Vampyren har været et sædvanligt syn på det store lærred i mange..." /> Top 10: De Bedste Film Med Bid I! - Filmpuls

favoritter

Skrevet den 27 juni, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Top 10: De Bedste Film Med Bid I!

Vampyren har været et sædvanligt syn på det store lærred i mange år, og har kunne ses helt siden stumfilms-tiden. De mystiske, kappe-klædte væsner startede som et skræk-element i de tidlige 20’ere, inspireret af den klassiske novelle ‘Dracula’, af Bram Stoker, og blev årtier senere til en form for forførisk fjende der ramte et ømt punkt hos datidens erotisme-skræmte mennesker. Og derefter gik det hurtigt. I 60’erne og 70’erne blev der produceret utallige vampyr-film af det legendariske produktions-firma Hammer, film der stadigvæk den dag i dag, nydes af gyser-fans verdenen over. Da de glade 80’ere meldte deres ankomst drog vampyrerne med, denne gang langt mere rå, brutale og tjekkede end nogensinde før. Kapperne, kisterne og de gamle slotte blev byttet ud med læderjakker, motorcykler og skumle barer. Det var et vendepunkt fra de vampyrer som vi var vandt til. 90’erne tog en skridt tilbage til den klassiske elegance, og satstede på større, mørkere og mere episke historier til at medrive publikum.

Da det nye årti slog til, gik det stille og roligt til i genren. Pludselig blev det 2009, og en stor, fed sølv-pæl med hvidløgslugt kom flyvende fra højre side, og kamp-sparkede det legendariske filmmonster ned i sin kiste. For nu skulle der være plads til en nyt slags monster. Nemlig den slags der havde fantastisk hår, konstant forstoppelse, og en ret øretæve-indbydene tendens til at glitre i solen. Herefter gik det hurtigt ned af bakke for genren. Tv-serier og bøger begyndte at følge den samme forfærdelige opskrift som ‘Twilight’, og siden da har det virket som om at vampyr-genren har været i dvale. Fans venter stadigvæk på det comeback der vil ære vampyrens arv som nogle af historiens mest ikoniske og frygtede skabninger, i stedet for kærlighedssyge, følsomme fæhoveder i H&M tøj.

Måden som vi forestiller os vampyrer, er stærkt, hvis ikke komplet, inspireret af deres skilning i film, og i 2005 havde kongen over dem alle, nemlig Grev Dracula, været genstand for flere film end nogen anden fiktiv karakter, nogensinde.

Inden vi sætter igang, så tillader jeg mig lige at nævne et par værdige forslag, som jeg valgte ikke at give en plads på listen. ‘Nosferatu’ (den klassiske stumfilm fra 1922), ‘Daybreakers’ (middelmådig film, men interessant plot), ‘Subspecies’ (ekstremt campy, men vildt underholdene), ‘Thirst’ (sydkoreansk lille perle) og ‘Byzantium’ (smuk og velspillet film om to vampyr-søstre). Den skønne ‘Salem’s Lot’ (både versionen fra 1979 og 2004) er også et must, men ingen af dem endte på listen, simpelthen fordi de er mini-serier, og ikke film. Men de fortjener stadigvæk at blive nævnt.

Alle de overnævnte titler er uden tvivl et blik værdige! Når det er sagt, så går vi i gang med toppen af hvidløgskagen.

10. The Night Flier (1997)

night-flier-2Journalisten Richard Dees forsøger at opspore en bestialsk morder som rejser til hver af sine gerningssteder i et sort privat-fly. Han opdager dog hurtigt at denne mand er langt mere farlig end han først havde antaget. Filmens handling kulminerer i takt med Dees’ konfrontation med den mystiske The Night Flier og han begynder langsomt at miste forstanden.

Den legendariske forfatter Stephen King’s værker har været inspiration til mange mindeværdige filmatiseringer (både på godt og ondt), men ‘The Night Flier’ er, desværre, en af de mindre kendte af slagsen, og har ofte stået i skyggen af King’s anden vampyr-historie, ‘Salem’s Lot’. Filmen fik en lille bio-udgivelse efter at være blevet vist på amerikansk tv inden, men er aldrig blevet udgivet på DVD i Danmark, hvilket har har gjort den til en glemt lille perle, som ikke mange kender til. ‘The Night Flier’ var dengang instruktør Mark Pavia’s første film, og selvom dette kan ses på det visuelle udtryk (den kommer aldrig rigtig over Made For TV-niveau) så er det en virkelig seværdig og spændingsfuld lille gyser, som er velspillet hele vejen igennem. Især vampyren har et fantastisk og helt unikt design. Få den set hurtigst muligt!

Bedste Øjeblik: Der er ingen tvivl – Det er scenen hvor Dees finder en lufthavns-terminal fyldt med The Night Flier’s ofre, og løber ud på herre-toilettet. Pludselig hører han fodtrin bag sig…men der er ingen at se i spejlet. Muligvis en af de bedste scener i genren nogensinde – held og lykke med ikke at ryste i underbukserne.

Bonus: Mark Pavia fik kun sølle 30 dage til at indspille filmen – Han havde den klar efter 29.

9. 30 Days Of Night (2007)

1136507-30daysofnight_vampires_1_‘30 Days Of Night’ foregår i Barrow, Alaska hvor der hver vinter er 30 dage med komplet mørke. De fleste af byens indbyggere drager mod mildere himmelstrøg sydpå mens kulden og mørket har overtaget. En dag dukker der pludselig en mystisk gruppe af fremmede op i den ellers øde by. Det er en gruppe blodtørstige vampyrer, som søger føde blandt de tilbageblevne. En lille gruppe af byens beboere må gøre alt hvad de kan for at undgå et blodbad og holde sig selv og hinanden i live indtil solens stråler igen rammer den hårdt plagede by.

‘30 Days Of Night’ blev en moderat succes, og har sine fans, men den er faktisk langt bedre end hvad den lige har rygte for. Det er en af de meget få nyere film i vampyr-genren som rent faktisk er uhyggelig. Vampyrernes design, med kulsorte øjne, grålig hud og små, spidse tænder, er sindsygt effektivt, og det bliver ikke bedre af at de har deres eget sprog, som ikke ligefrem er forførende fransk at høre på. Filmen kan godt trække lidt ud i tider, men den isende atmosfære og de brutale drabs-scener kuliminerer fantastisk, og med bund-solidt skuespil fra blandt andet Josh Hartnett og Melissa George i hovedrollerne, samt en fantastisk visuel side, er ‘30 Days Of Night’ en imponerende lille gyser-oplevelse.

Bedste øjeblik: Filmens sidste scene (som jeg dog ikke vil afsløre her), som både er smuk, uhyggelig og ret så sørgelig. En mørk slutning til en mørk film.

Bonus: ‘30 Days Of Night’ er baseret på en tegneserie af filmens manuskript-forfatter Steve Niles. Han havde oprindeligt udtænkt historien som en film, men efter mange års afvisning af studierne, blev den omarbejdet i en tegneserie, hvilket blev accepteret af et af de studier som havde afvist film-udgaven til at starte med. Først efter 5 år, blev ‘30 Days Of Night’ endelig til en spillefilm.

8. Bram Stoker’s Dracula (1992)

bram-stoker-dracula-vampireEn af de mest velkendte filmatiseringer af Bram Stoker’s klassiske vampyr-roman fra 1897, kommer fra den legendariske instruktør Francis Ford Coppola, manden bag ‘The Godfather’-trilogien. Grev Dracula inviterer den unge advokat, Jonathan Harker, til Transsylvanien for at diskutere et omfattende ejendomskøb i London. Han opdager hurtigt at Harker’s forlovede, Mina, er en tro kopi af hans afdøde elskede som han mistede 400 år tidligere, og inden længe efterlade han Harker i Transsylvanien og tager til London for at finde Mina.

Det kan godt virke lidt tragisk at placere denne klassiske film så langt nede på listen, og selvom Coppola’s film er gudesmuk, og følger den klassiske, romantiske ideologi om vampyrer som forførende rovdyr, så er der desværre to ting der trækker voldsomt ned, og de to ting hedder Keanu Reeves og Winona Ryder. Reeves’ forfærdelige forsøg på en britisk accent (Bewdapeest), og Winona Ryder’s helt umulige træmands-skuespil, forhindrer fuldstændig filmen i at nå de helt høje ranker, og det er en skam, da Gary Oldman, som altid, er fantastisk som filmens titel-karakter (samt hans skræmmende lighed med den ægte Vlad Dracula), og det samme er Anthony Hopkins i rollen som Van Helsing. Nogen vil måske finde filmen lidt for cheesy, og det kan den også være til tider, men det virker ofte som en bevist beslutning fra Coppola’s side. Det er dog stadigvæk en fremragende flot film, og især soundtracket er tidsløst.

Bedste Øjeblik: Da Dracula forvandler sig til et (mildest talt) ucharmerende flagermus-lignende væsen, efter at ham og Mina bliver fundet af Jonathan Harker og hans slæng. Effekterne er, stadigvæk i dag, utrolig imponerende. Og så er det virkelig fascinerende at Gary Oldman i flagermus-kostume, er mere overbevisende end Keanu Reeves’ grå hår.

Bonus: Francis Ford Coppola fortæller på DVD’ens kommentar-spor, at scenen med Jonathan og Mina’s bryllups-ceremoni blev filmet i en græsk-katolsk kirke i Los Angeles, og der blev brugt en ægte ortodoks præst til scenen. Det var først bagefter de så indså at det betød at Keanu Reeves og Winona Ryder nu rent faktisk var gift. Ups.

7. Stake Land (2010)

Stake-Land-2I en nær fremtid har en vampyr-apokalypse forvandlet Nordamerika til et anarkistisk kaos. Teenage-drengen Martin forbereder sig på at rejse med sine forældre da de bliver angrebet af en blodsuger, men den fremmede Mister redder ham,  hvorefter de sammen rejser mod nord for at nå det (angiveligt) fredelige New Eden. Langs deres rejse gennem det ødelagte land møder de andre overlevende og er nødt til at kæmpe for overlevelse, ikke kun mod vampyrerne, men også et broderskab af religiøse fanatikere, ledet af den komplet vanvittige Jebedia Loven.

Plottet lyder som en rå omgang, og det er det også.  ‘Stake Land’ er en blanding af  ‘The Book Of Eli’ og  ‘The Road’, mixet med lidt  ‘I Am Legend’ (dog uden de fesne vandmand’s vampyrer). Den er utroligt smukt filmet trods et mindre budget, med et godt cast til at bære filmen fremad, blandt andet gyser-darlingen Danielle Harris. Det er lidt af en slow-burner, men hvis man er villig til at investere tiden, er det en imponerende, og ofte overset, perle i genren. ‘Stake Land’ er desuden fyldt til randen med religiøse undertoner, hvilket nok enten er et turn-off, eller et kæmpe plus, alt efter hvad man selv ønsker at få ud af oplevelsen. Den tager sig selv meget seriøst, så det er ikke den slags film du skal sætte dig og se, hvis du bare ønsker dig en go’ omgang vampyr-smackdown, men derimod hvis du gerne vil se en dystopisk og rå gyser, hvor det er værd at ligge mærke til symbolismen, hvis man ønsker at få mere ud af oplevelsen.

Bedste Øjeblik: Den tvetydige slutning, der selv lader publikum lege med tanken om hvorvidt der er håb og fred forude for de overlevende karakterer, eller om de har rejst hele vejen for ingenting – en scene der har store ligheder med idéen hvad der venter efter døden for gode mennesker. Evig lykke i himlen, eller uendelig tomhed. Jaja, man dør ikke af at være filosofisk!

Bonus: Filmens producere, Glass Eye Pix (jep, du hørte rigtigt!), skabte syv web-episoder som prequels til filmen, der alle uddybede karakterernes baggrund. De blev udgivet omkring samme tid med filmen, og hedder henholdsvis ‘Origins’, ‘The Day I Told My Boyfriend’, ‘Jebedia’, ‘Willie’, ‘Sister’, ‘Martin’ og ‘Mister’. De er værd at tjekke ud, hvis man synes om filmen.

6. Lad Den Rette Komme Ind (2008)

let-the-right-one-inEn film som både er anmelder-rost og en favorit blandt genrefans kommer fra vores svenske naboer. ‘Lad Den Rette Komme Ind’ omhandler Oskar, en 12-årig dreng der er offer for voldsom mobning fra de ældre børn på hans skole. En dag flytter den jævnaldrende pige, Eli, ind ved siden af ham og hans mor. Der er noget mystisk og dragende ved hende, og de udvikler et stærkt venskab. Efterhånden går hendes hemmelighed op for Oskar, da hendes tilflytning falder sammen med en række makabre mord.

‘Lad Den Rette Komme Ind’ er en stemningsfuld og smuk lille film, som blander to komplet forskellige genre, nemlig skandinavisk socialrealisme og vampyrgenren (fantasy/gys). Filmen er baseret på John Advide Lindquist’s novelle af sammen navn, men er en del mere subtil. Forholdet mellem Oskar og Eli er utrolig hjertevarmt, men bliver også mere og mere forstyrrende, i takt med at man lærer mere om hendes baggrund. Der bliver undladt en del info om hende, som der bliver beskrevet i bogen, men filmen lider ikke det store skade. Især filmens atmosfære er helt sublim. ‘Lad Den Rette Komme Ind’ kan virkelig anbefales, hvis man ønsker en anderledes vampyr-historie, end dem vi er vandt til. Der blev lavet en amerikansk genindspilning to år senere, under titlen ‘Let Me In’, med blandt andet Chloë Grace Moretz og Richard Jenkins på rollelisten. Et remake, som faktisk er et kig værd hvis man har interessen.

Bedste Øjeblik: Da vi endelig får svar på myten om hvorfor vampyrer ikke vil gå ind i et hjem uden at blive inviteret først.

Bonus: ‘Lad Den Rette Komme Ind’ blev kåret som Årets Film af den britiske Empire Magazine, hvilket var første gang, siden 2003, at æren blev givet til en udenlandsk film.

5. Near Dark (1987)

The-shits-about-to-hit-the-fanI denne vilde 80’er-flick, følger vi en håndfuld bizarre skikkelser, der kører rundt i en sort mini-van og kun vover sig ud når mørket rammer. En sen nat møder Caleb den tilsyneladende søde og uskyldige Mae, og hvad der skulle have været indledningen til en gang harmløs hanky panky, ender i stedet med at Mae napper ham i nakkeskindet og forsvinder. I takt med hans forvandling, daler hans helbred, men “redningen” dukker op i form af den førnævnte mini-van, og derefter kan Caleb umuligt ane hvad der venter forude.

‘Near Dark’ (også kendt som ‘Djævlens Datter’ her i Danmark) er instrueret af Kathryn Bigelow (som vandt en Oscar for ‘The Hurt Locker’ i 2010). Det var dengang hendes instruktør-debut, og det siger en stor del om hendes instruktions-evner. ‘Near Dark’ er en af de mest realistiske, voldsomme og utraditionelle film som genren nogensinde har budt på. En fantastisk innovativ og brutal historie, som springer lidt udenfor normen ved f.eks aldrig at bruge ordet “vampyr” (selvom vi har gennemskuet dem, de snedige bæster).  Filmen viser smukt kontrasterne mellem menneskets og vampyrens verden, og sammen med en dejlig rå, visuel side, masser af dejlig gore, samt nogle fremragende skuespiller-præsentationer (Lance Henriksen og Bill Paxton er begge i top-form!), så får man en über-sej og vild vampyr-road movie, som ikke er for sarte sjæle.

Bedste Øjeblik: Den geniale bar-scene, hvor Severen og hans crew prøver at gøre Caleb mere hårdført, ved at angribe en lille gruppe mennesker som bare gerne vil nyde deres pilsnere i fred. Du har aldrig set noget lignende.

Bonus: Skuespillerne Lance Henriksen, Bill Paxton og Jeanette Goldstein var alle også med i James Cameron’s sci-fi hit ‘Aliens’, og det var Cameron’s eget forslag til Kathryn Bigelow, hans fremtidige kone, at lade dem medvirke i hendes film. Michael Biehn blev også tilbudt at dukke op, men takkede nej.

4. Fright Night (1985)

fright_night-orig_600 Teenageren Charley Brewster opdager til sin skræk, at hans netop nyindflyttede nabo Jerry, er en vaskeægte vampyr. Det er der sjovt nok ikke rigtig nogen, der vil tro på, så Charley må ty til hjælp fra tredjerangs-skuespilleren Peter Vincent – hvis eneste kvalifikation til opgaven er, at han bestyrer tv-showet ‘Gysertimen’! – og det er nu op til ham at redde Charley, hans sløjfe-elskende kæreste Amy, og deres komplet stenede ven Evil Ed, fra Jerry’s blodtørstige gebis.

‘Fright Night’ var den første film af gyser-instruktøren Tom Holland, og var dengang den første vampyr-film hvor der blev brugt over en million dollars på special-effekter, og det kan ses. Selvom nogle af effekterne virker lidt forældede efter nutidens standarder, så er de stadigvæk imponerende at se på. ‘Fright Night’ er måske ikke den uhyggeligste film på listen, men det gør den op for, ved at være kanon-hamrende sjov. De fleste som var unge i 80’erne, har sikkert glade minder om Brewster og co, men det er også værd for den yngre generation at tjekke den lille guldklump ud. Det bliver næsten ikke mere retro, med cool musik, mindeværdige karakterer, dårlig stil, endnu dårligere hår og masser af fede replikker! ‘Fright Night’ blev desuden genindspillet i 2011, hvor Colin Farrell overtog rollen som Jerry Dandridge, efter Chris Sarandon. Ikke en decideret dårlig film, men en ret forglemmelig en, som lider under for meget modernisering og små-grim CGI. Dog med en ret underholdene David “Doctor Who” Tennant som en langt mere punk-rocket version af Peter Vincent-karakteren. Den kan sagtens tåle at ses, men originalen’s charme kan ikke kopieres. Det en éner.

Bedste øjeblik: Alle scener med den geniale Roddy McDowall som Peter Vincent er guld værd. Samme kan siges om alle scenerne med Evil Ed, som man nok enten synes er helt vildt sjov, eller helt vildt irriterende. Jeg hører personligt til i første gruppe. “Mmmm-mm! His dinner’s in the oven!”

Bonus: I ulve-transformerings scenen, er skuespilleren Stephen Geoffreys, der spiller Evil Ed, begravet under en voldsom varulve-maskerering, og FX-teamet brugte en form for væske, der skulle skabe en tyk, spyt-lignende konsistens. Men det viste sig at være en dental adhæsiv, som limede hans mund sammen i stedet. Med tanke på hvor mange gange de har skulle høre på Evil’s vilde latter, så har det sikkert været en konspiration fra resten af castet. “You’re so cool, Brewster!”

3.  Dracula (1931)

lugosi2Nu går vi en del år tilbage, men det ville være kriminelt at udelukke det store lærreds introduktion til vampyrernes herre, nemlig Grev Dracula. Advokaten Renfield er taget til Transsylvanien for at overrække en vis Grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. Trods advarelser fra mange af de lokale, lader han sig ikke skræmme, hvilket han hurtigt kommer til at fortryde. Han følger Dracula til London, hvor de møder lægen, Seward, hans datter Mina, og hendes veninde Lucy, som bliver betaget af Dracula med det samme. Inden længe, har Dracula gjort krav på både Lucy og Mina. Nu er de fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå Dracula ihjel.

Den legendariske gyser-skuespiller Bela Lugosi var et fund til rollen, og har været forbillede for mange af de skuespillere, der senere har overtaget faklen. Lugosi’s ungarske rødder tilføjede til Dracula’s ikoniske accent, og hans blik kunne fryse blod til is. ‘Dracula’ er fra 1931, og for nutidens hærdede unge, er den måske ikke blodig nok, men det klassiske stemning er unik, og hvis man er genre-fan, så er den et must. Vi ser f.eks aldrig Dracula bide sine ofre – det må vi selv tænke os til. Alt uhyggen ligger i skyggerne, lyden af knirkende døre, fodtrin på slottets trapper… Filmen leger med alle sanser. En fantastisk klassiker fra Universal’s monster-samling.

Bedste Øjeblik: Den ikoniske scene hvor Renfield møder Dracula første gang, i hans slot i Transsylvanien. Det bliver ikke mere klassisk.

Bonus: Det blev beordret af Universal Studios, at Dracula kun måtte tygge på dame-halse, da de frygtede at det ville blive set som homoseksuelle undertoner hvis han også angreb mænd. Hey, det var 30’erne!

2. The Lost Boys (1987)

lostboys25-590x350Jeg får personligt altid lyst til at græde snot når folk fortæller mig at de ikke kender dette lille mesterværk. Filmen, der er instrueret af Joel Schumacher, omhandler de to brødre Michael og Sam, der sammen med deres nyligt fraskilte mor, flytter til den lille by Santa Carla, hvor de skal bo hos deres exentriske morfar. Inden længe forelsker Michael sig i den mystiske Star, som omgås med en gruppe motorcykel-elskende vampyrer, ledet af David. Snart er Michael selv en af dem, og så er det op til Sam og de to (selvudnævnte) professionelle vampyrjægere, The Frog Brothers, at redde Michael inden  det er for sent.

‘The Lost Boys’ er 80’er kitsch når det er bedst – musikken er helt fantastisk (Cry Little Sister må stå tilbage som en af de bedste sange nogensinde), humoren er højere end en studenter-gruppe i på tur i Amsterdam, og der er så mange geniale one-liners at man skal bruge et net til at fange dem alle. Desuden holder effekterne stadigvæk utroligt godt, trods de mange år som filmen efterhånden har på bagen, og skuespillet er i top hele vejen rundt. Man er underholdt fra start til slut – ‘The Lost Boys’ er helt igennem genial rock n’ roll-film som man ikke kan andet end at holde af, og en af de bedste gyserkomedier der nogensinde er lavet, og man skylder sig selv at se den mindst én gang i sit liv. Punktum.

Bedste Øjeblik: Alle scener med Rambo’s egne teenage-nevøer, The Frog Brothers. Især middags-scenen hvor Sam og de to brødre skal forsøge at opklare om Sam’s mors nye kæreste er en vampyr. Det er, ganske enkelt, helt hysterisk sjovt.

Bonus: Kiefer Sutherland, der spiller David, brækkede sin arm mens han legede med en af motorcyklerne, og har derfor sorte handsker på, i over 90% af  sine scener, for at dække hans gips.

1. Interview With The Vampire (1994)

Interview with the Vampire 1Neil Jordan’s episke filmatisering af Anne Rice’s novelle af samme navn byder på alt en vampyr-fan kan ønske sig. Smukke kostumer, fantastiske slotte, kærlighed, blod, erotisme, og de klassiske og forførende vampyrer som vi alle kender og elsker. Denne gang er det Brad Pitt og Tom Cruise der står i spidsen, og de får selskab af Antonio Banderas, Christian Slater og en ung Kirsten Dunst. Filmen omhandler vampyren Louis der fortæller sin både tragiske og utrolige livshistorie til journalisten Daniel Malloy.

‘Interview With The Vampire’ er på første-pladsen, simpelthen fordi det er den ultimative vampyrfilm. Den oser af klasse, stemning, mysterium og uhygge, og er fyldt til bristepunktet med overdådige lokationer i både London, Paris, New York og New Orleans, smukke kostumer og visuelle godbidder. Den tekniske side er uovertruffen, og det samme kan til dels siges om skuespillet. Pitt er tålelig, men det er Tom Cruise der brillierer som den lunefulde og bitre Lestat, som er både Louis’ bedste ven og værste fjende. Faktisk så meget, at man nogle gange får fornemmelsen af at Cruise nød at spille sin rolle liiiidt for meget. Det er svært ikke at bare blive en smule skræmt af ham. Filmen er mere subtil end Anne Rice’s novelle, og de homo-erotiske temaer er kun hentydet til heri, men det er næsten umuligt ikke at se filmen som en slags tragisk kærlighedshistorie. Louis’ forhold til både Lestat, pigen Claudia og vampyren Armand, kan alle tolkes på mange forskellige måder, og det er en af de ting der gør filmen så fantastisk som den er. ‘Interview With The Vampire’ er et rent mesterværk fra start til slut.

Bedste Øjeblik: Der er mange mindeværdige øjeblikke, men skal man vælge én, så er det scenen hvor Lestat forsøger at få Louis til at myrde en ung kvinde, og dermed endelig acceptere det monster han er blevet til. Skræmmende, sjovt og uhyrlig spænende.

Bonus: På et tidspunkt under udviklingen af filmen, blev Louis (spillet af Pitt) omskrevet til at være en kvindelig karakter, hvor både Cher og Anjelica Huston blev overvejet til rollen. Lad os lige bruge fem minutters tid på at prise os lykkelige over at den idé blev skrottet.

Er der nogen vi mangler? Hvilke film med nattens grovædere er jeres personlige favoritter og hvorfor? Smæk hvidløgs-kransen om halsen og giv jeres mening til kende!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑