pulsen

Skrevet den 30 oktober, 2018 | af Line F. Svare

1

Pulsen på Rami Malek

Der står en ung mand på et mørkt museum. Han er iført en gylden hat og en flot rustning, som ikke efterlader nogen tvivl om, at han er en egyptisk farao. Men det er ikke alt guldet som fanger din opmærksomhed – det er manden under det ellers iøjenfaldende kostume.

Første gang jeg mødte Rami Malek, var da han i 2006 tårnede frem på jagt efter en magisk egyptisk tavle i filmen ‘Nat på Museet’.  Rami Malek gjorde dog ikke det store indtryk på den 13-årige mig i første omgang, men nogle år senere skulle han åbne op for en større del af filmverden for mig, med netop selv samme rolle.
Nogle år efter gik jeg i gymnasiet med en veninde som gik meget op i repræsentation og ligestilling i filmverden, herunder kampen mod white-washing. Hun nævnte hvorfor castingen af Rami Malek var helt speciel; han har nemlig egyptiske rødder, og var derfor noget så sjældent som en med egyptisk etnisitet castet til en egyptisk rolle. Især dengang var det usædvanligt, og lige på tærsklen til snakken om white-washing og ordentlig repræsentation blev et hot emne. Det kan måske virke irrelevant, men det var det, som gjorde at jeg virkelig fik øjnene op for, ikke kun white-washing, men mest af alt Rami Malek, og her begyndte min fascination.

Starten af karrieren

Rollen som faraoen Ahkmenrah i ‘Nat på Museet’ var Rami Maleks første filmrolle, og den blev efterfulgt af en fast rolle i komedieserien ‘The War at Home’. Hans rigtige gennembrud kom i miniserien ‘The Pacific’ fra 2010 hvor han spiller soldaten Merriell ‘Snafu’ Shelton (og har de dejligste krøller). Den barske serie modnede ham i høj grad, ifølge ham selv, men det er også tydeligt at se, at det er en rolle som bl.a. i sin alvor, er anderledes fra hans tidligere arbejde.

Efterfølgende spiller Malek med i en række film, som komedien ‘En ny chance til Larry Crowne’ og Twilight-filmen ‘Breaking Dawn – del 2’. Men næste gang Rami Malek virkelig rør mig, er i den fantastiske lille perle ‘Short Term 12’ fra 2013. Det er en film, hvor Brie Larson klart stjæler showet (lige før hun bliver rigtig stor og slår igennem med ‘Room’). Malek har en lille rolle, men han gør alligevel indtryk på mig som den akavede og lidt usikre karakter. Og jeg tror den her film kan tages som et symptom for hans skuespil og udstråling overordnet set.

Mr. Robot og hvorfor Rami Malek er speciel

Rami Maleks roller har været vidt omkring, fra komedie og drama, til krigsfilm og vampyr-fantasy. Men hans signatur er den lidt usikre og skrøbelige person – som ofte er lidt akavet. Det kan i høj grad ses i karrierens helt store rolle; hovedrollen i ‘Mr. Robot’.

I 2015 er Rami Malek på alles læber, og han går fra at være en som andre ikke aner hvem er, når jeg taler om ham, til at jeg med sikkerhed kan få genkendelse, når jeg siger; “ham med de store øjne fra ‘Mr. Robot'”, og så har alle et fint billede af en ødelagt mand i hukommelsen.

Jeg ved ikke om det er denne ikoniske rolle der har gjort det, men her på redaktionen er der meget delte meninger om Maleks udstrålig. Nogle mener han er skræmmende og urovækkende i hans udtryk. Personligt synes jeg de store øjne og det usikre udtryk er virkelig charmerende, og hans udstråling er varm og lige til et stort kram.
Der er noget ved hans umiddelbare udtryk som gør, at han ser en smule trist ud, men samtidig giver et indtryk af, at der er en hel del under overfladen. Hans store øjne har klart en virkning her. Og så har Rami Malek et af de ansigter, som gør at han ligner en på 25 år, selvom han i dag er 37.

Jeg tror det er den ovenstående dualitet i hans udtryk, grænsen mellem det urovækkende og charmerende, som gør ham til en virkelig spændende person og herigennem en dygtig skuespiller.

Skuespilteknik og skuespiltalenter

Filmpuls’ egen Line Petterson er vores skuespilekspert på redaktionen, og det ser ud til at netop navnet Line er synonym med en kærlighed for Rami Malek. Maleks seneste optræden på filmlærredet var i ‘Papillon’, en film som virkelig viste Maleks store skuespiltalent, og som for Line også startede en fascination af og interesse for, særligt Maleks måde at opbygge sine karakterer på.

Da Line begyndte at grave i Maleks tidligere arbejde, stiftede hun hurtigt bekendskab med ‘Mr. Robot’, som hun slugte to sæsoner af, på under en uge: Det Malek blandt andet gør så godt, er ganske enkelt at bruge tid på at implementere sin karakter meget fysisk i egen krop. Malek synes i den grad at benytte sit kropssprog i udarbejdelsen af sine karakterer og kigger man godt efter, så er hver og en af Maleks karakterer meget unik i sit kropssprog – også selvom han ofte spiller den akavede og nervøse fyr.
Det med at tage sig tid, det er en af Maleks helt stærke sider. Han er nemlig ikke bange for at tage sig tid, hverken i forbindelse med sine replikker eller i sit dialogarbejde og selvom det ofte, særligt i ‘Mr. Robot’, også er en manuskript-mæssig ting, så synes Malek at benytte både pauser og replikker til at opbygge sine karakterer endnu stærkere.
Han tør lade sin karakter være eftertænksom og han tør at smage på hvert eneste ord inden det forlader hans læber.
Malek synes samtidig at gøre stor brug af indre billeder/sanseerindringer og det er særligt her Malek får etableret den stærke sympati.

Malek et rigtigt godt bud på en arbejdende skuespiller, som ikke synes at være nervøs for ikke at underholde sit publikum, han synes derimod dybt forankret i sit arbejde for karakterens skyld og derfor virker hans arbejde. For Line er Malek håndværker, man kan nærmest se hvordan han gør brug af forskellige teknikker og via disse, tager ejerskab over sine roller. Derfor glæder vi os især rigtig meget til at se hvordan Malek senere på året, vil få implementeret Freddie Mercury i egen krop og dermed få pustet liv i Mercurys persona på en troværdig måde!

‘Bohemian Rhapsody’, karrierens største rolle

Den 1. november har den længeventede (for os ihvertfald) ‘Bohemian Rhapsody’ premiere i Danmark – en film om Queen og ikke mindst den ikoniske forsanger Freddie Mercury. Det er noget af en rolle at tage på sig, og det har Rami Malek gjort. Allerede ved første øjekast ser Rami Malek ud til at være den perfekte at ansætte i rollen som Mercury. Han har i høj grad udseendet med sig – på en næsten skræmmende måde.

Endnu en gang sætter Rami Malek nye udfordringer for sig selv, og mon ikke vi alle bliver blæst godt bagover af præstationen? Om filmens handling så er god eller ej (vi har ret store forventninger).

Denne rolle bliver nok en vi vil huske Rami Malek for, og mon ikke også den bliver den største og mest ikoniske i hans skuespilkarriere? Eller er dette blot første skridt på vejen mod de helt store stjerner, og en fast plads i hovedrolle-stolen?

Jeg håber at Lines og min gennemgang og lille hyldest til Rami Malek har gjort dig nysgerrig og samtidig givet dig ny viden om denne fantastiske skuespiller. Smid gerne en kommentar om hvad dit forhold er til Rami Malek.

Billede copyrights:  20th century fox, HBO, USA Network, Red Granite Pictures

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , ,


Om skribenten

and Specielt glad for fantasy universer og visuelt flotte film. Forventer at en film har et dragende plot eller karakterer som gør mig nysgerrig. Har en hel speciel og uforpligtende kærlighed til Baz Luhrmann, selv når han laver dårlige film.



One Response to Pulsen på Rami Malek

  1. Kender absolut intet til Malek og har aldrig set noget med ham, men denne artikel giver mig lyst til det. Han er ret speciel, men på den gode måde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑