Netflix, Love Death and Robots, filmpuls.
Copyright: Netflix

Serieanmeldelse: Love, Death and Robots

Hvad sker der når Hitler dør før 2. verdenskrig? Når yoghurt overtager verdensherredømmet? En astronaut, ved et uheld, driver væk fra sin station, eller når robotter tager på sightseeing i en post-apokalyptisk storby? Alt det, og meget mere, bliver du klogere på i Netflixs nye animationsserie ‘Love, Death and Robots’.

Koncept

Serien består af 18 historier der folder sig ud i 18 små episoder på 8 til 20 minutter. Hver episode har sin egen historie og ingen af dem har noget med hinanden at gøre. I den forbindelse har Netflix eksperimenteret lidt med rækkefølgen af episoderne. Der findes 4 forskellige rækkefølger som er blevet delt ud over Netflix mange brugere. Det er på den måde tilfældigt hvilken rækkefølge du kommer til at se episoderne i.
Der er fart på i de alle episoderne for alt kan ske og intet er forudsigeligt. Fordi afsnittene ikke er længere, og med den mængde historie der skal fortælles, kan man jo sige at det er nødvendigt at at have fart på. Det er ret fedt at der ikke er et kedeligt øjeblik. Det, blandet med uforudseligheden, fanger opmærksomheden på ret god måde. Og er man ikke kvik, kan det blive nødvendigt at spole tilbage, for at suge alle detaljerne til sig.
Serien er lavet i samarbejde med Tim Miller (Deadpool, Deadpool 2) og David Fincher (Se7en, Fight Club). Og det kan mærkes, for i flere af episoderne er der ikke sparret på brutal vold eller eksplicitte sexscener. Derfor er aldersbegrænsningen på hele 18 år. Volden er voldsom men passer helt fint til historierne. Nogle af sex/nøgen- scenerne syntes jeg dog er lidt unødvendige. Det giver ikke noget til historien, at hovedpersonen flygter nøgen, kun iført en åben badekåbe, igennem en storby. Jeg mener, man ville da lige lukke den i det mindste.
Jeg synes det er spænende at opleve en ny måde at fortælle en god historie på. På så kort tid er det ikke store karakteropbygninger eller lange dialoger der tynger ned. Det er forfriskende.

Jeg kan på en måde synes at det er en skam at episoderne ikke er længere. For det er alle historier jeg super gerne vil vide mere om, eller se mere af. En del af mig ville ønske at hver episode fik sin egen spin-off serie. Men en anden del er også bestemt på at hvis man elsker det, skal man give slip. Og dermed lade det blive ved hvad de er; et unikt øjeblik i livet, som jeg ikke vil ændre på. 

Udførelse

Love, Death and Robots byder ikke kun på mange fortællinger, men også på super flot animation. Hver historie har sin egen stil og animation. Historier som “Lucky 13” og “Beyond Aquila Rift” byder på motion capture, der er så god at jeg flere gange blev i tvivl om det var animation eller live action. Imens ser vi en nærmest mangastil i “Good Hunting”. Som noget helt 3. er animationen i “Alternate Histories” og “Sucker of Souls” børneagtig og ligner noget der i første omgang hører hjemme på Ramasjang. En enkelt af episoderne er live action skuespillere og omgivelser. Alt sammen så flot og betagende lavet, at jeg flere gange spolede tilbage for at se en bestemt scene igen.
Ud over at være fængslende at kigge på, kommer man også igennem hele følelsesregisteret. Jeg grinte af istiden i fryseren i “Ice Age”, og yoghurten der overtager verdensherredømmet i “When the Yoghurt Took Over”. Jeg gispede af sælsomheden og mystikken i “Fish Night” og “Good Hunting” og
 havde medlidenhed med den stakkels astronaut, der ofrer meget for at lande sikkert på sin station i “Helping Hand”. Væmmes over den uretfærdige behandling af varulve-soldaterne i “Shape-Shifters” og den rå brutalitet i gladiator ringen i “Sonnie’s Edge” og “The Secret War” med sine dødsensfarlige monstre, er fascinerende at være tilskuer til.
Selvom ingen af episoderne er ens i stil eller udførelse, så har de en ting tilfælles: De er alle udført til perfektion.

Kontinuitet

Som sagt er både historierne og det visuelle forskelligt fra hinanden. Mange af historierne er baseret på noveller af forskellige forfattere, og David Fincher og Tim Miller har ladet sig inspirere af Sci-Fi tegnefilmen “Heavy Metal” fra 1981. Så kontinuiteten findes ikke i hverken historie eller det visuelle. Hvis man ser på hvad der så binder episoderne sammen, så må det være at alt kan ske. Jeg sad med følelsen af ikke at kunne stoppe, for jeg var nødt til at vide hvad næste episode handlede om eller hvilken animationsstil den ville have. Hvor langt ville denne episode gå ud af fantasiens sti? Fælles for alle er også at, det der foregår enten er overnaturligt, sci-fi relateret eller så langt ude i fremtiden at det er umuligt at spå om. Kvaliteten visuelt, og de spændende historier er også gennemgående og ligger på et meget højt niveau. Plus, den opmærksomme seer vil også lægge mærke til ofte smadrede venstre arme, dansende Hula Hula dukker i forruden, og en del katte, eller kattelignende væsner der er spredt ud over episoderne.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.