filmnyheder

Skrevet den 14 maj, 2019 | af Kofi Lawson

0

Wulffmorgenthaler laver animationsfilm for hele familien

Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, duoen bag de kendte og elskede Wulffmorgenthaler-tegneseriestriber, står sammen med Zentropa bag den nye spillefilm.

Den nye spillefilm ‘Mugge & Vejfesten’ er en animationsfilm for hele familien, og er baseret på duoens egen børnebog, der udkom på Gyldendal i 2017.  Wulff og Morgenthaler skriver og instruerer selv ‘Mugge & Vejfesten’ og lover, at filmen vil være både sjov, skør og en lille smule livsklog og fremfor alt: konstant underholdende. På stemmesiden lægger en række velkendte skuespillere stemme til filmens karakterer, bl.a. Jens Jacob Thychsen, Iben Hjejle, Stephania Potalivo, Sofie Linde, Martin Brygmann, Lars Hjortshøj, Mia Lyhne, Jan Gintberg, Mick Øgendahl og Nikolaj Kopernikus.

‘Mugge & Vejfesten’ er en komedie om Mugge, verdens lykkeligste dreng. Han bor sammen med sine forældre på en idyllisk og helt almindelig dansk villavej befolket med skæve typer som opfinderen Henrik Skovlykke, femlingerne Allan, Allan, Allan, Allan og Allan, kattedamerne Tove og Karen, et par nonner, der altid går rundt på stylter og ikke mindst Weirdoen fra Nakskov. Mugges lykke slutter brat, da den glade knægt opdager, at hans mor er blevet forelsket i den uimodståelige crossfit-træner Pierre og nu forlader Mugge og hans far. Det kan Mugge overhovedet ikke acceptere. Han beslutter sig for at gøre alt hvad han kan, for at bringe sine forældre sammen igen – og det skal foregå ved den store årlige vejfest. Så sker det, der bare ikke må ske: vejfesten aflyses. Alt håb synes ude, men Mugge kan ikke holdes nede, og sammen med sin veninde Sofia lægger han en plan…

‘Mugge & Vejfesten’  får biografpremiere 26. september 2019.

Tags: , , , , , , , , , , ,


Om skribenten

Sci-fi nørd med en svaghed for Denzeeeeel.. (altså som skuespiller)



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑