© Signe Vilstrup, Xee

Serieanmeldelse: Limboland Sæson 2

5

De tre veninder fra København er tilbage i en ny sæson af eskapader. Limboland er både sjov og dramatisk, og med anden sæson er showet måske den bedste ungdomsserie lige nu. Serien kan opleves på Xee.

Hvad handler den om?

Vi er tilbage hos de tre veninder, som forsøger at få deres liv på rette køl. Freja har opgivet tanken om ekskæresten og afsoner samfundstjeneste efter sin voldsdom, hvor hun udnytter tiden til at udforske sine mandlige kollegaer. Katrine har lagt livet som sexblogger bag sig og er begyndt som SoMe manager på en voksende online publikation. Nadja fortsætter hvor hun slap med at bedøve stressen fra studiet med Ritalin og Amfetamin. Nu skal de tre unge kvinder navigere mod deres personlige karrieremål, mens fortiden lurer på at indhente dem. Katrine bliver forfulgt af en anonym stalker, som truer med at afsløre hendes fortid som sexblogger til hendes nye arbejde, mens Nadja skal forsøge at komme helskindet gennem studiet uden at forfalde til en misbruger. Freja står midt i kaosset og skal hjælpe sine veninder samt få styr på sit kærlighedsliv, som er gået op i hat og briller efter bruddet med ekskæresten.

© Stephanie Stål Axelgård, Xee

Vil jeg anbefale den?

Serien har taget et skridt op i forhold til første sæson. Hvor den første sæson til tider kunne vandre ufokuseret fra subplot til subplot, går anden sæson op i en højere enhed. Serien byder blandt andet på et who-done-it, en kærlighedstrekant, og et eskalerende stofmisbrug. Historierne stikker ikke i øst og vest, men er sammenvævet på kryds og tværs til én vellykket historie.

Rikke Louise Schjødt formår endnu en gang at holde tungen lige på vægtskålen mellem drama og comedy, og lykkedes endda med at tilføje elementer fra thriller genren. Serien blander også et godt skud realisme ind i skildringen af ungdomslivet. Armhulehår, bumser og sex som ikke sidder lige i skabet er alt sammen en del af hverdagen for de tre storbykvinder. 

Serien præsenterer karaktererne for sværere udfordringer end i første sæson. Især Katrine og Nadja bliver sat over for smertefulde valg, og det klæder serien for alvor at gå karaktererne i sømmene.  I Nadjas karakter ser vi temaet om, hvorvidt man som ung bør presse sig selv. Hendes desperation efter at fremstå perfekt er, hvad der i sidste ende leder hende langt ud over sine normale grænser. Serien rammer også en god balance mellem stofforbrug og stofmisbrug. Nadja går ikke fra den perfekte tolvtalspige til en fordærvet junkie på nul-komma-fem. Hun kan i stedet bibeholde den kliniske overflade gennem hele sæsonen, mens hun langsomt bliver suget længere og længere ned i sit forbrug. Serien udfordrer hende derimod på, hvor meget hun er villig til at sælge ud af sig selv for at bibeholde facaden.

Den måske mest interessante storyline i serien er den mellem Katrine og den creepy online-stalker. Historien har alt, hvad et who-done-it bør have: alvorlige konsekvenser som kan ødelægge Katrines karriere, en række af mistænksomme personer, og et twist som kun de færreste så komme. Den lette humoristiske tone formår at afværge det mest melodramatiske ved episoderne, men holder os ikke fra at leve os ind i kvindernes problemer. 

Serien er generelt virkelig vellykket med alt fra set-design til skuespil, og med anden sæson er der forhåbentlig flere, som får øjnene op for, hvorfor Limboland er en af de bedste ungdomsserier lige nu.

Din bedømmelse0 stemmer0
5
Kort fortalt
Anden sæson om de tre veninder fra København er en forfriskende fortælling om ungdomslivet i dagens Danmark.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.