Hvad handler det om?
The fab five, fem homoseksuelle mænd, rejser rundt i USA og hjælper mennesker som trænger til en make-over i deres liv. Med hver deres speciale prøver de at forbedre og inspirere personen i områderne boligindretning, mode, grooming (hår og ansigt), mad og livstil/kultur.
Det amerikanske Queer Eye-formatet er oprindeligt fra 2003, og formatet er blevet adopteret i en række lande, bl.a. Danmark med ’De fantastiske 5 – I den gode smags tjeneste’ som havde premiere i 2004. Denne Netflix-version er en ny reboot i USA, med fem nye ”værter”, og den første sæson havde premiere i 2018.

Kan jeg anbefale det?
Sæson 4 af ’Queer Eye’ kører i høj grad i samme spor som de forrige sæsoner, og bringer ikke noget nyt til formatet. Men elskede man de andre sæsoner, og har ikke fået nok af konceptet, så vil man uden tvivl også elske denne fjerde sæson.
Har du ikke set en eneste episode af ’Queer Eye’, så er det altså bare med at komme i gang!
’Queer Eye’ er enormt sympatisk og ren feel good. Det er næsten umuligt ikke at tude i hver eneste episode. Selvfølgelig er det amerikansk og i den sammenhæng en smule overgearet. Men på mange punkter synes jeg det virker troværdigt og sympatisk. The fab five virker til oprigtigt at ville dem de besøger det bedste, og på trods af den amerikanske kultur, virker det mere nede på jorden end de fleste andre af denne slags programmer. Jeg er især begejstret over, at ”forvandlingerne” og de råd de kommer med, ikke er overdrevne, men meget realistiske. F.eks. modeeksperten Tan som ikke finder highfashion tøj til deltagerne, men finder helt almindeligt og pænt tøj, som virkelig tilpasses personens personlighed, og som er realistisk for dem at gå i.