© Peo Olsson, Viaplay

Serieanmeldelse: Huss

3

Huss er en ny politiserie, om en ung politikvinde som skal finde sig tilrette i en korrupt afdeling. Samtidig skal hun håndtere alle farerne, som patruljebetjente udsættes for til hverdag. Serien kan ses på Viaplay.

Hvad handler den om?

Huss er den nye rekrut blandt patruljebetjente i Göteborg. Sammen med sine kollegaer skal hun holde orden i gaderne, samtidig med hun navigerer gennem korruption og magtmisbrug internt i afdelingen. Hvert afsnit præsenterer Huss for en ny sag. Der er alt fra børn indblandet i bandekrig til hustruvold med døden til følge. Som ny rekrut er hun aldrig ansvarlig for efterforskningen, men gennem viljestyrke og skarpsindig intuition, ender hun altid med at spille en nøglerolle alligevel.

Vil jeg anbefale den?

For en politiserie er Huss bemærkelsesværdigt udramatisk. Serien indeholder alt en politiserie normalt har: Korrupte betjente, who-done-it mordgåder og personlige intriger mellem kollegaer. Og alligevel føles det hele lidt vattet og ligegyldigt.

Et af problemerne er, at vi aldrig rigtig føler noget for vores hovedkarakter. Konceptet med en naiv stræber, som møder patruljebetjentenes hårde virkelighed, er som sådan fint nok. Men vi kommer ikke tæt nok på Huss til, at vi forstår hende. Hvorfor vil hun i virkeligheden være betjent, når hun har forstand og talent til mere? Hun befinder sig i en korrupt politienhed, men vi ser hende heller ikke kæmpe med moralske kvaler over det, hun deltager i. En serie bør næsten altid have en handlekraftig protagonist, men Huss bliver til tider en anelse for tandløs. Vi ser hende ikke bekæmpe en rådden kultur i systemet eller tage sagen i egen hånd, der hvor systemet holder retfærdigheden tilbage. Det er alt sammen noget, hun bliver drevet til af andre.

Der er selvfølgelig også en pointe her gemt et sted. Hvad kan hun som ny rekrut i virkeligheden stille op for at ændre kulturen hos sine overordnede? Nok ikke meget, når det kommer til stykket.  Men hvis serien prøver at skildre magtesløsheden i systemet, så lykkedes det heller ikke. Som seer føler man ikke foragt over magtmisbruget. Man er nærmest ligeglad og vil egentlig bare gerne have, der sker noget spændende.

Det hele føles chokerende udramatisk for en serie med så alvorlige emner. Men måske var det hele ideen bag showet. At alvorlige emner bliver hverdagsagtige, når vi står midt i dem. I så fald fejler showet dog stadig på andre præmisser. Der er ikke nok dybde i karaktererne eller kompleksitet i mordgåderne til, at man for alvor bliver suget ind i historien. Med en spillefilmslængde på 90 minutter har hvert afsnit mulighed for at bygge en dragende historie op. Men efter hvert afsnit er man nærmere forbavset over, hvor lidt man egentlig fik at vide. Der er kun lige akkurat nok til, at man bliver ved med at se videre.

En interessant vinkel ved showet er, at der i modsætning til lignende serier her er fokus på betjentenes traumatiserende arbejde. Her er det ikke badass cowboy-betjente, som sætter livet på spil uden at blinke, men helt almindelige mennesker, som er trukket i uniformen. Man får et on-the-ground perspektiv på mange af de alvorlige problemstillinger, som betjente står overfor i deres dagligdag. Hvordan reagerer du, hvis fyrre frådende demonstranter stormer imod dig med brosten og molotow cocktails? Hvad sker der med din psyke, hvis du ved et uheld kommer til at skyde en på jobbet? Det er interessante spørgsmål som serien i det mindste prøver at beskæftige sig med. Derfor kan den lige akkurat snige sig op på en treer. 

Din bedømmelse0 stemmer0
3
Kort fortalt
Politiserie om en ung politikvinde i en korrupt afdeling. Serien bliver dog aldrig for alvor spændende.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.