad’ (2000), der skal ses som en hyldest til Carl Th. Dreyer og Luis Buñuels eksperimentalfilm. Medina lavede yderligere to mere narrative kortfilm, men denne gang med flere ressourcer: ’Rage’ (2001) og ’Mauvais jour’ (2003), der blev optaget ved Triumfbuen i Paris og havde Aurélien Recoing i hovedrollen.

Hvornår begyndte du at skrive ’Painless’?
For cirka otte år siden, da jeg var i gang med at instruere min tredje kortfilm, ’Mauvais jour’. Jeg havde skrevet nogle forskellige versioner af historien, som jeg ikke var blevet tilfreds med, da jeg mødte Luis Berdejo – som senere skulle blive manuskriptforfatter på ’REC’-filmene – på en festival, hvor vi begge præsenterede kortfilm. Hans personlighed og vores fælles smag for filmskabere som Paul Verhoeven fik mig til at tænke, at han ville kunne bidrage med noget til manuskriptet til ’Painless’. Særligt da han havde bedt mig om at læse et af sine manuskripter, der ligesom min film handlede om familiehemmeligheder.

Som mange debutfilm er ’Painless’ delvist selvbiografisk. Hvilken rolle spiller din egen historie i filmen?
Min far er spansk, og gennem hele min barndom havde jeg fornemmelse af, at der var gemt en eller anden mørk hemmelighed på hans side af familien. Det hele var en smule tåget, indtil jeg var i begyndelsen af 30’erne, og min far besluttede sig for at fortælle mig, om den fortid, han havde begravet: At mine oldeforældre var blevet henrettet som kommunister under borgerkrigen af en af Francos generaler, en blodtørstig tyran, som havde taget magten i den region, de boede i. Så min farmor var forældreløs på grund af krigen og fødte min far under ekstremt vanskelige omstændigheder umiddelbart efter krigen. Hun led af sult og fattigdom. Min far blev taget af en kaptajn i Francos hær, og han opfostrede ham, indtil min far var 15 år, og kaptajnen døde af komplikationer i forbindelse med et sår han havde fået under belejringen af Madrid. Så jeg vidste, at min farmor og min far led længe under krigens hærgen. Men de var ikke de eneste. I de generationer i Spanien kan man mærke fortidens byrde veje tungt på deres skuldre, og de har så grumme historie, at ingen har særlig meget lyst til at rippe op i dem. Fordi det var en borgerkrig, kunne folk fra samme familie være nødt til at kæmpe mod hinanden. Det er som om, fortiden er blevet kastet om bag en mur, så de kunne glemme den.

Så ’Painless’ er altså i høj grad forankret i denne begravede spanske fortid?
En af filmens hovedpointer er vigtigheden af at få bearbejdet dette tvungne hukommelsestab, der fandt sted, efter Franco mistede magten. For siden amnestiloven blev vedtaget i 1977 har ingen ønsket at tale om den problematiske fortid, som forårsagede store uoverensstemmelser i mange spanske familier. Det er samme amnestilov, der for nylig blev brugt til at få dommeren Garzon suspenderet – alene fordi han prøvede at kaste lidt lys over, hvad der skete med de titusindvis af mennesker, der forsvandt under Franco. Disse forbrydelser har aldrig været officielt anerkendt på samme måde som Nuremberg-retssagerne i Tyskland. Og arven fra borgerkrigen forpester vores bevidsthed. I dag, i 2013, er der unge spaniere, der ved absolut intet om skyggesiden af Francos regime. De ved ikke, at nazisterne samarbejdede med de spanske fascister, selv før anden verdenskrig begyndte. Disse vigtige historiske aspekter giver genlyd i plottet i ’Painless’ via karaktererne og filmens centrale metafor.

Filmen viser os, at det er vigtigt at søge tilbage til fortiden. Selv hvis det kun er for at være i stand til at forholde sig personligt eller kollektivt til fremtiden. Men jeg viser det ikke direkte. Jeg prøver bare at vise, at forskellen mellem god og ond er kompliceret.

Blev du inspireret af andre film under manuskriptskrivningen?
Jeg blev traumatiseret af den russiske film ’Come and See’ af Elem Klimoy. Den viser krig set fra et barns perspektiv. Men også, og især, blev jeg inspireret af den 40 år gamle ’The Spirit of the Beehive’ af Victor Erice. Den fortæller historien om en borgerkrig set med en lille piges blik. Der er virkelig smukke sekvenser, hvor en omrejsende biograf kommer til en landsby for at vise Universal Studios ’Frankenstein’, før den lille pige så møder monstret ved flodbredden præcis som i James Whales film. Denne tilsynekomst af det fantastisk og monstrøse i metaforisk form er noget, jeg bestræbte mig på at formidle videre i ’Painless’. Jeg prøvede faktisk at fortælle min historie fra to forskellige perspektiver: barnets og nervekirurgen, der søgte i sin fortid.

Hvad er filmens primære budskab?
At man skal være i stand til at acceptere lidelse og det lidelsen fortæller os om sandhed og hvordan den former os. Jeg ville lave en film med en karakter, der kropsliggør denne problematik. Indtil den dag, hvor jeg opdagede sygdommen at være ude af stand til at føle smerte. Det hjalp mig til at føre filmen i en mere fysisk, mere legemlig retning – og det var lettere at overføre til film. Jeg lavede noget research om ufølsomhed over for smerte, mødte en del læger og stødte så på en database. Nogle af de medicinske rapporter, jeg læste inspirerede mig, som når børnene, der ikke kan føle smerte, sårer sig selv uden at kunne mærke det. Nogle af dem dør endda som ganske unge, fordi de har øvet vold imod sig selv uden at de vidste, hvad der foregik. Så jeg begyndte at undersøge, hvad der ville ske, når man i en ung alder lærer at teste sin krops grænser uden at føle den mindste smerte? Fordi det er en sjælden tilstand, der ofte associeres med problemer med indavl og oftest ses i øde, isolerede samfund, så er der en tendens til at opstå religiøse spørgsmål. Ting som ”er han blevet angrebet af dæmoner?” For at forhindre, at  disse børn gjorde skade på sig selv og andre blev de låst inde i celler. Det er det, der sker i ’Painless’.

Filmen veksler mellem forskellige genrer: melodrama, politisk drama, horror, krigsfilm… Hvilke følelser håbede du at kunne fremprovokere hos publikum?
Jeg håber, at de vil få den samme følelse, som jeg fik af de film, der kom ind under huden på mig og fik mig til at tænke, og som gav mig et æstetisk chok. Uden at lave nogen sammenligninger i øvrigt, så havde jeg den fornemmelse efter at have set ’Robocop’, ’Godfather 2’, ’The Devils’, ’Barry Lyndon’ og ’Once Upon a Time in America’.

Hvordan klarede du castingen?
Jeg holdt auditions for de fleste af skuespillerne, helt ned i de mindste biroller, i Barcelona, længe inden vi begyndte at filme. Jeg ønskede, at alle skulle være helt på linje med deres rolle. Det var meget kompliceret, fordi det altid er svært at give talentfulde skuespillere små roller. Vi begyndte at caste i slutningen af februar og fandt de sidste skuespillere to uger inden, vi begyndte at optage fire måneder senere. Jeg fik endda mulighed for at vælge nogle skuespillere fra Nationalteatret i Catalonien, og dem øvede jeg med i flere uger. Tómas Lemarquis, der spiller Berkano, opdagede jeg i den vidunderlige islandske film ’Noi Albinoi’. Han har en ekstraordinær fysik med en diskret fremmedartethed. Jeg blev charmeret af hans seriøsitet i forhold til arbejdet og til sig selv. Meget tidligt i forløbet begyndte han at forberede sin krop, så han var klar til rollen. Først gik han på en diæt, hvor han tabte alt sit kropsfedt, og bagefter begyndte han at træne intensivt.

Tror du, at man vil tale om filmen i Spanien, nu når filmen handler om Spaniens historie under Franco?
Faktisk havde Guilliermo Del Toro allerede, i kølvandet på filmskabere som Erice og Narciso Ibanez Serrador, undersøgt emnet i sine vidunderlige film ’The Devil’s Backbone’ (2001) og ’Pans labyrint’ (2006). Begge film kombinerer på beundringsværdig vis den overnaturlige genre med Spaniens betændte fortidstraume. Men det overnaturlige er altid til stede i Del Toros film: Spøgelseshistorier og parallelverdener… Det er sider af hans univers, hvor det fantastiske og det usle eksisterer side om side. Selvfølgelig er ’Painless’ knyttet til denne bevægelse, men det eneste ’fantasy’-element i den film er på den videnskabelige side. Det er mere som Mary Shelley og HG Wells end Bram Stroker…

Hvordan klarede du den nødvendige men aldrig voyeuristiske vold?
Det er et spørgsmål om balance. Det er sandt, at der er enkelte urovækkende øjeblikke, men jeg ønskede aldrig at lave en grusom og blodig film. I forhold til den bestandige debat om vold, så synes jeg, at film generelt, og ’Painless’ i særdeleshed, hører til i området mellem drømme og mareridt. Det kan aldrig have samme værdi og effekt som rigtig vold. Rigtig vold er et abjekt; kvalmende og frastødende. Men i film, som i drømme, er vold mere som et øjeblik af katarsis. Det skaber et chok og følelser, som hjælper dig til at lede publikum i den retning, du gerne vil have dem. Jeg ønskede, at ’Painless’ skulle være hårdtslående, sej og intens. En film, der vil komme under huden på publikum og have en æstetisk kvalitet, der ville live emnet op. Med et emne som filmens var vi nødt til at have en direkte og traumatiserende tilgang, som på nogle måder måske er lidt flamboyant eller barok. Det er tilfældet i de mest foruroligende scener, som den lille pige, der sætter ild på sig selv, men selvom det virker overdrevet og poetisk, så er essensen i disse scener ikke andet end noget, jeg har kunnet udlede af historier, jeg har læst i de medicinalfiler, som jeg undersøgte i min research.

Ja, den sekvens er meget foruroligende. Hvordan blev den lavet?
Det var meget svært, fordi vi lavede den om natten med to 6-årige piger, som ikke havde adgang til settet i mere end fire timer ad gangen. Dertil kom, at vi måtte vente på det rigtige lys – mellem tusmørke og mørke – før vi kunne begynde at optage. Til effekterne brugte vi den brandmake-up, som DDT har lavet, på den lille piges arm, da der gik ild i hende. I post-produktionen tilført vi digitale flammer. Kombinationen af mekaniske special effects og visuelle effekter fik sekvensen til at fungere virkelig godt.

Berkanos ar og aldrende make-up er også meget slående.
Tömas Lemarquis’ make-up til slutscenen tog seks timer at lægge. Faktisk gik han meget heltemodigt med til at sove en hel nat med make-uppen på. Men næste dag fik han en allergisk reaktion. Så de falske ar blev på hans hud i flere dage efter.

Hvordan valgte du komponisten Johan Söderqvist?
Jeg var vild med soundtracket til ’Lad den rette komme ind’, og det var præcis det musikalske sprog, jeg ledte efter til ’Painless’. Johan er en ekstremt samvittighedsfuld komponist. Når han har besluttet sig for at arbejde på en film, så bliver han bogstavelig talt suget ind i den. Derfor arbejdede vi en del sammen – han har meget brug for at diskutere med instruktøren. Vi talte sammen i to-tre timer på Skype, mens jeg klippede, og han foreslog mange forskellige ting, før jeg valgte. Det er en meget anderledes metode end den meget teoretiske tilgang, som eksempelvis Morricone benytter. Han er kendt for at tage manuskriptet, eller den endelige version af filmen med hjem og så lave hele lydsiden fra A-Z. Johan arbejder mere empirisk som en musikalsk laboratorieassistent, som laver eksperimenter med bizarre instrumenter og mærkelige lyde. I sit studie i Stockholm har han faktisk en fantastisk samling af instrumenter, hvor det ene er mere mærkeligt end det andet. Det oplevede jeg, da jeg besøgte ham. Bid for bid via eksperimenter begyndte filmens musikalske lydtæppe at tage form. Så finjusterede Johan og de 12 musikstykker blev indspillet i Bratislava. Jeg synes, han med stor succes skabte nogle fabelagtige temaer.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: ,


Om skribenten

er filmentusiast med en meget bred filmsmag, men har en særlig svaghed for gys og animationsfilm.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑