pulsen

Skrevet den 3 april, 2018 | af Jakob Sørensen

0

Pulsen på Hammer Films

The Studio That Dripped Blood !

Siden jeg var barn har jeg slugt gyserfilm råt! Mine forældre satte ingen grænser, og jeg måtte bogstaveligt se lige det jeg ville, da den pædagogiske filosofi nok var, at hvis drengen ikke kan lide det han ser, så slukker han nok for det.

Men, jeg slukkede aldrig!

Det som startede min kærlighed til gyser/horror-genren var monsterfilmene. Især film produceret af britiske Hammer Films var noget som jeg forelskede mig hovedkulds i, og noget jeg bestemt ikke har givet slip på. Her er en kort historie om det lille britiske studie uden for London, der i en periode på 20 år gav verden masser af gode gys, indtil de drejede nøglen om, for derpå senere at rejse sig selv fra asken.

Horrorfilmens begyndelse

I gyserfilmen spæde alder var det tyskerne og amerikanerne, som var pionererne, og mange filmhistorikere har igennem tiden heftigt diskuteret, hvilken film som kan betegnes som den første rigtige horror/gyserfilm. Retningerne peger mange steder, men mange synes af være enige om, at ’The Cabinet of Dr. Caligari’ fra 1920 med Conrad Veidt, måske er den film, som kan betegnes som den første rigtige skrækfilm.

The Cabinet of Dr. Caligari – Copyright: Friedrich Wilhelm Murnau Stiftung

I 1922 fik genren i hvert fald et ordentligt spark bagi, da F.W. Murnau, en dengang ung og talentfuld tysk film og teaterinstruktør, lavede den første vampyrfilm, ’Nosferatu’, baseret på Bram Stokers bog, ’Dracula’. Det skulle vise sig at afstedkomme en del ballade, da Stokers enke lagde sag an imod produktionsselskabet Prana-film, for at gå imod Fru Stokers copyright rettigheder, hvilket førte til, at filmen blev beordret destrueret. Dette betød, at alle kendte negativer af dette gysermesterværk blev brændt, samtidig med at Prana-film gik konkurs med ’Nosferatu’, som deres eneste film på cv’et. Heldigvis så fik man ikke fingre i alle negativer, og derfor kan vi stadig i dag nyde Murnau’ fantastiske mørke og ekspressionistiske version af Stokers roman.

Nosferatu 1922 – Public domain

I midt 1920’erne, havde det relative nye filmstudie Universal Studios, der lå midt i mellem appelsinmarkerne udenfor Los Angeles, fået den geniale idé, at de også ville prøve at lege lidt med gysergenren. Derfor hev de fat i en deres største filmstjerne, Lon Chaney, som var kendt som manden med de 1000 ansigter, da Chaney havde et talent for make up effekter, og kunne transformere sig om til alskens karakterer og skabninger. I 1923 lavede Universal en af datidens dyreste filmproduktioner, ’Klokkeren fra Notre Dame’, hvor Chaney selvfølgelig spillede den pukkelrykkede klokker Quasimodo, med hans hjemmelavede make up effekter, der tog datidens publikum med storm og rædsel. Men de havde ikke set det halve af Chaneys talenter endnu! For hans mest berømte skabning, som også skulle blive hans mest berømte rolle, var nemlig som den vansirede person Erik, der lever under Paris’ operahus, i 1925 største blockbuster (for dens tid), ’The Phantom of the Opera’. Filmen fik folk til bogstavelig talt at tabe bukserne af skræk, da man endelig så, hvad der gemmer sig bag Fantomets maske… en scene der stadig er skræmmende. I Start 1930’erne sikrer Universal Studios rettighederne til en hel del monster-romaner, der sætter gang i en lavine af produktioner, der skulle tilfredsstille de nyslåede gyserfans appetit på hårrejsende oplevelser i biffen. Noget som dengang var meget sjældent, men som man i dag kun kan grine over. Især at man fandt disse ”gyserfilm” skrækindjagende, da de var ufattelig teatralsk opsat og spillet. Men ikke desto mindre fik vi to vigtige monstre ud af denne lavinestrøm! ”Frankenstein” var den ene film, med britisk/indiske Boris Karloff i hans livs rolle, som skabningen, skabt ud af ligdele, der går berserk og skaber død og rædsel! Den anden film var ”Dracula”, med ungarske Bela Lugosi i titelrollen, som den blodtørstige greve, der kommer til London for at suge livet ud af unge kvinder.

Alle de klassiske Universal monstre – Copyright: Universal Studios

Begge film blev et hit, og sikrede den næste bølge af Universal monster-film, men jeg mener, at én film fra denne periode, nok var vigtigere og langt bedre historiefortalt og visuelt, end Universal filmene. Her tænker jeg på Rouben Mamoulians 1931 version af ’Dr. Jekyll and Mr. Hyde’, som rent faktisk er den eneste film jeg personlig i visse bidder finder mere skræmmende, end Bela Lugosi nogensinde kunne være. Hovedgrunden er Fredric March, der simpelthen er mere end fabelagtig, som både den gode Doktor Jekyll og den onde sadistiske Mr. Hyde.

Henimod slut 1940’er synes festen for Universal monstrene ved af være slut, og originalitet var en by i Rusland på dette tidspunkt, da det eneste som kom ud var såkaldte monster-clash film. Film hvor man havde Dracula, Frankensteins monster, Ulvemanden, Mumien, Den Usynlige Mand i ikke bare en film, men flere filmproduktioner. Da man lavede den samme model af film, med det datidige komiske makkerpar, Abbott and Costello, så var løbet kørt fra monstrene, der virkelig var støvede og for gammeldags til at blive brugt mere.

Efter Anden Verdenskrig og introduktionen af atombomben, kom der en hel ny type af monster-film ud! Væk var de gotiske uhyrer, der boede i slotte eller ved udkants landsbyer, og ind kom kæmpe insekter, og monstre som var blevet udsat for en eller anden form for radioaktivitet. Folk ville ha’ deres gyserfilm skulle være større, vildere og helst i 3D, som i start 50’erne blev den store biografdille (en dille som James Camerons ’Avatar’ genoplivede).

Tarantula er en af de bedre monster B-film fra 50’erne

Hammer Film kommer til verden

Udsigten til at man igen skulle se de gamle monstre var meget usikker. Også selvom der stadig blev lavet vampyr, varulve, mumie og Frankenstein agtige film, uden for Hollywood systemet, eller i små mexicanske produktioner. Ja, så var det et lille bitte engelsk produktions selskab, der lå uden for London, der vækkede de gamle kendinge til live igen. Hammer Films var navnet og blev grundlagt i 1934 af en britisk komiker og forretningsfyr ved navn William Hinds, der brugte sit scene efternavn (Will Hammer), som titlen på det nyoprettede studie, et navn, som han oprindelig havde taget fra en gade, hvor han boede (Hammersmith). I starten lavede Hammer Films, krimi og mysteriums film, og en af deres første film ved titelnavn, ’The Mystery of the Mary Celeste’ havde endda Bela Lugosi i hovedrollen, hvilket måske var et tegn på fremtiden. Men Hammer Films start var ikke uden problemer, og allerede i 1937 var produktionsselskabet på randen af konkurs. Men ind fra sidelinjen kom en fyr ved navn James Carreras, der blev studiets redningsmand, og som langsomt, men sikkert rettede Hammer hen imod den retning, som de skulle blive internationalt kendt for.

James Carreras – Hammers redning og nye styrmand frem til kollapset i 70’erne.

Hammer sætter fokus på horror-genren

Den store ændring kom i 1955. På dette tidspunkt var Hammer stadig kendt for at lave krimi film, men efter at en Science Fiction serie ved navn, ’The Quatermass Experiment’, blev et kæmpe hit på britisk tv, så indså man, at tiden var inde for at lave noget nyt. Derfor lavede Hammer en spillefilm, som var baseret på serien, som havde taget briterne med storm. Filmatiseringen blev en succes, hvilket gav folkene i Hammer selvtillid til at bevæge sig over i gyser genren.

The Quatermass Xperiment – Copyright: Hammer Films/MGM

Det første projekt var ’The Curse of Frankenstein’, som også var Hammers første film i farver, hvilket skulle vise sig at være et datidigt problem. Problemet var det britiske Medieråd eller The British Board of Film Classification (BBFC), som primært dengang var befolket af en slags nyvictoriansk og dybt troende flok af konservative mennesker, som var bekymret over filmens manuskript, der var meget voldeligt, og ikke mindst blodigt. Og sådan noget skræmte disse mennesker, da de ikke var vant til at se blod på film og især ikke i knaldrød Technicolor. Men på trods af gentagende pegefingre og små-trusler, så lod produceren Anthony Hinds (søn af William Hinds) produktionen af ’The Curse of Frankenstein’ fortsætte, uden af ændre et komma i manuskriptet.

Instruktøren var Terence Fisher, som på dette tidspunkt var en ældre herre oppe i sine 50’ere, der efter en lang karriere som klipper havde skiftet rolle til instruktør. Førhen havde han lavet en del komedier, dramaer og krimifilm, men aldrig en gyser! I filmens hovedrolle, som Baron Victor Frankenstein, har vi Peter Cushing. Cushing var en yderst kultiveret personlighed og havde altid en stærk fremtoning af beslutsomhed, en vilje af stål og en skarp profil. Nutidens unge vil nok mest huske ham for rollen, som den øverstbefalende Governor Tarkin, der styrer Dødsstjernen i ’Star Wars’. I rollen som Baronens skabning, har vi endnu en horrorlegende. Navnet var Christopher Lee, der før denne film, havde været en hårdtarbejdende film statist/skuespiller, der havde små roller her og der, men som alligevel havde arbejdet med nogle af de helt store navne. Men inderst inde, så ville Lee gerne have været operasanger, hvilket han engang prøvede på, men hans sang talenter kom først frem langt senere i hans karriere. Så med skuespillerne på plads, den rette instruktør og den fantastiske fotograf, Jack Asher ved førersædet, gik optagelserne i gang til ’The Curse of Frankenstein’, der havde en yderst beskedent budget på sølle 65,000 pund.

At filmen kunne blive lavet for så få pebernødder, var ikke kun pga. de talentfulde produktionsfolk, som arbejdede med hiv og sving, for at få det bedste ud af næsten ingen ting, men også pga. de lokationer man havde. Her spiller Bray Studios en rolle. Det var et forholdsvis lille studie, ja på størrelse med Nordisk Film, med et par lukkede lydstudier, et stort hovedhus (som man kunne bruge, som et borg/slot set), en stor baggård, hvor man kunne lave billige kulisser… og, så en nærlæggende skov. Skoven var perfekt til uhyggelige gysersekvenser, og som flere gange, med lidt baggrundsmaleri-effekt, har været en perfekt stand in for Transsylvanien. Den 2. maj 1957 fik filmen endelig premiere og blev mødt med elendige og i særdeleshed negative anmeldelser over hele linjen, men det påvirkede slet ikke publikummet. Salget af billetter steg til uanede højder og gjorde ’The Curse of Frankenstein’ til et vaske ægte hit, ikke bare i hjemlandet, men så sandelig også i USA.

The Curse of Frankenstein – Hammer Film Productions/Lionsgate

Filmens enorme succes tog Hammer på sengekanten, og udsigten til at lave gyserfilm for få penge, men med et stort overskud, var noget som blev en trylleformular for Hammer, der straks gik i gang med planerne til en fortsættelse til deres første Frankenstein film. Indtil der var en som fik en idé om, at man i stedet skulle kigge på nok den mest populære monster-karakter…. Dracula!

Hammer går til biddet

Planerne om at producere en ny Dracula film var heller ikke uden problemer, og her var der ikke kun tale om det britiske Medieråd, der bestemt ikke havde glemt, at de var blevet taget ved næsen, og deres råd smidt i skraldespanden ved den sidste filmproduktion. Men denne gang var problemerne en gammel kending ved navn Copyright, som Universal havde, hvorimod rettighederne til Mary Shelleys Frankenstein var et public domain. En hurtig, men ikke gnidningsfri aftale blev sat på plads, hvor Universal fik rettighederne til at distribuere filmen globalt, til fordel for at de skulle punge lidt ud til filmens lille budget, og selvfølgelig give Hammer den kreative frihed til at lave deres helt egen version af Bram Stokers bestseller historie.

Fransk plakat til ‘Horror of Dracula’

Men, som folkene i Hammer hurtig fandt ud af, så er det super dejligt at have den kreative frihed, men når pengene er små, så kan den kreative proces nogle gange godt være en forbandelse, især hvis man havde drømme om at lave en storslået version af Dracula. Der måtte nogle store ændringer i manuskriptet til for at tilpasse det budget og locations som man havde. Hvis man har kendskab til Bram Stokers originale roman, så vil man hurtig indse, at denne film på INGEN måde følger dens inspirationskilde. For i ’Horror of Dracula’, skipper vi meget af Jonathan Harkers rejse til Draculas slot, som man af Harkers fortællerstemme får at vide, ligger nær byen Klausenburg, som lyder som en landsby nær Bayern, men som rent faktisk er et andet navn, for en romansk by ved navn Cluj-Napoca. I Hammers film kommer Dracula ikke og henter ham i hestevogn ved Borgo Passet, men Harker går selv den sidste vej op til slottet, da budgettet sikkert ikke har været til at skaffe en sort hestevogn.

I filmen er Jonathan Harker heller ikke en ejendomsmægler, der er kommet for at sælge jord til Greven, men en vampyrdræber, der under dække af at være bibliotekar, er kommet for at gøre en ende på Draculas rædsler. Hvilket han ikke klarer til topkarakter, men i stedet for bliver en af Draculas ofre. Dracula rejser derpå til… ja, ikke London, men en anden tysk klingende by, hvor Harkers forlovede, hans bror, hans brors kone Mina og selvfølgelig Doktor Van Helsing bor, og så begynder kampen imod blodsugeren!

Still billede fra ‘Horror of Dracula’ – Copyright: Hammer Films Productions / Universal

Med en pengesum på lidt over 80,000 pund, og det samme hold af produktionsfolk og skuespillere, gik optagelserne i gang ved november måned 1957. Igen er Christopher Lee monsteret, men dette monster skulle ændre hans karriere og status som skuespiller. Lee er uden tvivl en af de bedste, der har spillet Dracula, og for mange er han den bedste nogensinde. Dette kan man diskutere herfra og til al evighed, men det blev for altid en rolle, som han ikke kunne ryste af sig. Med sine 1 meter 98 cm, er Lee en tårnhøj blodsuger, der har blodsprængte øjne, spidse hjørnetænder og en stærk erotisk tiltrækningskræft, hvilket Lee altid har sagt, han ikke selv synes han havde, men han turde nok bare ikke at indrømme det. Peter Cushing spiller Van Helsing, og han er klart min favorit i den rolle! Cushing er som altid den viljestærke, beslutsomme og kultiverede person, der gør ham til en brag af en vampyrjæger, der altid har en Kjeld-taske (ham fra Olsen Banden) i nærheden, med alle mulige remedier, dimser og våben med, der gør ham til enhver vampyrs værste mareridt! ’Horror of Dracula’ var en meget betydningsfuld film, ikke bare for Hammer, de medvirkende, men også for Vampyrgenren i sig selv. Trods det lave pengebeløb, så sprang filmen nogle rammer, som førtidige dyrere vampyrfilm ikke gjorde. Der var hjørnetænder, hvilket ikke var normalt før da (Bela Lugosi havde fx aldrig vampyrtænder), og der var ligesom i Hammers foregående film blod, hvilket også var uhørt. Det var nogle elementer til den såkaldte ”vampyr lore”, som filmisk først blev tilført her (og de efterfølgende Hammer-vampyr film), og så var der selvfølgelig de over erotiske elementer, hvilket ikke var velset i en meget konservativ tidsalder, som 50’erne var!

‘Horror of Dracula’ – Copyright: Hammer Films Productions/Universal

Filmen fik premiere i 1958, og igen var det meste af den britiske presse ikke tilfreds. Denne gang blev de rigtig gale i hovederne, og nogle kaldte filmen for pervers og fordærv, men hvis, ’The Curse of Frankenstein’ var en succes”, så var dette en film, som kunne gå på vandet! ’Horror of Dracula’ var et gigantisk hit over hele verden, og faktisk så forlyder det, at pga. af filmens overskud, så reddede denne film Universal Studios, som på daværende tidspunkt var i store økonomiske vanskeligheder, hvilket beviser, at disse filmstudier og høje cigar-herrer skylder meget til disse kære monstre. Og for Hammer betød det, at de genoplivede og friskede monstrene op, som man troede var døde og borte, men Hammer var først lige begyndt!

Hammer fortsætter succesen

Herefter gik tingene meget hurtigt, og der blev lavet en mumiefilm AKA ’The Mummy’, igen med Lee som monsteret, og Chushing som helten, hvilket beviser, at de to simpelthen var den perfekte horror-duo. Der blev lavet film om hekse, djævletilbedere, voodoo, menneskelige reptiler, letpåklædte stenalderpiger og dinosaurer, gale historiske personligheder… som fx Rasputin, spillet umådelig godt af Lee. Der blev også lavet en del film med psykopater, måske er en af de mere kendte, ’The Nanny’, med Bette Davis, som eftersigende skulle ha’ været næsten ligeså syg i skallen, både på og uden for settet! Hammer lavede sågar en film om Den Afskyelige Snemand, og hvad angår varulvefilm, så blev det kun til en eneste, med Oliver Reed som ulven i ’The Curse of the Werewolf’ fra 1961.
Men, det var deres Frankenstein-film og især deres vampyrfilm, som de lavede masseproduktion af.

      

’The Curse of Frankenstein’ fik 6 efterfølgere, der alle svinger gevaldig i kvalitet, men som alle sammen absolut er værd at tjekke ud, hvis man kalder sig for gysernørd, og ikke mindst, Hammer-fan. Men for mig, så var det vampyrfilmene, der var Hammers bedste del, og som barn og ung teenager, der slugte jeg disse film råt, og de var med til at gøre, at vampyren altid for mig ville blive mit favorit monster.

I 1960 lavede Hammer, ’The Brides of Dracula’, som man måske skulle tro var en fortsættelse til ’The Horror of Dracula’, men titlen snyder sit publikum, da filmen ingen Lee eller Dracula har i filmen, men derimod en vis, Baron Meinster (spillet af David Peel). Selvom han mangler den samme karisma og styrke, som Lee’s Dracula, så er han en fin midlertidig afløser. Heldigvis, så er Peter Cushing tilbage i rollen, som Van Helsing, i hans karrieres måske bedste præstation, set med mine øjne (hvis man ikke tæller Star Wars med). ’The Brides of Dracula’ er en god, atmosfære fyldt, til tider sleazet, men så sandelig en mindeværdig hugtandsfilm, hvis man er fan er genren.

‘Brides of Dracula’ – Copyright: Hammer Films Productions/Universal

Lee vender tilbage som Greven

Dracula var som sagt en rolle, som Lee havde svært ved at ryste af sig, og efter at have holdt en pause på 8 år, så valgte han at tage hjørnetænderne på en gang til. Resultatet blev den egentlig fortsættelse til ’Horror of Dracula’, med titlen ’Dracula: The Prince of Darkness’, som blev udgivet i herrens år 1966, samtidig med ’Rasputin: The Mad Monk’, som en såkaldt ”double bill”, hvor man kunne se 2 film, for 1 films pris. Og alle som har set Lee’ anden genkomst, som Greven over dem alle, har altid undret sig over, hvorfor Dracula aldrig siger noget, men i stedet kun hvæser og viser hjørnetænder? Svaret er ganske enkelt…. Lee syntes, at dialogerne var så latterlige, at han nægtede at sige dem, så hvad man i stedet får, er en dialogløs, men utrolig skræmmende Dracula, muligvis Lee’s bedste performance i titelrollen, i hvert fald den mest interessante. Plottet er uhyre simpelt, men det eneste man sådan set mangler i denne film er Peter Cushing, der ville have gjort dette til en fabelagtig film, men hans stedfortræder er en præst, spillet af Andrew Keir. Finalen er dog både fed og lidt latterlig, men man tilgiver disse gamle klassikere.

‘Dracula: Prince of Darkness’ – Copyright: Hammer Films Production/Studio Canal/Warner Bros.

Lee troede herfra, at han var helt færdig med Dracula. Da han nægtede at træde ind i rollen for tredje gang, blev han ringet op, af Hammers ejer, James Carreras, der fortalte ham, at han var nødt til at spille Dracula igen, da han allerede havde solgt den næste film, med ham i hovedrollen, og at han ville gøre en hel masse produktionsfolk arbejdsløse, hvis han ikke gik med til at tage hjørnetænderne på igen. Dette blev en undskyldning, som Lee skulle høre på, indtil han lavede sin sidste Draculafilm i 1973/74, det gik under titlen ’The Satanic Rites of Dracula’. Vi skal heller ikke glemme, at Lee faktisk har spillet Dracula for andre end Hammer og lavede i 1970 en mere tro udgave af Bram Stokers roman, med porno/sleaze/exploitation instruktøren Jess Franco bag rattet.

    

Hammer mister pusten

Hjemme i Storbritannien fik Hammer konkurrence i midt 60’erne, da andre britiske gyser-produktions selskaber begynder at komme frem. Som b.la. Tigon og Amicus, der faktisk udgav nogle ret gode britiske gyserfilm, der til tider alvorlig bed Hammer i anklerne, men alle produktions studier kunne mærke, at 1970’erne ikke var så profitgivende og venlige, som de gyldne 60’er. Derfor, så fik man den lyse idé, at sex jo sælger, så derfor kunne man hæve billetsalget ved at putte en fandens masse nøgen hud ind i filmene. Og da vampyrer jo er erotiske væsner, så var det bestemt oplagt, at blodsugerne skulle få et mere erotisk makeover. En af de film, som begyndte på blod og bare bryster, var ’The Vampire Lovers’ (1970), med polske Ingrid Pitt, der med sit struttende frontparti hurtigt blev en darling hos Hammer, der i et øjeblik oplevede en smule overskud, da lesbiske vampyrer, der falder til patten, absolut var noget, som solgte her og nu.

 

Men, som 1970’erne var ved at begynde, så var det tydeligt, at Hammer ikke kunne holde sig oven vande. Det var især tydeligt i deres anden lesbiske vampyrfilm, ’Lust for a Vampire’ med danske Yutte Stensgaard, som var en produktion tydelig præget af metaltræthed, selvom Hammer faktisk gav os nogle okay vampyrfilm i samme tidsperiode, som ’Twins of Evil’, ’Vampire Circus’ og især ’Captain Kronos’ (De prøvede endda at lave en kung fu-vampyrfilm under titlen ’The Legend of the 7 Golden Vampires’).

Danske Yutte Stensgaard i ‘Lust for a Vampire – Copyright: Hammer Films Productions/MGM

Nøglen bliver drejet om

Datidens publikum var stadig hungrende efter gys, men de var trætte af klassiske monstre, og film klistret til med nøgne kvinder for nøgenhedens skyld! Nej, de krævede noget friskt, og det var folk som Roman Polanski (’Rosemary’s Baby’), Stanley Kubrick (’A Clockwork Orange’) og William Friedkin (’The Exorcist’), som hørte deres bønner, men desværre ikke Hammer! Og da Hammer prøvede at lave noget som mindede om det publikum ville ha’, så var de for sent på den og for sløsede. Og det ses tydeligt i Hammers sidste gyserfilm, før de lukkede og slukkede. ’To the Devil a Daughter’ hed denne sidste gyser produktion og var en slags Hammer pendant til ’The Exorcist’ og ’The Omen’. Filmen var baseret på en bog af Dennis Wheatley, som Hammer havde brugt før, da de lavede den ganske glimrende sataniske-skrækfilm, ’The Devil Rides Out’, tilbage i 1968, og som af mange betegnes som den bedste djævletilbederfilm nogensinde. ’To the Devil a Daughter’ har faktisk nogle gode momenter, og med skuespillere som Christopher Lee, Richard Widmark, Denholm Elliott og en meget ung Nastassja Kinski, skulle man tro, at man havde ramt bullseye. Men filmen bliver katastrofalt ødelagt af tredje og sidste akt, som fortjent nok hører til blandt en af de mest skuffende slutninger nogensinde! Både anmeldere, publikum og forfatteren Dennis Wheatley var nådesløse overfor filmen, og den floppede med et brag, og dermed var Hammers sidste åndedræt en realitet. De nåede lige at lave et remake af Hitchcocks ’The Lady Vanishes’, med Elliott Gould, men det blev det sidste søm i kisten, før Hammer bukkede under og sagde farvel og tak!

‘To the Devil a Daugther’ – Copyright: Hammer Films Productions/EMI/Studio Canal

Man kan ikke holde et gammelt monster nede

Og så skulle man tro, at Hammer var færdig og borte, men i start 2000, eller nullerne, som man kalder dem for, begyndte Hammer at røre på sig igen. Men ingen troede rigtig på, at det hæderkronede gamle horror-studie ville vende tilbage igen. Men i 2007 købte den hollandske rigmand, John de Mol, Hammer Films og proklamerede, at man nu ville begynde at lave britisk gys igen! Og minsandten om filmguden ikke tilsmilede Hammer igen!!! I 2008 kom en lille vampyrserie af tyve afsnit ud, med titlen, ’Beyond the Rave’, som jeg ikke har set, og kan derfor ikke komme med en bedømmelse.

Af deres nyere produktioner, så er der to som for mig stikker ud.

Den første er et remake af den svenske vampyrfilm, ’Lad den rette komme ind’ eller ’Let me In’, som den engelske titel hedder. Man skulle tro, at det ville være en forfærdelig film, da den originale svenske version er så fed og unik, men rent faktisk er der kommet en hæderkronet engelsk version ud, som jeg godt tør lad stå ved siden af originalen.

‘Let Me In’ – Hammer Films Production/Icon Home Entertainment

Den anden film, er ’The Woman in Black’, som jeg ser som Hammers egentlige store genkomst. Det er en yderst vellavet og atmosfære fyldt gotisk spøgelsesgyser, med Daniel Radcliffe, der for alvor vifter Harry Potters tryllestøv af sig, og viser med stolthed, at briterne stadig er gode til at lave gys, og at Hammer er det rette studie!
Resten af Hammer produktionerne er ikke særlig interessante, og nogle af dem er direkte kedsommelige, især ”The Resident” med Hilary Swank og Christopher Lee, i hans første Hammer film siden 1976.

‘The Woman in Black’ – Copyright: Hammer Films Productions/Momentum Pictures

Om Hammer denne gang kan holde en vis legemsdel over vandskorpen, kan kun fremtiden vide, men lad os håbe, at det bliver et produktionsselskab, der formår at nyskabe sig, og bevare fatningen, da Hammer har en utrolig historie, som er værd at se på og ikke mindst eje, hvis det er, at man kalder sig HARDCORE horrornørd og går op i at have en samling af film, som er værd at beskue!

Jeg synes i hvert fald at det er Hammer Hammer fedt !!!

Min top 25 Hammer film

  1. Dracula: Prince of Darkness (1966)
  2. The Devil Rides Out (1968)
  3. Captain Kronos: Vampire Hunter (1974)
  4. Frankenstein Created Woman (1967)
  5. The Gorgon (1964)
  6. The Woman in Black (2012)
  7. Horror of Dracula (1958
  8. The Brides of Dracula (1960)
  9. The Nanny (1965)
  10. Twins of Evil (1971)
  11. Hands of the Ripper (1971)
  12. The Kiss of the Vampire (1963)
  13. Dr. Jekyll and Sister Hyde (1971)
  14. One Million Years B.C. (1965)
  15. The Phantom of the Opera (1962)
  16. The Curse of the Werewolf (1961)
  17. Scars of Dracula (1970)
  18. The Hound of the Baskervilles (1959)
  19. Let Me In (2010)
  20. Dracula Has Risen from the Grave (1968)
  21. Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
  22. Vampire Circus (1971)
  23. The Mummy (1959)
  24. Countess Dracula (1971)
  25. The Plague of the Zombies (1966)

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑