and says his prayers by night Pulsen sætter tænderne ned i Varulve-genren - Filmpuls

pulsen

Skrevet den 11 juli, 2018 | af Jakob Sørensen

0

Pulsen sætter tænderne ned i Varulve-genren

“Even a man who is pure in heart
and says his prayers by night
may become a wolf when the wolfbane blooms
and the autumn moon is bright.”

Sådan lyder et gammelt sigøjnerdigt, men selvom det lugter meget autentisk, og sigøjnere har alle mulige historier oppe i ærmerne omkring varulve og vampyrer, så er dette ren og skær Hollywood-skriveri. I denne artikel dykker vi ned i en genre, som bestemt har sine perler inden for både den litterære og den filmiske verden, dog så fokuserer vi udelukkende på varulvens cinematiske rejse hér.

Myten

Varulven er et gammelt mytologisk væsen, hvis historie næsten er ligeså gammelt som menneskets historie. Mange samfund og civilisationer har i gennem tiden haft myter omkring såkaldte ”shapeshifters”, hvor mennesker kan forvandle sig til andre dyr. Mennesker, der kan transformere sig om til ulve, er noget vi på skrift kan datere tilbage til oldgræsk litteratur. På græsk hedder en varulv, en lykantrop, og lykantropi er i ordbøgerne beskrevet som: ”Vrangforestilling om at være forvandlet til en varulv eller et vildt dyr.” Varulvens sande begyndelse, som det monster vi kender, begynder i senmiddelalderens Tyskland, Frankrig og de slaviske områder (Rumænien, Ungarn, Balkan osv.), og hele vejen op til det 18. århundrede er der historier om folk der forvandlede sig om til ulve, gik bersærk og åd børn. Dømte hekse blev også beskyldt for at være varulve, og fra 1595 and 1615 blev der sågar lavet love om at fængsle og dømme varulve i Frankrig. Men ved Renæssancens slutning, døde disse love, myter og vrangforestillinger langsomt hen, og i stedet blev uhyggelige godnat og lejrbåls historier. Dog så skal vi ikke længere tilbage end start 90’erne, for at finde en ægte krimisag, hvor en ”varulv” var involveret. Eller rettere sagt, en fransk mand erkendte en række mord (der var begået samtidigt med, at der var fuldmåne) med forklaringen om, at han var varulv og derfor ikke kunne styre sit indre bæsts mordlyst.

Men hvordan bliver man så en varulv? For ifølge den gamle mytologi, så er det ikke ved biddet af en anden varulv, at man pådrager sig sådan en forbandelse. Ej, så siger de gamle historier heller ikke, at man transformerer sig om til en varulv ved fuldmåne, eller at man kan dræbe sådan et bæst ved at skyde den med en sølvkugle. Nej, alt dette er ren og skær Hollywood-fiktion, hvilket måske er skuffende at høre, men ikke desto mindre, så er det sandt. Kigger man i de gamle tekster, så er der mange måder, hvorpå man kan blive til et savlende og hylende monster. Der er b.la. visse ceremonier/seancer man kan afholde, for at blive besat af dyrets væsen. Folk der ikke har fået en ordentlig kristen begravelse kan f.eks. rejse sig fra deres grave som varulve, hvilket meget ligger op ad vampyr-myten. Ja, selv det at blive ekskommunikeret fra den Romersk Katolske Kirke kunne udløse varulvens forbandelse. Så altså, lidt mere tamt end de myter vi normalt kender og elsker.

Det første cinematiske spadestik

Den uhyggelige “varulv” i ‘Nosferatu’.

Selvom varulven ikke er ligeså populær og kan ses i ligeså mange film, som dens konkurrent, vampyren, ja så er der alligevel lavet en god slat ulve-flicks, men siden de fleste af dem ikke er værd at bruge sin tid på, så lad os i stedet kigge på de vigtigste i genren. Tilbage i 1922, lavede den tyske instruktør, F.W. Murnau, sit gyser-mesterværk, ’Nosferatu’. Det var den første seriøse vampyrfilm, og den var baseret på irske Bram Stokers roman, ’Dracula’. Denne films skabelse kunne man skrive lange afhandlinger om, da der virkelig er meget at tage fat på, men det morsomme er, at ikke nok med at dette er den første vampyrfilm, så tror jeg nok, at det også er den første film, hvor man ser en varulv. Godt nok er varulven en hyæne, som man har kapret fra en zoologisk have, for at slippe den ud i den tyske natur, men siden den daværende generelle europæiske befolkning ikke havde en anelse om, hvad en hyæne var, ja så har synet nok været ”skræmmende”.

Werewolf of London

Den første rigtige varulvefilm udkom i 1935 og var produceret af den amerikanske filmgigant, Universal Pictures, der nogle år forinden havde lavet deres version af ’Dracula’, ’Frankenstein’, ’Mumien’ og den ’Usynlige Mand’. Universal var studiet der udgav kvalitets gys, og behandlede disse b-film, som a-films produktioner midt i 1930’erne, hvor depressionen var på det højeste.

’Werewolf of London’ var filmen, som for alvor skød genren i gang. I filmen møder vi en verdensberømt botaniker (spillet af engelske Henry Hull), der er på jagt efter en blomst, der vokser i fuldmånens skær. Sådan en sjældent plante findes i Tibet, hvor han rejser til. Men det er ikke kun en speciel blomst, han kommer tilbage til London med, men også en frygtelig forbandelse, eftersom han var blevet bidt af en varulv. Og snart vokser bæstet inde i ham, og det er ikke til at kontrollere.

Dette var en ganske fin start for genren, da ’Werewolf of London’ stadig har meget at byde på, for ekstrem nørdende gyser-nørder. Filmen har mange over-teatralske præstationer fra skuespillerne, men det er en del af charmen ved at se disse film. Henry Hull synes veloplagt i rollen som botanikeren, der pludselig bliver lidt mere behåret end normalt, og for en film fra 1930’erne så er varulve makeuppen ganske vellykket. Til tider føles historien lidt som et rip-off af ’Doctor Jekyll og Mister Hyde’ historien, men uagtet det så er dette en vigtig film.



The Wolf Man

Curt Siodmak var en tysk forfatter, der skrev mange noveller og filmmanuskripter til den tyske filmbranche, der i 1920’erne var førende i verden og spyttede det ene stumfilms mesterværk ud efter det andet. Uheldigvis for Siodmak var han jøde. Det betød, at han med Adolf Hitlers magtovertagelse emigrerede til USA, sammen med det meste af Tysklands talent-masse indenfor film og musik. Og, hvorfor er ham Siodmak så vigtigt i denne sammenhæng? Jo, for han er skaberen af de fleste kendte varulve-myter, som Hollywood skabte. Alle disse myter stammer mere eller mindre fra en film, og det er ’The Wolf Man’ fra 1941.

I filmen møder vi den unge fyr, Larry Talbot, der vender næsen mod sin hjemstavn i Wales efter at have hørt nyheden om sin tvillingbrors død. Larry har været længe væk hjemmefra, og han er mere eller mindre som en fremmed for sin far og omegnen. Der går ikke længe, før han tilfældig falder over en af de lokale skønheder, Gwen, som han føler sig meget tiltrukket af. Og en aften ved en lokal festival, med sigøjnere i baggrunden, ser Larry sit snit til at bage lidt yderligere på Gwen. Men planen må ændres, da en af Gwens veninder bliver overfaldet af en ulv, som Larry febrilsk kæmper imod, og i sidste ende slår ihjel med sin stok, der har et forsølvet hoved. Dog, så har ulven givet Larry mere end sved på panden, men også et slemt bidsår. Dette er kun begyndelsen på de rigtige lidelser, som Larry og alle dem omkring ham vil opleve, da varulvens forbandelsen ikke skåner nogen, heller ikke ”gode drenge”.

Dette er filmen, som har det hele: Fuldmåne, sølvkugler, sigøjner-digte, sataniske symboler, tågede heder, en mere præcis varulve lore og ikke mindst Lon Chaney Jr., der spiller den forbandelsesplagede Larry Talbot, der forvandles til en af Hollywoods mest elskede monstre, THE WOLF MAN. Lon Chaney Jr. var søn af den berømte stumfilmsstjerne, Lon Chaney, der var en af gysergenrens pionerer, og nok mest er kendt som fantomet i klassikeren, ’The Phantom of the Opera’ fra 1925, der stadig i dag kan virke gruopvækkende, især Chaneys makeup, der i den grad må siges af være effektiv. Juniors virkelig navn var Creighton, og i hele sit liv skulle han stå i sin fars skygge. Men hans rolle som Ulvemanden gjorde han helt til sin egen og kaldte den også, ”my baby”. Det var en rolle, som han også spillede i de efterfølgende 4-5 succesfulde fortsættelser og helt hen til 1959, hvor hans karriere var mere eller mindre væk, men fandt nogen trøst ved at spille rollen igen, denne gang i en mexicansk lav budget film.

The Wolf Man kan måske virke meget langsom, ufrivillig komisk og teatralsk for nutidens publikum, men for os der kan leve med det, og sætte os ind det ”mindset”, som folk havde tilbage i 1941, så må dette siges at være en ganske effektiv og ikke mindste uhyre vigtig film for genren; faktisk den vigtigste! Plottet kan ses som en slags allegori over 30’ernes Tyskland og tyskerne, hvor rare og søde naboer lige pludselig selv blev transformeret til virkelige monstre… nazisterne. Dette er en bevidst underlagt/skjult kommentar af Siodmak, det blot viser sin genistreg.

Lon Chaney Jr.’ make-up var så ubehageligt, at han tit havde lyst til at slå Jack Pierce, som på dette billede.

Og så er der jo selvfølgelig makeuppen, som er lavet af alletiders monster skaber, Jack Pierce, som også skabte udseendet til Frankenstein-monsteret, Frankensteins brud, Mumien og mange andre. Dog, så var det en tid, hvor det at få tung makeup på ikke var en skæg, men snarere smertefuld fornøjelse. Dengang fandtes ikke hudvenligt voks, latex og nemme måder at lave folk til monstre. Nej, det var en langsommelig proces, lavet ud fra (set med nutidens øjne) primitive makeup kits. Pierce klistrede yakoksehår på Chaney Jr.’ ansigt og brugte derefter et varmt krølle/strygejern til at rette det ind efter den korrekte form. Efter sigende, så var der lidt splid mellem monsteret og dets skaber, men i sidste ende havde de kun varme ord om hinanden.



Ulvehyl med britisk accent

Igennem 50’erne og 60’erne havde varulve-genren det lidt svært. Ungdommen dengang var ikke blevet trætte af gys, men monstrene var taget ud af de gotiske områder og slotte og erstattet med kæmpe insekter eller ufo-mænd, der hærger amerikanske byer. Dernæst, så begyndte det psykologiske gys for alvor at gøre sit indtog, hvor de virkelige monstre var normalt udseende mennesker i velkendte omgivelser, der havde en ustyrlig trang til mord (se ’Cape Fear’, ’The Bad Seed’ og ikke mindst ’Psycho’). Den mest bemærkelsesværdige film i genren fra denne periode kom ikke fra Hollywood, men fra et lille britisk produktionsselskab ved navn Hammer.

Hammer Films var siden slut 50’erne begyndt på at genoplive de gode gamle monsterfilm, og med udgivelse af ’The Horror of Dracula’, med Christopher Lee som den blodsugende greve, så var der ingen anden udvej end at lave flere af disse slags film. I 1961 udgav man så den første og eneste varulvefilm fra Hammer. ’Curse of the Werewolf’ var titlen, og havde en meget ung Oliver Reed i hovedrollen. Filmen er måske ikke superb på nogen måde og er måske en anelse for langsom i betrækket (og teatralsk), men det er en af de første varulvefilm i farver. For selvom farvefilmen kom i slut 30’erne, så var det langt billigere og hurtigere at lave gyserfilm i sort/hvid, hvilket er derfor, at det tog pæn lang tid før gyser/horror-genren generelt udkom i farver.

Og på vej og i gennem 70’erne udkom da også en fin portion ulve-film, men 99% af dem tangerer til af være noget værre ragelse, selvom der er nogle skægge perler i mellem, så som ’WereWolf on Wheels’ og ’ The Werewolf of Washington’, der er så dårlige, at de næsten (og jeg siger næsten) er gode. Men som 80’erne nærmerede sig, og nye talentfulde effektfolk kom til, så var der lagt i kakkelovnen til noget stort.

Tid til en opgradering

Ved start 80’erne, hvor trenden var nye blodige slasher-film, med mere moderne morderiske monstre som Jason Voorhees, Freddy Kreuger og Michael Myers, var der lige pludselige igen en efterspørgsel efter at lave fede old school monsterfilm. Dog, så skulle der drastiske ansigtsløftninger til genren, hvis det skulle lykkes at slå i gennem. Og de to mænd, som introducerede denne ansigtsløftning og gjorde genren cool igen, var Rick Baker og Rob Bottin. Året var 1981, og begge udkom med banebrydende effekter til hver deres varulvefilm.

Rick Baker med sin første Oscar for make-up effekt på ‘En Amerikansk Varulv i London’.

Rick Baker var involveret i det, som af mange kaldes for den bedste varulvefilm nogensinde! Og her mener jeg selvfølgelig, ’En Amerikansk Varulv i London’, som er instrueret af John Landis. I filmen møder vi to unge amerikanske fyre, David og Jack, der er på backpacking-ferie i det nordlige England, hvor de en fuldmåne- nat angribes ude på den engelske hede. Kun David overlever og indlægges på et hospital i London, hvor han lider af sære mareridt og visioner, der tyder på at alting ikke er okay. Men, det er ikke Davids største problem, for snart rejser fuldmånen sig, og noget inde i David vil gerne ud.

’En Amerikansk Varulv i London’ er klart på toppen over film i genren, det er næsten indiskutabelt! Filmen formår at balancere gys, gru og komik på en unik og helt i gennem speciel måde, der meget sjældent ses. Den største hovedattraktion er selvfølgelig effekterne, der stadig den dag i dag holder. Rick Baker viser datidens fremskridt indenfor animatronics og makeup, med nogle spektakulære transformationsscener, der indprinter sig i bevidstheden og virkelig viser, hvor smertefuldt det kan være at transformere sig om til et monster. Selve varulven i færdig form ser vi ikke så meget af, men det er for, at vi (tilskueren) skal lege lidt mere med vores fantasi, hvilket er langt mere opfindsomt og en mere effektiv måde at lave film på, end hvis man fik serveret det hele på et sølvfad. Forståelig nok, så blev denne film en kæmpe succes, og gav Rick Baker hans første Oscar-statuette. Der kom flere statuetter og mange andre award-priser senere.



Rob Bottin var protegé af Rick Baker og var kun 21-22 år, da han befandt sig på settet til en konkurrerende varulvefilm. Titlen var ’The Howling’ og instruktøren Joe Dante (der senere hen lavede ’Gremlins’) havde måske færre penge at gøre godt med, end hvad produktionsfolkende på ’En Amerikansk Varulv i London’ havde. Men hver en øre er tydelig brugt til fulde her. I filmen møder vi tv-journalisten Karen, der efter en traumatisk oplevelse bliver sendt på et rekreationsophold ved et sted kaldt ”Kolonien”, sammen med hendes kæreste som støtte. Men hvad der skulle blive et afslappende ophold vender sig hurtigt til at blive et mareridt, da ”Kolonien” gemmer på mørke hemmeligheder, og snart indser Karen, at hun er i alvorlig livsfare.

Ja, og så kan du godt gætte dig hvilket problem hovedpersonen her står overfor. ’The Howling’ er modsat dens konkurrent en ren horror-film, trods sporadiske punch lines. Og ærlig talt, så tangerer dette nok til at være denne skribents ynglings varulve-film. Grunden er mange, men for det første så leger filmen alvorligt med varulve-loren. F.eks. så kan en person forvandle sig om til ulv når som helst og er ikke bundet af fuldmåne eller mørke. Derfor kan man argumentere for, at ’The Howling’ ligeså meget er en ”shapeshifter film” som en varulvefilm. Historien og atmosfæren er dejlig dyster, og sammen med baggrundsmusikken skabt af italienske Pino Donaggio (’Blow Out’, ’Body Double’ og ’Raising Cain’), gøres der brug af meget dunkel kirkeorgels musik til at sætte stemningen. Derudover er effekterne voldsomt flotte, ikke mindst transformationsscenerne, som virkelig ser skræmmende og effektive ud selv i dag. Filmen fik ufattelig mange fortsættelser, der ikke rigtig meget har med den originale film at gøre, og desuden er nogle af dem decideret forfærdelige.



 

80’erne bød også på varulve-komik med Michael J. Fox i ’Teen Wolf’, hvor han spiller en high-school elev, der begynder at få alvorlige behårede problemer, som han så bruger som fordel til at blive basketballholdets stjerne og maskot. Filmen blev så succesfuld, at den endda fik en 2’er, dog uden Fox.

 

Mere moderne ulvehyl

Efter 80’erne fik genren nogle mere eller mindre succesfulde adaptioner, og sågar selveste Jack Nicholson spillede varulv i 1994 med den interessante, men noget kedelige, ’Wolf’. Varulven er for nutidens mainstreampublikum slet ikke uddød, men monstret befinder sig mere i visse film-franchises end i stand alone film. Af disse franchises så er det klart ’Underworld’ filmene og især den første, der hiver noget interessant frem. I filmen er vampyrer og varulve i krig med hinanden, hvilket var et koncept jeg slugte råt som en 18- årig purk, da jeg sad og så plottet udspillet foran mig i en amerikansk biograf ved byen Seattle. ’Underworld’ har indtil videre 5 efterfølgere, og ingen af dem, selv den første film, har set et dansk biograflærred. Det har ’Twilight-sagaen’ derimod, hvor genren er dyppet og godt druknet i sød-teenage romance sludder, hvor det handler om at sige corny ting, imens man flasher sin sixpack og ungdomsmuskulatur, indtil teenagepigerne i biografsalen falder om, imens de skriger, som om The Beatles er ankommet.


Et højdepunkt for mig var klart, da man i 2010 lavede et remake/reversion af ’The Wolf Man’, med Benicio del Toro og Anthony Hopkins. Filmen var måske ikke lige det horror-mesterværk, som jeg havde ønsket mig. Men filmens atmosfære og design sad lige plet, og er utvivlsom det flotteste (og dyreste) vi har set i en varulvefilm nogensinde. Desværre havde plottet ikke de samme kvaliteter, hvilket måske skyldes ”kreative” uenigheder, der i sidste ende var medvirkende årsag til at den oprindelige instruktør blev fyret, og skubbede premieredatoen frem med et år. Ærgerligt, men igen, så får man ikke et bedre varulve look, og del Toro ser virkelig farlig og grum ud under alt den makeup, som sjovt nok er skabt af Rick Baker.



 

Vi danskere har også bevæget os ind i genren, og det er ikke længe siden. Tilbage i 2014 udkom Jonas Arnby’, ’Når dyrene drømmer’, hvor en ung pige gennemgår en mystisk transformation af sin krop, der ikke tyder på et hormonelt problem, men snarere noget helt andet. Og mere kan jeg faktisk ikke sige om filmen, da denne skribent, ærlig talt ikke har fået set den. Men, jeg har hørt mange blandede meninger, som svinger til hver sin side.



Hvor skal vi hen du?

Hvad fremtiden byder på omkring genren, er ikke til at spå om. Men jeg håber snart på en solid stand alone film, med dette vidunderlige mytologiske monster, i stedet for de utallige rædsomme ”direct to dvd” film, som bliver lavet i øjeblikket, selvom nogle af dem måske godt kan være morsomme. Men, når vi er ovre i titler som ’Werewolves of the Third Reich’, så står det ”sløvt” til, men jeg håber og tror på, at varulven snart bider fra sig, og der produceres den længe ventede film, som beviser genrens værd.

Billede Copyright: Universal Pictures / MGM / Hammer Film Production / 20th Century Fox / Nordisk Film

Andre nævneværdige titler (Ikke alle film er “gode”, men skal være en del af samlingen)

Dog Soldiers – 2002 – Instruktør: Neil Marshall

Skinwalkers – 2006 – Instruktør: James Isaac

Ginger Snaps – 2000 – Instruktør: John Fawcett

Silver Bullet – 1985 – Instruktør: Dan Attias

Wolf Cop – 2014 – Instruktør: Lowell Dean

Bad Moon – 1996 – Instruktør: Eric Red

Late Phases – 2014 – Instruktør: Adrián García Bogliano

The Company of Wolves – 1984 – Instruktør: Neil Jordan

Big Bad Wolf – 2006 – Instruktør: Lance W. Dreesen

Wolfen – 1981 – Instruktør: Michael Wadleigh

Werewolf Shadow AKA The Werewolf Versus the Vampire Woman – 1971 – Instruktør: León Klimovsky

The Beast Must Die – 1974 – Instruktør: Paul Annett

Cursed – 2005 – Instruktør: Wes Craven

Wolves – 2014 – Instruktør: David Hayter

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑