The Disappearance of Eleanor Rigby

Kender du det, at du har en helt klar erindring om et hændelsesforløb, men dine venner, kollegaer, kæreste eller måske forældre, har en helt anden erindring om samme hændelsesforløb?

Det er netop dét, som The Disappearance of Eleanor Rigby: Them, Her og Him leger med, hvor Them, Her og Him er tre adskilte film om samme personer (et kærestepar) i samme tidsperiode i deres liv, men fortalt fra hendes perspektiv, så hans perspektiv – og siden fra deres samlede perspektiv, hvor perspektiverne kombineres i en art ‘The Disappearance of Eleanor Rigby for Dummies’. Filmene leger således også med den klassiske diskussion om, at mænd er fra mars og kvinder er fra venus – at vi ikke ser og opfatter de samme ting på samme måde. De skaber en dialog mellem to perspektiver – mellem Her og Him – der hver repræsenterer sin side i et fejlslået parforhold og ægteskab, og begge er fortalt i ‘first-person limited’ (som man siger i filmverdenen), hvilket netop betyder, at vi kun ser hvad den kvindelige hovedperson Eleanor (Jessica Chastein) ser i Her og kun ser hvad den mandlige hovedperson Conor (James McAvoy) ser i Him.

Skærmbillede 2015-04-02 kl. 17.06.55

Filmene – samlet under titlen The Disappearance of Eleanor Rigby – er produceret af Ned Benson. Him og Her blev vist på Toronto International Film Festival i 2013, mens Them havde premiere på Cannes Film Festival 2014. Og nej, filmene har intet med Beatles at gøre, ud over, at den kvindelige hovedperson tilfældigvis deler navn med en Lennon og McCartney sang.

Filmene tager udgangspunkt i et par bosat i hjertet af Manhatten. Via flashbacks fra hhv. hendes og hans erindring om forholdets første spontanitet og glæde, får vi indblik i engang berusende forelskelse. Men spontaniteten og glæden varer ikke ved. En tragedie splitter parret, forstummer latteren mellem dem og opløser gradvist forholdets fundament. Alle tre film starter i forlængelse heraf med Eleanors selvmordsforsøg, men det er kun i Him (og Them), at vi oplever reaktionen fra hendes mand Conor. Eleanor flytter tilbage til sine forældre da hun bliver udskrevet fra hospitalet, og genoptager sine universitetsstudier. Conor kæmper som fejlslagen restauratør og med at genvinde kontakten til Eleanor. Spørgsmålet er, om Eleanor og Conor kan genfinde deres engang så ubesværede spontanitet og glæde og intimitet – om de kan håndtere sorgen sammen, istedet for at lade sorgen adskille dem.

Skærmbillede 2015-04-02 kl. 17.07.29

Det lyder måske som noget du har set før, men ved at opdele fortællingen i to adskilte film, som repræsenterer to forskellige perspektiver, begår Ned Benson en genistreg. Samtidig spiller særligt Jessica Chastain og hendes universitetsprofessor (spillet af Viola Davis) begge blændende og overbevisende. James McAvoy formår aldrig rigtig at skabe en tilsvarende troværdig karakter – måske fordi størstedelen af Him går med, at han forsøger at vinde Eleanor tilbage, og vi derfor aldrig lærer ham at kende. Modsat stifter vi bekendtskab med Eleanors familie, da hun flytter hjem igen, hvilket gør hendes karakter mere fuldkommen – og derfor mere overbevisende.

Skærmbillede 2015-04-02 kl. 17.15.54

Endvidere kan Him og Her hver for sig opleves som en smule ufuldkomne hvad angår filmenes store tidsmæssige spring, netop fordi vi kun præsenteres for den ene synsvinkel på begivenhedernes forløb. Ligeledes synes Eleanor og Conor til tider utroværdige sammen – særligt mod slutningen af filmene (og særligt i Them).

Skærmbillede 2015-04-02 kl. 17.18.11

Skærmbillede 2015-04-02 kl. 17.17.49

Alligevel vil jeg uden tøven anbefale, at du filmene – og at du først ser Him og Her, da Them ikke formår at indfange nuancerne i de to originale manuskripter, og således blot bliver et typisk kærlighedsdrama. Hver for sig er Him og Her meget mere detaljerige og overraskende ift. forskelle i (køns)perspektiver, mens deres hybrid smager som en afbruset cola. Rækkefølgen af filmene har nemlig afgørende betydning for din samlede oplevelse. Alene er Her mere et mystik drama omspundet Eleanors (i starten uforklarlige) handlinger og adfærd, mens Him i højere grad udfolder kærlighedselementet.

Skærmbillede 2015-04-02 kl. 17.18.37

The Disappearance of Eleanor Rigby er interessant fordi filmene bryder med både traditionel film- og perspektivforståelse, og fordi de udfordrer vores syn på mænd og kvinders forskelligartede oplevelser og perspektiver på livet, parforhold, kærlighed – og (håndtering af) sorg i særdeleshed. Alle filmene kan ses på Netflix.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.