pulsen

Skrevet den 15 juni, 2018 | af Line Petterson

1

True Crime

Hvornår er noget følelsesporno og hvornår er det faktisk reelt nok, eller ligefrem vigtigt at dokumentere og indspille historiske begivenheder og tragedier? Det spørgsmål blev jeg tvunget til at tage stilling til, da jeg tilbage i maj måned skulle anmelde filmen om Utøya. Allerede inden jeg satte mig til rette i biografmørket, var jeg i tvivl om hvad vi helt præcist, skulle bruge en film om begivenhederne på Utøya til? Det er jo ikke fordi historien ikke er blevet fortalt adskillelige gange. Igennem både TV, medier og dokumentarer er vi blevet fyldt op med udsendelser, som på hver sin måde har søgt at skildre den tragiske hændelse som fandt sted i juli 2011. Og nej, det er ikke fordi jeg er følelseskold eller ikke forstår trangen til at filmatisere og genfortælle historier som denne, jeg synes måske bare at det nogle gange bliver gjort med den forkerte intention og indgangsvinkel.

True Crime når det er værst!

Eksempelvis synes jeg at filmen ’World Trade Center’ med Nicholas Cage i hovedrollen er en lang omgang overfladisk følelsesporno, og for mig at se virker det som om den tragiske hændelse er blevet brugt udelukkende til at sælge billetter. Det tager fuldstændig nerven ud af filmen og den ender med at fremstå ligegyldig og opblæst. Jeg har mange kritikpunkter til denne film og det er jo selvfølgelig bare min smag, men jeg synes filmen var dybt unødvendig.

Et lignende eksempel finder vi i filmen om Natascha Kampuschs mangeårige gidseltagning med Thure Lindhardt i en af de bærende roller. I denne film er skuespillet faktisk ok, men hvorfor er det nødvendigt at producere en film, som skal gå helt tæt på hvad det egentlig var der fandt sted i Kampusch fangeskab? Hvorfor skal det filmatiseres og puttes op på et lærred, så folk verden over kan sidde og savle af nysgerrighed, imens producenterne tjener kassen på biografsalget, er det ikke lidt weird? Hvorfor har vi brug for at producere materiale om disse ulykker?

Ja ja først og fremmest er det vel fordi at disse film sælger biografbilletter, for det gør de! Publikum er vilde med muligheden for at komme helt tæt på det der egentlig skete, vi er simpelthen nysgerrige! Og for at vi ikke alle skal sidde og få en dårlig smag i munden, så skal vi lige huske på at disse film jo også bliver produceret, fordi historierne er vigtige! Angrebene på Utøya og på WTC, og Natascha Kampusch forsvinden er tragiske og det er vigtigt at de ikke bliver glemt, først og fremmest for ofrenes og de overlevendes skyld, men samtidig for at forsøge at forhindre sådanne ting, for nogensinde at ske igen! Utøya er en af Norges største tragedier og i dette perspektiv kan man jo sagtens forstå hvorfor instruktør Erik Poppe følte trangen til at gengive fortællingen fra de unges side, det er ganske enkelt en ny og meget vigtig vinkel på historien, men kan man overhovedet forebygge eller ændre noget som helst ved at tage tragedien op igen på det store lærred?

Dobbeltmoral

Nårh tilbage til mig i biografmørket, for der sad jeg så, med alle disse store tanker flyvende rundt i hovedet på mig. Det gjorde de sådan set stadig en 14 dages tid efter og selvom jeg havde fået masser af anledning til at diskutere ovenstående med en del venner, så var jeg stadig ikke nået frem til et svar jeg var tilfreds med.

Da jeg dog senere i maj måned fik anbefalet et true crime podcast, som i den grad går tæt på rigtige mord og deler ud af makabre detaljer, så måtte jeg pludselig spørge mig selv, hvad sker der lige for at du kan sluge denne slags podcast råt, men ikke forstå hvorfor der er brug for film om store historiske tragedier? Det er nemlig ikke kun fordi der er forskel fra det auditive til det visuelle, for jeg er også vild med både true crime dokumentarer og film, så hvorfor har jeg så svært ved netop film om Utøya, World Trade Center, Natasja Kampusch og så videre?

Efter en del granskning måtte jeg erkende at det vigtige for mig ligger i om tragedien som filmens plot baseres på, bliver behandlet med respekt! Passionen og nerven skal være til at føle på, så er det fint nok at det gør ondt at se sådan en film, men der skal for mig at se, virkelig være belæg for at begynde at rode rundt i noget, som en masse mennesker måske stadig er berørte af. Det gør mig nervøs helt ind i knoglerne, når så følsomt materiale bliver behandlet med intentionen om at tjene penge. Jeg føler trods alt at der er mere på spil, hvis en film om Utøya ikke lever op til en vis standard, modsat en helt ukendt fiktionsfilm, som der trods alt spyttes mange (tvivlsomme) film ud af hvert år!

True Crime anbefaling

I virkeligheden måtte jeg bare indrømme at jeg, udover min kvalitetssans, er skide dobbeltmoralsk! Jeg er en true sucker for true crime og derfor har jeg besluttet mig for at lave en true crime anbefaling, for der er meget guf derude, so here you go, min top 3:

© 1990 – Warner Bros. Entertainment

’Goodfellas’

’Goodfellas’ er et gangsterdrama instrueret af Martin Scorsese, med blandt andet Robert De Niro, Ray Liotta og Joe Pesci i nogle af hovedrollerne.

Filmens manuskript er baseret på den sande historie om Henry Hill, en ung dreng fra Brooklyn som tidligt fascineres af gangstermiljøet i New York. Filmen formidler en gangster subkultur og giver et indblik i den lyssky forretning som foregår i dette samfundslag. Filmen er mørk, stærk og viser New Yorks gader fra gangsternes til tider glamourøse, men også hårde liv.

Jeg har nok set den en 3-4 gange og jeg er slet slet ikke færdig. Scorsese har begået et mesterværk med denne film og selvom Scorseses katalog indeholder mange fantastiske film, kan jeg uden tøven sige at dette er en af hans bedste, måske lige med undtagelse af ’Taxi Driver’!

© 2006 Paramount Pictures

’Zodiac’

’Zodiac’ udspiller sig i 60’erne og 70’ernes San Fransisco, hvor dele af en nyhedsredaktion bliver besat af jagten på seriemorderen Zodiac som terroriserer Californien. Zodiac efterlader gentagne gange ofre på sin vej og håner politiet gennem krypterede breve som sendes til store avisredaktioner. I hovedrollerne ses blandt andet Robert Downey Jr., Jake Gyllenhaal og Mark Ruffalo.

Sagen er stadig en af San Franciscos mest berygtede uløste forbrydelser og inden optagelserne til filmen påbegyndtes, brugte filmens manuskriptforfatter og producer selv 18 måneder på at foretage deres egen efterforskning af Zodiac mordene.

Filmen er instrueret af David Fincher som, trods det håbløse og frustrerende plot, formår at opretholde tilskuerens interesse, ved hele tiden at præsentere sine karakterer så vedkommende som muligt. De er simpelthen spændende at stifte bekendtskab med og selvom plottet bliver ved med at trække ud, formår Fincher at opretholde en nerve som virkelig er genial for fortællingen og genren.

© 2003 Newmarket Films

’Monster’

’Monster’ handler om den prostituerede Aileen Wuornos. Da Wuornos forelsker sig hovedkulds i den noget yngre Selby, som hun lover at forsørge for at få hende til at blive, ser hun sig nødsaget til at påtage sig endnu flere kunder. Efter et voldsomt møde med en kunde, som resulterer i at Wuornos for egen overlevelses skyld, ser sig nødsaget til at dræbe denne kunde, udvikler hun sig gennem filmens fortælling langsomt til en af USAs bedst kendte kvindelige seriemordere.

Filmen er instrueret af Patty Jenkins og har en fantastisk Charlize Theron i hovedrollen. Filmen er en rørende fortælling om den udstødte Aileen Wuornos, som siden hun var helt ung, har solgt sig selv for at sørge for andre. En masse forkerte valg, resulterer i en ond cirkel som Wuornos ikke har kræfter til at komme ud af. Historien er voldsom og rørende, skuespillet er godt og man får virkelig en hovedrolle at se, som er i dyb splittelse over sine gerninger.

Ønsker man den ægte true crime version, er der lavet flere dokumentarer om Wuornos, som både fortæller hendes historie og samtidig følger retssagen helt tæt på. Her kan jeg anbefale dokumentaren ‘Aileen: Life and Death of a Serial Killer’, som giver et tydeligt billede af Wuornos.

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



One Response to True Crime

  1. Line F. Svare says:

    Nogle enormt spændende overvejelser, som jeg kun kan tage del i!
    Som min artikel ‘Hvorfor kun Norge skulle have ret til at lave en Utøya-film’ også viser, så er jeg jo også på mange punkter i moralsk dilemma. Hvornår er det okay at filmatisere virkelig begivenheder? Hvornår er det bare følelsesporno og underholdning, og hvornår er det vigtigt og betydningsfuldt? Det er fandme en svær balance!! Og det er på mange punkter noget hver eneste true crime film skal formå at få balanceret helt perfekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑