pulsen

Skrevet den 17 marts, 2018 | af Sarah Genevey

1

Pulsen på Lars von Trier

Gal eller genial? Uanset hvad du mener om Lars von Trier, så kan vi nok godt blive enige om, at den danske filminstruktør er provokationens mester. Han har gennem årene været centrum for adskillige skandaler, som da han i 2011 blev smidt ud af Filmfestivalen i Cannes for at have udtalt, at han sympatiserede med Hitler. Og så har han med nyere film som Antichrist (2009) og Nymphomaniac (2013) skabt forargelse grundet filmenes dystre tematikker og eksplicitte sexscener.

Jeg selv mener, at manden er intet mindre end genial. For at fremhæve Triers genialitet bliver jeg dog nødt til at tage jer med tilbage til 90’erne og start 00’erne, for det er efter min mening her, at Triers guld virkelig skal findes. I 90’erne var Trier nemlig med til at udvikle dogmebevægelsen. En bevægelse, der har til formål at fjerne fokus fra filmiske virkemidler for i stedet at give plads til skuespil og historie. Det er derfor karakteristisk for dogmefilm at gøre brug af håndholdt kamera og at undgå hjælpemidler såsom lyssætning og tilføjelse af musik. Dogmefilm står altså i skarp kontrast til de klassiske Hollywood-produktioner, og selvom jeg elsker en god Hollywood-film, så er der en rå realisme, uperfekthed og charme over Triers dogmefilm, som jeg drages meget af. Jeg har derfor udvalgt tre meget forskellige dogmeinspirerede film af Lars von Trier, som fortjener at få nogle ord med sig, baseret på min egen personlige smag.

Riget I og II (1994 og 1997)

Det-er-uhyyyggeligt. ‘Riget’ er en dansk serie på i alt otte afsnit fordelt på to sæsoner, der blev sendt i henholdsvis 1994 og 1997, og jeg vil mene, at serien er den største bedrift i Lars von Triers karriere. Egentlig lever den slet ikke op til alle dogmekriterierne, men den rystende kameraføring er inspireret af det. I serien følger vi læger og patienter på Rigshospitalet. Men alt er ikke som det burde være. Med mystisk pigegråd fra elevatorskakten som startskud står det hurtigt klart for den spirituelle evighedspatient fru Drusse, at ånder og mørke kræfter huserer på hospitalet. Derudover møder vi den svenske læge Stig Helmer, som hader Danmark og jævnligt må få afløb for sin vrede ved at råbe ”DANSKJÄVLAR” udover Rigshospitalets tag. Serien giver virkelig én et indblik i Triers krøllede hjerne, for den indeholder så mange vanvittige, klamme og sære scener. Efterhånden har jeg dog fået øjnene op for, hvor meget humor serien også indeholder. Trier formår simpelthen at skabe den helt perfekte (og ellers svære) blanding af uhygge og komik, og der leges med tematiske kontraster såsom det overnaturlige overfor det naturvidenskabelige. Det er en serie, jeg vender tilbage til igen og igen, og som gør min kærlighed til Lars von Trier udødelig.



 

Idioterne (1998)

Denne danske film er med på listen, fordi den er et klassisk eksempel på en dogmefilm, og så er den både morsom og provokerende. ‘Idioterne’ fra 1998 handler om en gruppe voksne mennesker, som får den idé at agere mentalt handicappede i offentligheden. Det udvikler sig til et form for terapeutisk eksperiment, hvor de udlever deres ”indre idiot” og slipper alle hæmninger løs. Dette fører til sjove men også af og til meget provokerende scener og replikker, som nok ville have affødt en del kritik, havde de været vist i dag. I klassisk dogmestil er alle filmiske virkemidler skåret fra – kameraføringen er håndholdt og rodet, der er ingen musik og rekvisitterne er sparsomme. Derudover er der scener, hvor karaktererne interviewes, hvilket giver filmen en dokumentarisk og realistisk stil.  Hvis du vil snuse til Lars von Triers traditionelle dogmestil, så er ‘Idioterne’ et godt bud.

© Jan Schut

 Dancer in the Dark (2000)

Lars von Trier har her skabt en smuk og nærmest poetisk film med ingen ringere end Björk i hovedrollen. Musicalfilmen ‘Dancer in the Dark’ er ligesom ‘Riget’ kun inspireret af dogmestilen, men det gør den ikke mindre fantastisk. I 60’ernes USA følger vi den tjekkiske immigrant Selma, som lider af en øjensygdom, der vil ende med at gøre hende blind. Hun arbejder hårdt for at spare penge sammen til sin søns øjenoperation, så han ikke skal lide samme skæbne som hende, alt imens hun bruger sang og musik til at dagdrømme sig væk fra hverdagen. Det er en tragisk fortælling med en slutning, der sad i min krop længe efter. Filmen har et lidt langsomt tempo, men det er kun en del af charmen. ‘Dancer in the Dark’ viser virkelig Triers kunstneriske talent.

© Rolf Konow; David Koskas; Helene Sandberg

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , ,


Om skribenten

Jeg elsker gyserfilm, både de gode og de dårlige, og bruger lidt for meget tid på at se alle mulige slags tv-serier. Jeg vil underholdes, frastødes og overraskes, og så lægger jeg især vægt på den gode historie.



One Response to Pulsen på Lars von Trier

  1. Line F. Svare says:

    Jeg har også altid synes Lars Von Trier er genial – på trods af at han klart også er gal. Men synes ofte folk ikke tør se de kvaliteter der er i hans film. Der er altid noget virkelig interessant, som fanger mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑