pulsen

Skrevet den 20 februar, 2018 | af Line Petterson

0

Pulsen på Pacino

Al Pacino er efterhånden en af Hollywoods gamle drenge og jeg må blankt erkende, at han er en af mine favorit skuespillere! Det er han kort fortalt, grundet den koncentration og fuldstændige dedikation han bringer til bordet i arbejdet med sine roller. Han benytter sin krop og stemme meget intenst og fylder ofte hele rummet når han er til stede i en scene. Dette skyldes at Pacino formår at skabe et vildt indre liv til sine karakterer, som gør det spændende at kigge på ham, selv når han ingen replikker har.

Pacinos karriere har budt på lidt af hvert – gode som (for at sige det på en pæn måde) mindre gode film, men kendetegnene for Al Pacino er det dog alligevel, at han for det meste arbejder på et utroligt højt skuespilteknisk niveau, hvilket har resulteret i intet mindre end 8 oscarnomineringer. Pacinos passion for skuespillet, har bragt ham vidt omkring på både teaterscenen og bag kameraet. De fleste kender ham dog nok som Michael Corleone i Francis Ford Coppolas ’The Godfather’. Rollen som Michael Corleone var Pacinos anden filmrolle, en rolle der indbragte ham sin første oscarnominering.

Grundet en meget blandet karriere, som i 1980’erne bevægede sig hastigt ned ad bakke, har Pacinos tilstedeværelse i Hollywood været vekslende. Han har til tider fyldt meget i både branchen og tilskuernes bevidsthed, for i perioder helt at forsvinde tilbage til teatrets mørke for en årrække. Ofte har dette hængt sammen med Pacinos medvirken i film der er blevet kritiseret voldsomt af anmelderne, han har dog igen og igen formået at genopstå og jeg synes desværre at hans til tider dårlige filmvalg, fylder rigtig meget! Faktisk så meget at det ofte lægger sig som en skygge, over det kæmpe skuespiltalent han besidder og det hårde arbejde han er dybt dedikeret til.

© 2012 Getty Images

Skuespilteknik

I sit skuespiltekniske arbejde benytter Al Pacino sig ofte af metoden method-acting. Denne skuespilteknik udspringer af den russiske skuespiller Konstantin Stanislavskijs arbejde og er i moderne form videreudviklet af blandt andet Lee Strasberg. Strasberg har gennem sin karriere fungeret som mentor for skuespillere som Marlon Brando og Al Pacino, og han kan i egen person opleves i ’Godfather part 2’, hvor han i rollen som Hyman Roth spiller overfor netop Al Pacino.

I method-acting arbejdet benytter skuespilleren egne erfaringer og egen indbildningsevne, til at skabe en fuldstændig identifikation med rollen. For skuespillere som Daniel Day-Lewis, Christian Bale og Al Pacino, tages method-acting metoden ofte til ekstremer i arbejdet med en karakter. Her er det for skuespilleren ikke nok blot at kende til rollen, for på denne baggrund at kunne træde ind og ud af den i forbindelse med optagelserne til en film. Her skal rollen ofte føles som en del af dem selv og dette kommer ofte til udtryk, i den måde ovenstående skuespillere forsøger at manifestere og implementere en eventuel rolle i egen krop, for på den måde at blive ét med rollen.

Et eksempel på dette er Al Pacinos arbejde med rollen som den blinde Frank Slade i filmen ’Scent of a woman’. Pacino lagde under optagelserne til filmen, stor vægt på aldrig at træde ud af rollen. Selv når kameraerne var slukket, forblev han i arbejdet med sin rolle og insisterede fortsat på at han ikke kunne se. Dette resulterede i at crewet omkring ham, måtte hjælpe ham med selv de simpleste ting. Jeg er med på at dette muligvis kan lyde ekstremt og unødvendigt for nogen, men det viser samtidig hvor dedikeret Pacino var under arbejdet med denne rolle, som endte med at indbringe ham sin første oscar! Jeg synes det er dybt fascinerende.

© 1992 City Light Films

En top ti

Min umiddelbare ide med dette puls indlæg, var at lave en liste med de film jeg synes er et must see når vi taler Al Pacino. Jeg har derfor gjort det til en mission at præsentere alle jer, der ikke er så kendt i Al Pacinos arbejde, for en liste over hans, i mine øjne, bedste film og en enkelt tv miniserie. I starten tænkte jeg en top tre, så en top fem og nu er jeg så endt ud i en top ti. Det var simpelthen for svært for mig at begrænse mig, så her får i den! Jeg håber i vil gå på eventyr, hvis ikke i alle, så blot i et par stykker. Det fortjener både Al Pacino og filmene! Nyd det:

 

 

 

 

  1. The Godfather part 2
  2. Scent of a Woman
  3. Angels in America
  4. Scarface
  5. Dog Day Afternoon
  6. Serpico
  7. Donnie Brasco
  8. … and justice for all
  9. Carlito’s Way
  10. The Insider
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑