Kan man virkelig lave en film om Donald Trump? Den efterhånden meget omtalte og kontroversielle film af Ali Abbasi har på mange måder været et projekt, der har virket umuligt. Filmens budget har været mildest talt i fare under store dele af produktionen, og Trump selv har fordømt filmen.
Abbasi er kendt for sine grænsesøgende film, som ikke er bange for at kigge ondskab, tabu og kontrovers lige i øjnene. Med spillefilm som ‘Grænse’ og ‘Holy Spider’ er den iransk-danske instruktør trådt frem som en fuldkommen unik stemme i filmverdenen, der formår at finde følelsesladede historier hos trolde og seriemordere. Derfor har det været særligt spændende at se, hvordan lige netop Abbasi ville angribe Donald Trump som karakter.
Historie
Donald Trump er ikke en figur, der kræver megen introduktion. ‘The Apprentice’ dykker ned i den tidligere amerikanske præsidents fortid for at skabe en fortælling om, hvordan en karakter som Trump bliver kreeret.
Vi møder i filmen Donald (Sebastian Stan) som ung og i sin fars skygge, hvor han bruger sine dage på at opkræve husleje og drømme om at renovere et gammelt hotel i New York. Han bliver lynhurtigt etableret som ambitiøs og draget af det glamourøse og det dekadente, som New Yorks overklasse har at byde på. På en af disse overdådige og eksklusive klubber møder han Roy Cohn, den skruppeløse og infamøse advokat, som spiller en nøglerolle for Trumps udvikling og smag. Cohn tager Trump under sin diabolske vinge nærmest med det samme, og oplærer ham i sin metode for at komme frem i verden hurtigt og effektivt.
Alt er på spil og alt kan forhandles, forskrues og benægtes når duoen begynder på deres skruppelløse samarbejde, der kaster Trump fremad i ejendomsbranchen og opad i klasserne.
Der bliver ikke sagt meget om Trump, der ikke allerede er blevet sagt af hundrede andre, men Abbasis film formår at skabe et portræt af 80’ernes og 90’ernes Trump, der er overraskende nuanceret. Både Trump og Cohn får som karakterer lov til at have flere aspekter med sig, og som seer bliver man inviteret ind til både op- og nedturene, der definerede årtierne for begge mænd. Der bliver ikke lagt fingre imellem; vi får lov at se præcis hvor forskruet, magtsyg, grisk og kompromisløs man må være, for at nå dertil, hvor Trump er i dag. Alligevel får karaktererne også lov til at føle både sorg og glæde, og denne balance danner et helhedsindtryk, der sætter sig dybt og giver en lettere ubehagelig smag i munden.
Skuespil
Sebastian Stan som Donald Trump kan virke som et mærkværdigt casting valg, men jeg fik fejet benene fuldstændig væk under mig af hans præstation. Stan er klædeligt underspillet og oprigtig i sin skildring af hovedpersonen, og han holder sig fra valg, der kunne have gjort hans skuespil til noget fra en SNL sketch. Hans mimik og talemåde holdes genkendeligt, men uden det bliver en parodi af sig selv. Stan formår at give karakteren en kæmpe udvikling, begyndende som den småusikre, underkuede unge mand og slutteligt som den karakter, vi kender Trump som i dag: en mand der vil sige alt og gøre alt for at opnå sine mål, uanset hvor mange, der trædes på undervejs.
Sebastian Stans Trump komplimenteres af en fuldkommen forrygende portrættering af Roy Cohn spillet af Jeremy Strong. Strong leverer en mindst lige så nuanceret præstation som Stan, og advokaten skildres gennem Trumps øjne både som formidabel og sølle.
De to karakterer følger modsatte retninger, Trump stiger og stiger opad mens Cohn må se sig slået i sit eget spil af sin protégé, og begge udviklinger bliver spillet troværdigt og mesterligt.
Visuelt
Billedsiden af ‘The Apprentice’ er præget af overdådige set design og lokationer, hvor karaktererne kan boltre sig. Hele herligheden er fanget af et primært håndholdt kamera, der følger skuespillerne tæt. Den simple kameraføring, der er så nærgående karaktererne grounder filmen i netop i sine karakterer. Arkivoptagelser fra perioden sætter rammerne for mange af scenerne, og filmens visuelle stil kan føles nærmest dokumentarisk. Det giver skuespilspræstationerne plads til at komme helt til rette, og det tæt følgende kamera sikrer, at der ikke lægges nogle fingre imellem på nogen af scenerne.
Denne visuelle intimitet med karaktererne kan virke nærmest kvalmt, når vi ser Trump kaste sin daværende kone Ivana på gulvet og voldtage hende midt i deres gigantiske stue. Det er ikke for sarte sjæle, men har man modet på det, får man lov til at se en skildring af millionær-eliten, der ellers sjældent er blevet lavet.
Musik og lydbillede
Musikalsk er filmens soundtrack i høj grad med til at sætte filmens tidsramme. Der er 80’er og 90’er hits flettet ind med arkivoptagelserne, der er med til at iscenesætte de vilde omgivelser, som filmen udspiller sig i.
Lyden føles i mange tilfælde næsten overrumplende, fra den hidsige summen i retssale til byggerilarm til overdådige fester. Denne støj står i skarp relief overfor filmens stille, mere indadvendte scener, hvor reallyden får lov til at få os helt telt på karaktererne.