Den som dræber - fanget af mørket, viaplay, filmpuls.dk
Copyright: Miso Films Photo by Christian Geisnæs

Serieanmeldelse: Den som Dræber – Fanget af Mørket

Jeg ventede spændt på det sidste afsnit af “Den som Dræber – Fanget af Mørket”. Jeg ville vide hvordan det hele endte i denne Viaplay Original krimiserie. Jeg er normalt ikke til danske serier, men denne her formåede at fange mig, og holde spændingen igennem alle 8 afsnit.

Koncept

Hvis du synes “Den som Dræber” lyder bekendt, så har du helt ret. Serien er nemlig bygget på TV2’s serie af samme navn fra 2011. Dengang fik serien kun lov at køre en enkelt sæson. I stedet for endnu en sæson, blev der lavet en spillefilm, som slog fast at det var helt slut. Hvilket jeg syntes var en skam, for jeg kunne godt lide serien. “Den som dræber – Fanget af Mørket” er en Viaplay original, der betyder at den kun bliver sendt på Viaplay. I disse streaming tider er det jo ok. Men ærgerligt at den ikke bliver sendt i fjernsynet, for den kunne sagtens samle den voksne del af familien Danmark, sådan som “Forbrydelsen” eller “Rejseholdet” gjorde i sin tid.

I Viaplays ‘revival’ af serien har vi fået et helt nyt cast og roller. Serien handler om politimanden Jan Michelsen der har efterforsket forsvindingen af en ung pige, i et halvt år. Politiet er ved at give op, da endnu en ung kvinde forsvinder. Det bliver besluttet at ekspert i profilering, Louise Bergstein, skal med på sagen. Det lyder som opskriften på en del andre nordiske krimiserier, og det er der en grund til. Vi, i Norden, er jo kendte for vores krimier. Så opskriften virker. Og når konceptet er bygget på en allerede god serie, så er det svært at gå forkert

Vi følger både med i sagen fra politiets side, men også fra den forbryderens vinkel. Vi ved hvem forbryderen er, lang tid før politiet finder frem til det. Så for os, sererne, er denne serie en “How catch ’em?”, og ikke en “Who done it?”

Udførelse

Med udførelsen af denne serie, er der lagt vægt på skuespillet, som er godt, i forhold til hvad danske serier ellers byder på. Jeg så faktisk serien med undertekster fordi jeg var bekymret for om skuespillerne ville mumle, som de tit gør, og bliver beskyldt for. Men mine bekymringer blev gjort til skamme. Skuespillerne får udmærket leveret deres replikker uden mumleri – lækkert. De to hovedroller Kenneth M. Christensen og Natalie Madueño er da heller ikke grønne i faget, og har begge spillet med i danske serier før. Kenneth M. Christensen er med i “Arvingerne” og “Gidselstagningen” og Natalie Madueño i “Bedrag”. Begge to kan ses i “Kriger”. De ved, uden tvivl hvad de laver.

Historien kan nogle gange være lidt forudsigelig, men det gør ikke så meget. Selvom jeg kunne forudsige nogle ting, så sidder jeg alligevel og venter spændt på hvornår det sker, og hvilken effekt det har på historien. Serien er spænende, brutal og rørende, når den skal, og alt dette fører til en rigtig godt udført serie. En krimi der fanger opmærksomheden med det samme, og holder den, så man kommer tættere og tættere på kanten af sofaen. 

Kontinuitet

Seriens første sæson fra 2011 havde en helt anden opbyggelse. Der blev brugt to afsnit per mordsag. Denne gang gås der i dybden med en enkelt sag der spænder over hele sæsonen. Det gavner karakterne for vi får lov til at lære dem bedre at kende, og finde ud af hvorfor de gør som de gør. I forhold til 2011 udgaven sidder jeg med en historie og en skurk som jeg husker. Niveauet bliver holdt spænende, og serien forfalder sig ikke til for lange dialoger eller unødvendige “side stories”. Kolde toner i billedet, og rum der er blevet mørklagt med gardiner hjælper med at gøre stemningen anspændt og uhyggelig. Cliffhangere er spredt ud over slutningen af de fleste afsnit, og det kunne virke til at der kommer endnu en sæson. 

Foto Copyright: Viaplay