HBO nordic

Serieanmeldelse: Painting with John

LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
3

‘Painting with John’ er en dokumentarserie af John Lurie om livet og kunst. Serien kan nu ses på HBO Nordic.

Hvad handler den om?

Alle der forventer et mal-med-hjemmefra program i stil med Bob Ross bliver skuffede. Serien er derimod en dokumentar om personen bag John Lurie, skrevet og instrueret af John Lurie selv. John Lurie er mildt sagt lidt af en multikunstner. Han har været skuespiller i 19 film, heriblandt et par af Jim Jarmusch, komponeret musik til over 20 film og tv-shows og lever et tilbagetrukket liv i Thailand, hvor han fokuserer på at male. Og nu er han tilmed også instruktør og manuskriptforfatter på sit eget show, ‘Painting with John’. I showet følger vi Johns tanker om alt fra TV til børneopdragelse, mens han til tider også folder sig ud med sine malerpensler.

 

Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk!
© HBO Nordic

Vil jeg anbefale den?

Hvis man er i humør til et portræt af en excentrisk personlighed, kan man roligt gå i gang med serien. Udover at være en succesfuld multikunstner er John Lurie også en eneboer med et anderledes perspektiv på tingene. Nogle af showets bedste facetter er, når John deler sine tanker om livet og fortæller historier fra sit liv. Børn bankes til konforme og kedelige mennesker, tv-shows er befolket af sociopater, og alle skal huske at gøre minimum én sjov ting hver dag. Hans holdninger kan lyde mere end almindeligt excentriske, men når John udtaler dem, giver det hele alligevel meget god mening.

I løbet af showet bliver man introduceret til en lang række af hans kunstmalerier. John maler inden for stilarten ‘primitivisme’, hvor man forsøger at lade sig inspirere af kunsten hos primitive folk. Og det kan ses. Dog giver John billederne sin helt egen syrede vinkel på tingene. Billederne har ofte stærke primærfarver og spøjse gengivelser af mennesker – for eksempel mænd med hestehoveder. Børn forstår ting, som de voksne har glemt, pointerer John. Og netop derfor kan en barnlig sjæl som John udtrykke sig i kunsten.

Dokumentaren virker dog til at have lige lovlig små ambitioner. Showet består næsten udelukkende af optagelser af John, som taler ind i kameraet. Nogle gange mens han sidder og maler, andre gange mens han sidder på sin terrasse eller andre steder i huset. Han kunne i stedet have givet showet meget mere dynamik, hvis han havde placeret sig selv udenfor sin komfort zone. Lige nu har han hverken mål eller retning i dokumentaren. Som seer tænker man til tider, hvad vil han egentlig med serien? Ikke alverden virker det til.

Dokumentaren minder mest af alt om en tv-dokumentar.  Gennem et par interviews og baggrundsoptagelser tegnes et portræt af en person, men så heller ikke mere end det. De bedste dokumentarer behandler en problemstilling eller et emner, som strækker sig ud over selve historien.Painting with John’ har slet ikke samme drive eller tematiske dybde. At fokusere på et personportræt er som sådan også fint nok, men det bliver desværre hurtigt ret statisk.  Serien er for de få og når nok aldrig ud til den brede befolkning. Men hey, i det mindste har HBO fundet en interessant person til dokumentaren.

'Painting with John' kan streames nu på HBO Nordic
Kort fortalt
Painting with John handler om multikunstneren John Luries kunst og tanker om livet. Serien er skrevet og instrueret af John Lurie selv og kan nu ses på HBO Nordic.
LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
3