Top 50: Filmpuls’ favoritter (nr. 10-1)

Så er vi her langt om længe… Den allersidste omgang af vores store fælles favoritliste her på Filmpuls! Er du klar til, at vi omsider offentliggøre vores top 10? Så skal du læse med nu!

Selvom vi selvfølgelig er lidt ærgerlige over, at være løbet tør for favoritfilm at dele med Jer i denne omgang, vil vi forsat gøre det bedste vi kan, for at holde fingeren på filmpulsen og guide Jer igennem filmens store verden!

Alle os hos Filmpuls har dykket dybt ned i bagkataloget for at finde vores største favoritter og hver sendt en liste ind. Alle film på listen repræsenterer vores individualitet og vores forskellighed, samtidig med at de slår fast, at vi fortsat er et community, hvor der er plads til alle – uanset om man er til tårevædede tøsefilm eller franske kunstfilm. Vi stiller ikke en facade op, eller giver gode og dårlige anmeldelser, baseret på hvor populær en film er, eller hvad andre anmeldere siger om den. Vi er os og det er vi stolte af!

Klik på plakaterne undervejs for at blive taget til IMDb hvor du kan læse mere om filmen!


10.

INGLOURIOUS
BASTERDS
(2009)

3 lister / 106 point 

Quentin Tarantinos fascinerende, fiktive anden verdenskrigsvidunder invaderer nådesløst vores top ti! Det er filmen, der gav os Christoph Waltz og den geniale og gennemarbejdede karakter, Hans Landa, samt en Brad Pitt med tyk sydstatsaccent og Mike Myers i en lille, finurlig cameorolle. Hvis man tør stå ret for galskaben, så er der en underholdende film i vente med skarpt skreven dialog og tonsvise, veleksekverede, intense øjeblikke, der allerede giver sig til kende ved filmens famøse åbningscene…

På følgende lister:
Line P (49 point)
Line S (45 point)
Anders (12 point)


9.

PAN’S LABYRINTH
(2006)

4 lister / 114 point 

Guillermo del Toro giver os en mørk fantasyfilm med en blanding af eventyrlig magi og socialkommentar, der stikker dybt i hjerne, hjerte og ikke mindst sjæl. Med en Oscarvindende billedside skaber del Toro en verden, der er lige så smuk, som den er grusom at forsvinde ind i og vi følger en masse af de obligatoriske standpunkter for genren, alt imens instruktøren skaber masser af nye undervejs også. En fantasyfilm for voksne, hvor man tydeligt kan se, at hjertet har været med undervejs i skabelsen af dette smukke, men tragiske kunstværk…

På følgende lister:
Nicolaj (48 point)
Sarah (39 point)
Jeppe S (17 point)
Rikke (10 point)


8.

AMERICAN BEAUTY
(1999)

3 lister / 119 point 

Kevin Spacey ses i hans måske bedste rolle nogensinde, som en klam fyr med en midtvejskrise, hvilket måske ikke er så sært endda, efter vi begyndte at se Spacey i et lidt andet lys her for nyligt. Men for mit vedkommende, og tydeligvis også resten af Filmpuls, så ændrer det ikke på, at manden er en fantastisk skuespiller, som har haft mange geniale roller gennem tiden. Som skuespiller er Spacey fænomenal og ‘American Beauty’ er fortsat en pragtpræstation hele vejen rundt, for alle involveret, som formår at ramme mange forskellige temaer og følelser gennem filmens letbenede og humoristiske overflade, der gemmer på langt dybere ting nedenunder…

På følgende lister:
Sarah (47 point)
Michella (44 point)
Line P (28 point)


7.

THE LORD OF THE RINGS:
THE FELLOWSHIP OF THE RING
(2001)

4 lister / 122 point 

På syvendepladsen finder vi den første af tre fantastiske fantasyfilm, som satte standarden for, hvordan en film af denne genre skal se ud… og den er ikke blevet forbigået siden. Hele vejen rundt blev standarden opretholdt og ambitionsniveauet var skyhøjt fra start til slut. Trilogien satte talrige standarder og udviklede nye teknologier undervejs, alt imens selve tilblivelsen virkede nærmest uhørt for en film af denne skala. Instruktør og manuskriptforfatter Peter Jackson fik hvad der lod til at være frie tøjler til at lave filmen, præcis som han ville – og så lang som han ville – endda med “extended editions” senere hen, der gav os endnu mere af dette fantastiske univers!

På følgende lister:
Line S (47 point)
Rikke (45 point)
Michella (21 point)
Anders (9 point)


6.

THE LORD OF THE RINGS:
THE RETURN OF THE KING
(2003)

4 lister / 123 point 

Det kommer vel næppe som en overraskelse, at denne episke og langt fra ringe saga endte med at fylde lidt i vores top ti? Så vi fortsætter vel bare med tredje og sidste film i ‘Ringenes Herre’ trilogien, som løftede baren endnu højere og sluttede dette episke “filmevent” på fænomenal vis! Endnu større, endnu flottere og endnu længere… Peter Jackson gjorde det umulige og kom i mål med hele tre, tretimers lange film, der alle formåede at holde historien i luften og balancere de mange plotlinjer og karakterer på en måde der fungerede. Det virker nærmest helt umuligt at finde på noget at sige, som ikke allerede er blevet sagt en million gange, så hvorfor overhoved forsøge? ‘Ringenes Herre’ er en milepæl i filmhistorien…

På følgende lister:
Michella (49 point)
Line S (40 point)
Nicolaj (24 point)
Anders (10 point)


INTERMISSION

FUN FACT: 8 lister blev sendt ind… 273 forskellige film fik stemmer… 50 af dem endte på vores liste… Det har taget 1,5 år at få kørt denne liste igennem fra opstartsfasen til sin endelige realisering… Grundet arbejde ved siden af har dette inkluderet 3 måneder on/off arbejde med selve listerne og deres respektive artikler… Men i sit ende har det dog også resulteret i én episk liste som vi på Filmpuls kan tillade os at være stolte af!


5.

JAWS
(1975)

5 lister / 125 point 

‘Døden gab’ kom snigende ud af næsten ingenting og enehaj udødeliggjorde fænomenet “blockbuster”, samt gjorde verden bange for at vade ud i havet og bade når det blev sommer… Tilbage i 1975 havde instruktør Steven Spielberg ikke lige så meget på sit CV, der kunne bevise sit værd inden for faget, hvilket gjorde det svært for ham at få filmen igennem – specielt grundet de mange problemer undervejs – bl.a. med den mekaniske haj. Dette endte dog med at blive en fordel, da hajen ikke bliver vist nær så meget som tiltænkt og skaber i stedet frygt i publikum, ud fra hvad de ikke kan se. I dag er filmen uden tvivl ikonisk, især for sit legendariske soundtrack, og den skabte rammerne for, hvordan man strikker en god gammeldags blockbuster sammen!

På følgende lister:
Anders (40 point)
Michella (35 point)
Jeppe S (30 point)
Nicolaj (16 point)
Sarah (4 point)


4.

THE SHINING
(1980)

5 lister / 135 point 

“All work and no play makes Jack a dull boy.” Stanley Kubrick var endnu engang langt foran sin tid, da han skabte gysermesterværket, ‘Ondskabens hotel’, der også satte nye standarder for genren og måden hvorpå man kan filmatisere andres værker. Sidstnævnte var forfatteren selv ret så utilfreds med, da Stephen King til stadighed synes at Kubricks version af hans vision er helt hen i vejret… Men for de fleste, så er dette et tidsløst mesterværk med en psykopatisk pragtpræstation af Jack Nicholson og en konstant følelse af frygt og terror der lurer under overfladen. En fortælling, der virkelig kryber under huden og ind i hovedet på sit publikum, hvor lydsiden og det visuelle har stor betydning for, hvordan vi oplever filmen. Et mesterværk uden lige…

På følgende lister:
Sarah (50 point)
Anders (42 point)
Michella (25 point)
Jeppe S (16 point)
Rikke (2 point)


3.

ROSEMARY’S BABY
(1968)

3 lister / 136 point 

Endnu en gyser, som skubbede til rammerne for genren og dermed skabte en fortælling, der lader uhyggen sprede sig gennem den underliggende atmosfære og mysteriefyldte historie… En horrorfilm forklædt som et drama, hvor karaktererne og deres indbyrdes forhold, relationer og oplevelser spiller en stor rolle for vores indlevelse i filmen. Vi bliver langsomt præsenteret for filmens egentlige formål og Roman Polanski giver sit publikum god tid til at suge mystikken til sig, indtil de er lige så besat på at finde ud af hvad der foregår, som hovedpersonen selv. Frustrationen breder sig langsomt men sikkert og ‘Rosemary’s Baby’ cementerer sig selv som et karakterdreven, atmosfærisk mesterværk, når filmen langt om længe hiver hele fundamentet væk under dine fødder…

På følgende lister:
Anders (48 point)
Sarah (48 point)
Jeppe S (40 point)


2.

HARRY POTTER AND THE
GOBLET OF FIRE
(2005)

4 lister / 139 point 

Da jeg sagde, at denne liste ville indeholde overraskelser undervejs, så havde du formentlig stadig ikke forventet noget som dette… Listens største chok kommer i form af den bebrillede troldmand, Harry Potter, og den fjerde film om hans eventyr på Hogwarts. Hans fanbase er tydeligvis stor her på Filmpuls og placeringen her gør det igen klart, at vi er filmelskere med plads til alt og alle. ‘Flammernes pokal’ er det mest actionfyldte kapitel indtil da og desuden den første i serien til at få en PG-13 bedømmelse i USA. Den er større, mørkere og mere voldelig end sine forgængere, hvilket især gør sig gældende ved filmens klimaks, hvor Voldemort genfødes og vender tilbage på skræmmende vis. Dette segment er som taget ud af en horrorfilm og generelt er filmen fyldt med storslåede scener og fantastiske magiske påfund. Vil man have mere dybde kan man læse bogen, men som troldmandsspektakel er filmen flyvende hele vejen igennem!

På følgende lister:
Rikke (50 point)
Sarah (38 point)
Line S (30 point)
Line P (21 point)


1.

GOODFELLAS
(1990)

4 lister / 155 point 

“As far back as I can remember, I always wanted to be a gangster.” Martin Scorseses mafia-mesterværk topper vores liste i stor stil og vi lover dig, at der er ingen korruption eller bestikkelse involveret her… ‘GoodFellas’ er baseret på den sande historie om Henry Hill, som i filmen portrætteres af Ray Liotta, mens resten af rollebesætningen også er de helt rette mænd til jobbet, bl.a. med Robert De Niro og Joe Pesci. Det er i sandhed en episk beretning om mafialivet, hvor hver en sten vendes undervejs og alt fra succes til de endegyldige konsekvenser bliver portrætteret på elegant vis. Desuden har filmen en af de bedste voice-overs nogensinde, med uendelige mindeværdige citater og selvfølgelig Joe Pescis ikoniske impro-scene, som vi næsten er lidt bange for at sige, er hysterisk morsom!

På følgende lister:
Michella (42 point)
Anders (41 point)
Line P (38 point)
Nicolaj (34 point)


Så er vi desværre ved vejs ende… Til sidst vil vi gerne takke Jer endnu engang for at blive hængende til den bitre ende og vi håber, at har det været underholdende og interessant. Vi er stadig spændt på at høre, om du har nogle favoritter iblandt vores? Du er velkommen til at dele dine egne i kommentarfeltet her eller på vores facebookside…

 

Hvordan gjorde vi? 

  • Filmpuls’ flittige skribenter sendte hver en liste ind, som indeholdt deres 50 favoritfilm, rangeret efter hvor meget de elsker dem. Igen, dette er altså ikke nødvendigvis en “bedste film” liste, men nærmere end favoritliste der afspejler Filmpuls’ personlighed og smag.
  • Filmene fik point for deres placering, hvoraf deres absolutte favoritfilm fik 50 point, andenpladsen fik 49 point, tredjepladsen fik 48 point hele vejen ned til 1 point for deres sidste favoritfilm. Alle point fra alle lister blev lagt sammen og filmene blev derefter rangeret efter point; flest til færrest. 273 forskellige film fik stemmer, som så blev kogt ned til kun 50 film og dermed den endelige liste…
  • Hvis der var film, som havde samme antal point, så var det den film, som optrådte på flest lister, der blev rangeret højest. Hvis filmen optrådte på lige mange lister, var det filmen med den højeste placering på en given liste, der blev rangeret højest.