'Castlevania'-spillene er gamle klassikere. De er fyldt med monstre d..." /> Serieanmeldelse: Castlevania - Filmpuls

fantasy

Skrevet den 26 august, 2017 | af Sidsel Minuva

0

Serieanmeldelse: Castlevania

‘Castlevania’-spillene er gamle klassikere. De er fyldt med monstre der skal jages og gothic pixel-gys, og de er en nostalgisk del af mange menneskers barndom—hvis altså man havde et Nintendo Entertainment System som barn. De ældste i serien er efterhånden 30 år gamle, og nu har bl.a. Powerhouse Animation Studios lavet en kort Netflix-serie baseret på spillene. Yder tegnefilmen så de ikoniske spil retfærdighed?

Selvom spillene er en klassik del af mange spil-elskeres barndom, så er ‘Castlevania’-serien ikke for børn. Serien er meget blodig og voldelig, og jeg kan forestille mig, at monstrene vil virke skræmmende for yngre seere. Det er noget, der bør tages højde for, på trods af at ‘Castlevania’ er en tegnefilm.

Historie:

Da Grev Draculas kone fejlagtigt bliver anklaget for at være en heks og derefter bliver brændt på bålet, erklærer vampyren, at hele Wallachias folk kommer til at betale for det—med deres liv. Med en hær af monstre og dæmoner der løber landet over ende får han lige så langsomt udryddet folket og får de sidste overlevne til at leve deres liv i frygt. Sammen med et umage lille hold af allierede er det op til tidligere dæmonjæger Trevor Belmont at bekæmpe Draculas helvedes hær. Serien strækker sig over blot 4 episoder der hver varer 23 minutter.

Og allerede indenfor de første 10 minutter af den første episode løber historien ind i et problem. Draculas kone, Lisa Tepes, er så anderledes og viljestærk i forhold til resten af Wallachias befolkning, at selveste Dracula lytter til hende og lader hende bo i sit slot—han har en enorm samling videnskabsgrej, som Lisa har en stor interesse i, og de to får et tæt forhold til hinanden netop på grund af videnskaben. Og det er det sidste, vi får at se af deres forholds udvikling. Fra en scene til den næste skal vi sluge, at de to nu er mand og kone. Og ikke nok med det, så bliver Lisa, en intelligent og “speciel” kvinde, straks fridged—altså proppet i køleskabet. Hvis du aldrig har hørt om “fridging” før, så er dette et glimrende eksempel; det er traditionelt en tegneseriekliché, hvor kvindelige karakterer bliver svækkede, gjort ondt eller slået ihjel for at sætte gang i plottet—og meget ofte så deres mandlige elskere kan blive vrede og hævngerrige og udvikle sig, fordi deres elskede kvinde blev gjort ondt eller helt taget fra dem. Serien udvikler altså ikke kun Lisa og Draculas forhold off-screen, den propper også med det samme Lisa i køleskabet, så Dracula perfekt kan leve op til klichéen. Det er en meget uheldig måde for ‘Castlevania’ at komme fra start, at serien med det samme giver én en dårlig smag i munden.

Der er heldigvis andre skurke udover Dracula. Kirken og dens præster afbrænder den forkerte kvinde, men de er hovmodigt overbeviste om, at det var det rigtige at gøre. Deres blinde tro på at de må gøre horrible ting i Guds navn ender med at hjemsøge dem. Kirken og dens indgroede tro og dogmatik er både dens egen og Wallachias undergang, og det er helt ærligt en fryd at se de præster, der ødelagde det hele, blive revet ned fra deres høje hest. Personligt synes jeg, at religionen og kirken som bi-skurk er en smule for overdreven og lidt kejtet—præsterne bliver til nogle utroligt karikerede skurke, men den endelige skadesfryd, når de får deres velfortjente straf, fungerer stadigvæk godt.

Men med masser af skurke skal vi jo også bruge et modstykke. ‘Castlevanias’ helt lader desværre meget tilbage at ønske. Trevor Belmont, Belmont-familiens sidste dæmonjæger, er voldsomt usympatisk. Han formår ikke engang bare at være et svin med et hjerte af guld. Han bruger det meste af sin spilletid på at være bitter og arrig—og man ved med det samme, hvor det skal bære hen. For hvis landet er blevet invaderet af dæmoner, og der kun er en enkelt dæmonjæger tilbage, så må han på et eller andet tidspunkt tage sig sammen og gøre noget ved det. Men Trevor beslutter sig for at hjælpe fra det ene øjeblik til det andet uden på noget tidspunkt at ændre sin attitude eller aktivt at træffe den beslutning. Han lader til at blive træt af, hvor åndssvagt det hele er og derfor endelig tage sagen i egen hånd—men det virker som om, at forfatterne selv også syntes, at det var meget åbenlyst, at Trevor skulle komme på bedre tanker. Som resultat er hans udvikling ikke helt eksplicit nok. Trevor ender med at være eddikesur hele serien igennem og kun hjælpe folk, når plottet tvinger ham til det. Hans lidt hårde, ubehagelige personlighed ville måske ikke være så trættende i længden, hvis han havde en mere tydelig personlig udvikling og årsag til pludselig at hjælpe til.

‘Castlevania’ kæmper også lidt med sin pacing. På trods af at serien er meget action-orienteret, så bliver det meste af historien fortalt via stillestående dialogscener. Egentlige kampscener er sjældne, så man skal væbne sig med tålmodighed, for det meste af tiden foregår der meget lidt på skærmen. Med kun 23 minutter at gøre godt med per episode, skal historien fortælles præcist og uden for meget meningsløst fyld. Men meningsløst indhold har ‘Castlevania’ desværre masser af. Da serien var slut, sad jeg med en fornemmelse af, at jeg var blevet snydt for at se en egentlig slutning på serien—den kunne sagtens have fortalt langt mere af historien uden at slutte på en cliffhanger, hvis bare den havde skåret noget fyld fra. F.eks. falder Trevor og en af hans langt mere udholdelige kumpaner, Sypha, på et tidspunkt fra gadeniveau ned i en række underjordiske kamre. Denne scene kunne have være meget kort og givet os et øjebliks spænding, hvor vi frygter for deres liv. I stedet er scenen strakt ud over flere minutter. Den bliver så lang, at den bliver trættende i stedet for spændende. Og den er blot et enkelt eksempel på en scene, der kunne have været meget kortere. Så kunne vi måske have fået en rigtig slutning i stedet for at få smidt en cliffhanger i hovedet, så snart serien rent faktisk bliver spændende.

Det virker som om, at ‘Castlevania’ ikke kan prioritere sin tid eller styre sit fortælletempo ordentligt. Serien skærer vigtige elementer fra, for så i stedet at dvæle ved scener, der virker lidt meningsløse og kedelige. Oven i det, så bliver de overnaturlige elementer—vampyrer, magi og alskens dæmoner—for det meste overskygget af den mere gængse middelalderlige setting. I mange af kampscenerne kæmpes der endda mod mennesker i stedet for dæmoner. Vi får kun det overnaturlige at se en lille smule, især i de første 3 episoder, og magi kommer også først til at gøre en forskel hen mod slutningen. Alle disse problemer gør serien ret utilfredsstillende at se.

Skuespil:

Mange af skuespillerne i ‘Castlevania’ lægger fint stemme til deres karakterer. Især Alejandra Reynoso som Sypha Belnades, en ung magiker, gør et flot stykke arbejde. De fleste små roller spiller også fint. Ingen lyder som om, de laver deres livs præstation, men det fungerer. Alt deres hårde arbejde bliver dog fordunklet af Richard Armitage som Trevor Belmont.

Der er et eller andet helt galt med Armitages Trevor. Han må være blevet frygteligt fejlinstrueret, for hans skuespil virker umådeligt akavet. Han er ikke decideret dårlig, han rammer bare konsekvent så meget ved siden af, at han er distraherende at høre på; hans intonationer er unaturlige og han overspiller tit små tænkelyde og kampstøn. Alt ved hans præstation er mere eller mindre uharmonisk, og det er bizart at lytte til.

Jeg tør næsten vædde på, at der er gået noget galt med instruktionen i stemmestudiet, for nogle få af de andre karakterer lyder på samme måde en lille smule forkerte hele tiden. De kan f.eks. ikke beslutte sig for, hvordan de udtaler Belmont. Er det “Belmong” eller “Belmont”? Jeg aner det ikke, for selv den samme karakter kan finde på at udtale det på begge måder. Og alt dette slår skår i de andre skuespilleres fine arbejde.

Visuelt:

Når vi rent faktisk får lov til at se en kampscene, så kan man straks se, hvor størstedelen af animationsbudgettet ligger. Kampscenerne er virkelig fantastiske. Animationen flyder glat og er afsindigt dynamisk. Der er også her, vi får nogle spektakulære farver og effekter at se. Jeg kunne helt glemme mine problemer med serien mens kampscenerne flød over skærmen, for det går stærkt, og de er meget intense, så de er skønne at se på.

Serien er også god til at sætte atmosfæren med lys. Den bruger især mørke og skygger i kontrast med lys til at skabe nogle yderst stemningsrige billeder. Når der endelig bliver brugt magi og elementerne raser, så giver det også serien noget hårdt tiltrængt farve. Det meste af tiden er ‘Castlevania’ nemlig overvejende brun og rød. Når det hele er en brunlig nuance og karaktererne for det meste står stille og taler med hinanden, så sidder man virkelig og savner en af de farverige kampe.

Når ‘Castlevania’ endelig er flot, så er den utroligt flot, men det meste af tiden må vi nøjes med nogle kedelige scener, hvor der spares på animationen. Jeg håber, at vi i anden sæson får en mere dynamisk serie at se på.

Musik og lydbillede:

Lydeffekterne passer perfekt til serien. De er tegnefilmsagtige, hvilket jo er meget passende, og de er både tunge og kødfulde, så de gør forestillingen om ‘Castlevania’-universet mere troværdig.

Dog undrer det mig, at serien ikke har udnyttet ‘Castlevania’-spillenes musik. De har noget utroligt genkendeligt musik, og de gamle 8-bit melodier ville sagtens kunne oversættes til et stykke klassisk underlægningsmusik. De lidt nyere spil har endda allerede soundtracks, der kunne være taget direkte ud af en dramatisk vampyrfilm. Det virker mærkværdigt, at seriens skabere ikke har valgt at udnytte både nostalgi-faktoren og de oprigtigt gode melodier fra de oprindelige spil—især fordi serien ellers lægger sig tæt op ad spillene med masser af karakterer og elementer fra dem.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Serieanmeldelse: Castlevania Sidsel Minuva

Castlevania - kan ses nu på Netflix.

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: 'Castlevania' har nogle fantastiske øjeblikke. Når animationen virkelig skinner, så blænder den—men der er for langt mellem de flotte scener til, at de kan skjule seriens skavanker. Nogle helt grundlæggende fejl ødelægger, hvad der kunne have været en flot indtræden i et nyt medie for den gamle spilserie. Jeg håber på, at anden sæson retter op på den første sæsons mange fejl og mangler.

3


User Rating: 3 (1 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑