Den fransk-canadiske filminstruktør Denis Villeneuve fik først sit ..." /> Pulsen på Denis Villenueve - Filmpuls

pulsen

Skrevet den 17 november, 2017 | af Jeppe Svan Sørensen

0

Pulsen på Denis Villenueve

Den fransk-canadiske filminstruktør Denis Villeneuve fik først sit store gennembrud i 2010, men er i dag manden bag den allerede oversete ‘Blade Runner 2049’ (2017), der, ihvertfald herfra, er et peak i moderne arthouse-blockbuster film. Villenueves vej til Los Angeles 2049 har allerede medbragt en håndfuld af moderne filmklassikere, og hans nylige filmografi er værd at opremse og undersøge, da den har meget at sige om nutidens filmlandsskab. Villeneuve har nemlig tilsyneladende holdt liv i den amerikanske “mellembudgets-film” og har stået imod fristelsen af de typiske “tent-pole” mega-blockbustere (indtil det rette projekt tilbød sig) og har på kort tid skabt sig et rygte som én af de mest pålidelige filminstruktører i dette årti. Jeg vil derfor her gennemgå hans seneste seks spillefilm. Velvidende at jeg overser hans tre første canadiske film, men de må få sin egen artikel, for det spændende sker da han slår igennem til, og får krammet på, det brede publikum med:

‘Incendies’ fra 2010 er Villenueves første skridt på det store marked, med en fordoblet indtjening fra hans tidligere film og velkomne arme fra filmkritiker miljøet. (Blev nomineret til “Best Foreign Language Film” til årets Oscar’s) Historien om søskendeparret Jeanne og Simon der, igennem deres mors testamente, bliver kastet ind i deres mors, og egen, hemmelighedsfulde fortid, er rørende og overvældende. Filmens måde gradvist at afsløre sin information, er original og enormt medrivende. Villenueves modne fortællestil og filmsprog er tydelig og sikker, og han formår at skabe en medrivende thrillerhistorie ud af simpel karakteruddybning og (tro det eller ej) to timers “exposition”. Hvis man mangler et hook, kan det anbefales at se filmens åbningssekvens, der, med blanding af visuel fortælling og stemning sætter tonen for filmens hjerte og brutalitet. Endda med Radiohead. Se selv. Efter dette tager Villenueve fra det franske canada et stykke ned i Staterne. Dog ikke for langt – han kan ikke undvære det dårlige vejr:

Med ‘Prisoners’ (2013) hakker Villenueve sin kompetence til at skabe solide thriller i sten. ‘Prisoners’ er Villenuves første engelsk-sprogede film, og sætter på mange måder stien for hans karriere indtil i dag. Hugh Jackman spiller i filmen en far der kommer på hævngerrigt skråplan for at finde sin datter, som er blevet kidnappet. ‘Prisoners’ er for mig indbegrebet af moderne thriller, og, selvom den ikke er så nyskabende og original som andre af Villenueves film, er den medrivende og intens som bare fanden. Jackman gør det formidabelt som desperat forælder, og den kære Paul Dano skinner i en slimet og forvirrende siderolle. Dertil spiller Jake Gyllenhaal den fikserede politibetjent der forsøger at løse kidnapnings mysteriet, en skuespiller som Villenueve med stor success genbruger i:

Hvorvidt Villenueve havde hyret Jake Gyllenhaal over sommeren i forbindelse med ‘Prisoners’ og besluttede sig for at skyde ‘Enemy’ (2013) når han nu havde ham på besøg alligevel, kan man kun spekulere. Men resultatet er intet mindre end mesterligt. Én, for mit vedkommende, (Læs også Filmpuls’ egen anmeldelse fra udgivelsen her) af de mest medrivende, krybende og overraskende art-housethrillere jeg har set – nogensinde. ‘Enemy’ fortæller om Jake Gyllenhals udtrådte og opgivende historielærer, Adam, der, i en grønt-tintet version af Toronto opsøger en mand han ser på film, der ligner ham selv på en prik. Filmen står ud i Villenueves amerikanske filmografi som hans mest eksperimenterende og originale. En noget nær perfekt blanding af den abstrakte art-house tradition, og moderne nervepirrende thriller. ‘Enemy’ hænger stadig fast i mig, og især en håndfuld af filmens billedmotiver, idéer og stemning, ikke mindst, er brændt fast og tigger og ber om gensyn.

To år efter vendte Villenueve tilbage til hans mere jordnære drama i ‘Sicario’ (2015). Heri spiller Emily Blunt den dedikerede FBI-agent, Kate, der efter et dramatisk “bust” i den løbende kamp mod det mexikanske stofkartel, bliver indblandet i et nyt taskforce der vil rykke ind i grænselandet mellem USA og Mexico. Vores passionerede anmeldelse af filmen, fra Anders Bjerg, kan læses her. ‘Sicario’ er en simpel men noget nær perfekt fortælling der kører på skinner, og ikke svajer en centimeter. Dertil gør den legendariske filmfotograf Roger Deakins hans “thing”, og eleverer de dramatiske skududvekslinger og karakterscener. Ligesom, men af vidt forskellige grunde, har ‘Sicario’ også en enormt stærk gensynskvalitet som ‘Enemy’, og følelsen af at opleve et tandhjulsmaskineri af manuskript og instruktion i fuld sving, er enormt tilfredstillende. At studierne så har tænkt sig at prutte en ‘Sicario 2’ ud, er… beklageligt. Nogen gange skal man lade en god ting være i fred.

Sidste år kom så Villenueves første storfilms-succes, og nok den største grund til at folk kendte hans navn op til ‘Blade Runner 2049’. ‘Arrival’ var på mange måder en succes; ubesværet produktion, kritikerne elskede den og folk strømmede i biograferne. Filmen ramte et sweet-spot af timing og trend – og folk var klar på en nedtonet og eftertænksom science fiction film. Mere intellektuel end de gængse sci-fi baskere, men ikke så flyvsk og rørstrømsk som ‘Interstellar’ (2014) – lige midt i mellem. Filmpuls’ Laura Pop har selv formuleret det i hendes anmeldelse her. For mig ramte ‘Arrival’ ikke så hårdt som hos andre. Satte pris på alt hvad den stod for og gjorde. Nød også præstationerne og fokusset på lingvistik og det jordnære “what if”‘-scenarie. Men det største den gjorde for mig var at give mig en smule sindsfred til mine, på det tidspunkt, betydelige bekymringer om den kommende ‘Blade Runner’ efterfølger. Med ‘Arrival’ i regnestykket kunne jeg slappe lidt mere af, op til præmieren:

‘Arrival’ + ‘Enemy’ + Ridley Scott på bagsædet + Stort budget og kreativ kontrol til canadieren =

Uha… Hvor starter man… Det er svært for mig at udtale mig om ‘Blade Runner 2049’, så tæt på udgivelsen. Har helt sikkert planer om at skrive en længere udlægning om den og alt hvad den har med sig. Men nok at sige har jeg været 3 gange i biografen og set Villenueve gøre det umulige, og er faldet bagover i sædet af bar cinematisk oplevelse. Har ikke længe haft en så overrumplende og ræsonnerende filmoplevelse, og føler at loftet for moderne art-house blockbustere og science fiction film er blevet løftet betydeligt. Hvis man er heldig kan man stadig nå at fange ‘Blade Runner 2049’ i biografen nogen steder – en tjeneste man som filmelsker uden tvivl burde unde sig selv. Har hørt mange forskellige holdninger om filmen, men har ikke hørt én sige at det ikke var en imponerende visuel og cinematisk oplevelse. Meget vel har den ikke klaret det økonomisk så godt som man kunne håbe, og selvom jeg overhovedet ikke drømmer om endnu en efterfølger, er det altid ærgerligt at ambitiøse og gennemarbejde film som denne ikke kan mobbe studierne (økonomisk) til at tage ved lære af den. De kan stadig slippe af sted med at lave de Transformers og superheltefilm om, og om igen.
Men hvorom alting er har vi fået ‘Blade Runner 2049’. Uden filter og med alle de midler og kreative hjerner bag man kunne ønske. Og at følge Denis Villenueves vej dertil er spændende og inspirerende, og minder én om de talenter der kan håndtere den delikate skøjtedans i amerikansk filmindustri: kommerciel succes og kreativ integritet. Oh Canada!

Slutteligt vil jeg, ligesom i Pulsen på Paul Thomas Anderson, lave en personlig rangering af Denis Villenueves filmografi. Kan anbefale at se dem i kronologisk rækkefølge, da det er en spændende kreativ udvikling at opleve. Men her er min personlige rangering:

  1. Blade Runner 2049
  2. Enemy
  3. Incendies
  4. Sicario
  5. Arrival
  6. Prisoners

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , , , , ,


Om skribenten

Studerende og filmnørd med svaghed for instruktører som Paul Thomas Anderson og David Lynch - er især glad for film med ambitioner og eftertænksomhed!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑