'Away' læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
DIYAH PERA/NETFLIX

Serieanmeldelse: Away

Sidst opdateret:
4

Hvad handler den om?

Astronauten Emmas drøm er endelig gået i opfyldelse. Hende og det resterende Atlas-hold fra NASA skal sendes til Mars, en rejse der i alt vil tage dem tre år. De har trænet i årevis, og nu er chancen der endelig. Men drømmene bliver pludselig sat i perspektiv, som tiden nærmer sig. Nu skal hun forlade sin mand og 15-årige datter for at tage på en mission, som mange har mislykkes med før hende.

Serien følger Emma, hendes familie og resten af besætningen på Atlas-holdet i tiden op til og under missionen, hvor selv den mindste fejl kan koste hele besætningen livet. Hvorvidt de lander på Mars, det må du selv finde ud af.

'Away' læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
DIYAH PERA/NETFLIX

Vil jeg anbefale den?

’Away’ er drama for alle pengene. Det er en serie om en storslået mission og alle de forskellige følelser, der følger med. Især i de første to episoder bliver der skruet max op for dramaet. Det er som om, at hundrede forskellige ting tilfældigvis sker oven i hinanden, inden man helt har fundet ud af, hvem der er hvem. De første par episoder er mere turbulente, end når de rent faktisk kommer ud i rummet. Men som episoderne fortsætter kommer der mere ro på, og handlingen bliver virkelig interessant.

Jeg interesserer mig for rummet og NASA uden at være ekspert på nogen måde. Serien har et perfekt mix af viden om rummet, der virker realistisk men samtidig uden, at det bliver for teknisk. Det serien gør så godt, er at man kommer bag om missionen og møder de modige astronauter, der vover sig ud på rejsen. Hvis du har bare lidt interesse i rummissioner, er det et must-see.

'Away' læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
DIYAH PERA/NETFLIX

Atlas-holdet består af fem mænd og kvinder, der alle er specialister på forskellige områder såsom en verdensberømt botaniker, en kemiker, astronauter osv. De kommer alle fra hvert sit land hhv. Amerika, England, Kina, Indien og Rusland. Dermed er de vidt forskellige og har forskellige forudsætninger for rumrejsen. Noget af det mest interessante var at følge personerne og lære mere om deres baggrund.

Det skal dog lige nævnes, at en af seriens problemer er, at den vil for meget. Man bliver introduceret for hver af teammedlemmernes baggrunde, og ser dem gennem flashbacks, hvilket er virkelig interessant. Men desværre er hovedfokus stadig på Emmas familie, så serien når slet ikke at gå i dybden med de andre karakterer. Man bliver introduceret kort for bl.a. kemikeren Lus fortid, men så hører man ikke mere resten af sæsonen. Historien vil have haft gavn af, hvis man havde ventet med at fortælle bare halvdelen af de andre astronauters livshistorie til en (forhåbentlig) anden sæson.

Der, hvor serien virkelig tager os ud i nye højder, er med det visuelle. Man følger holdet i rummet og er dermed næsten konstant med dem inde i raketten. Uden at gøre mig selv ekspert i rumfartøjer, så ser det meget realistisk ud. Man ser dem flyve rundt og sågar gå på rumvandring, hvilket er vanvittig flot lavet.

'Away' læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
DIYAH PERA/NETFLIX

Man kommer virkelig til at holde af karaktererne og håber, at de kommer til Mars. Hilary Swank gør det super som kaptajnen Emma, og generelt er det godt skuespil over hele linjen. Især skal Talitha Eliana Bateman, der spiller Emmas datter lex, skal fremhæves. Jeg har aldrig set hende i noget før, men hun gør et virkelig godt arbejde.

Det er et internationalt cast, der også spiller karakterer fra forskellige lande. Det betyder, at vi ofte hører karaktererne tale på deres modersmål, hvad end det er russisk eller kinesisk. Jeg er altid fan af, når fremmedsprog tales i serier, da det gør serien mere realistisk og knap så amerikaniseret.

Alt i alt en vellykket serie om menneskets store drømme og længsel efter hjem. Jeg krydser fingre for en sæson mere.

Kort fortalt
'Away' er en visuelt vellykket serie, der giver alle lyst til at drømme stort. En smuk fortælling om familieforhold, karriere og drømme. Serien halter med dens mange plotlinjer og forhastede start, men ellers en skøn serie, der forhåbentligt får en 2. sæson
Læs bedømmelse0 stemmer0
4

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.