Action legenden Arnold Schwarzenegger fyldte 75 år i juli hvilket er værd at anerkende her på Filmpuls.
Hvis man ikke har det store kendskab til Arnold Schwarzenegger ,så kan man passende starte med gå på opdagelse i nedenstående liste. Der er virkelig noget at komme efter, hvis man er til god gammeldags action. Listen spænder mellem underholdende action til decideret mesterværker. Vil vove den påstand, at toppen af denne liste udgør noget af det bedste inden for action genren NOGENSINDE.
10. The last action hero (1993) – Instruktion: John Mctiernan
Dette er måske det mest kontroversielle valg, for den ville næppe figurere på andre top 10 lister over Schwarzeneggers film. Selv om den præsterede udmærket ved billetlugerne, blev det SLET ikke den succes, som man havde forventet. Den blev endda betragtet som et flop på daværende tidpunkt, hvilket var uhørt, når Schwarzeneggers navn stod øverst på plakaten.
Efter min mening skyldes det først og fremmest, at den skulle konkurrere mod ’Jurassic Park’, for det er alligevel de færreste film, der kan det. En anden faktor er, at den var forud for sin tid. Publikum havde forventet en normal Schwarzenegger film, men fik noget andet. ’The Last action Hero’ gør nemlig så meget grin med flere af klichéerne inden for action genren, at den til tider bevæger sig på grænsen til at være en spoof film.
Den grundlæggende ide er SUPER god. Den handler om, at filmnørden Danny får en billet med magiske egenskaber. Den gør nemlig, at han ryger med ind i handlingen, i den action film som han er ved at se. Dermed bliver han makker med hans yndlings action helt Jack Slater, der spilles af Schwarzenegger.
Som garvet filmnørd har Danny kendskab til flere centrale ting, der gør sig gældende inden for genren. Dette er en stor fordel, når skurkene skal nedkæmpes. På et tidspunkt ryger Danny og Jack Slater tilbage til den virkelige verden igen. Her opstår flere sjove scener, hvor Jack Slater finder ud af, at tingene her er meget anerledes end i filmverdenen.
Eksempelvis gør det nu meget ondt at smadre bilruder med hånden, hvilket det ellers ikke plejer at gøre i filmverdenen.
Udover at gøre grin med action film er filmen spækket med popkulturelle referencer til andre velkendte film og personer. Flere stjerner optræder i mindre roller for at gøre lidt grin med deres image; inkl. Schwarzengger selv. Der er også nogle drillerier adresseret til Sylvester Stallone, som jo var en stor konkurrent til Schwarzenegger på det tidspunkt.
Bevares nogle af scenerne er for overgearede og filmen er måske en anelse for lang. Den prøvede dog at gøre noget andet, hvilket den fortjener at blive belønnet for. Tonen i filmen passer bedre ind i dag, end den gjorde tilbage i 93.
9. Red Heat (1988) – Instruktion: Walther Hill
Film som ’48 timer’ og ’Dødbringende Våben’ sørgede for at buddy cop- filmene var meget populære i 80érne. Alle action stjerner med respekt for sig selv var nødt til at medvirke i en og ’Red Heat’ er Schwarzeneggers bidrag.
Schwarzenegger spiller den russiske betjent Ivan Danko, der bedst kan beskrives som en russisk terminator af få ord. Han skal modvilligt arbejde sammen med den amerikanske betjent Art Ridzik (Jim Belushi). Han er den diametrale modsætning, hvor munden aldrig står stille. På trods af deres forskelligheder lærer de dog at stå sammen i jagten på den skumle narko gangster Viktor Rostavili (Ed O`Ross).
Dialogen er ganske munter og politisk ukorrekt. Flere af tingene var bestemt ikke gået i dag, men det gør det hele dejligt forfriskende.
Filmen byder på flere fede action scener bl.a. en vild busjagt gennem Chicagos gader samt flere blodige skyderier. Her introduceres i øvrigt en russisk pistol der får den amerikanske magnum til at minde om en hundeprop pistol.
Desuden åbner filmen med en slåskamp i et sauna, hvor lydeffekterne er så overdimensionerede, at man slet ikke er i tvivl om hvilket årti filmen er fra. Det er dog en del af charmen:)
8. Conan the barbarian (1982) – Instruktion: John Milius
Som barn bliver Conan solgt som slave, efter at den onde troldmand Thulsa Doom har dræbt hans familie. Det viser sig, at Conan har et stort talent til at vinde i gladiator arenaen. Han udvikler sig efterhånden til en muskuløs dræbermaskine, der ikke er bange for at hugge hovederne af sine modstandere.
Han har dog aldrig glemt, hvad der skete med hans familie og har svoret hævn over den onde troldmand. Da det lykkes for ham at undslippe fangeskabet, begiver han sig ud på en drabelig hævntogt.
Indrømmet denne film kræver nok en stor portion nostalgi for virkelig at værdsætte den. Det er bestemt ikke alle effekter, der er ældet med ynde og enkelte af kampscenerne er ufrivillig komiske. Eksempelvis en scene hvor Svend Ole Thorsen bliver spiddet, er svær ikke at trække på smilebåndet over.
På tilsvarende måde som i den første terminator film, er dette en fysisk rolle uden ret mange replikker. Det passer jo rigtig godt til Schwarzenegger her i starten af hans karriere, hvor han knap nok kunne tale engelsk. Han er fysisk intimiderende og meget troværdig som en tavs barbar og den indre drengerøv får omgående lyst til at lave et træsvær og fægte med:)
Men man kan virkelig mærke, at hjertet har været med i produktionen. Kreative kostumer og overdådige kuliser bidrager til en helt speciel fantasy stemning, der indeholder blodsprøjtende og politisk ukorrekt voksenunderholdning.
Og ja det er den film, hvor Schwarzenegger slår en kamel bevidstløs, hvilket af uforklarlige årsager næsten gav mig tårer i øjnene af grin.
7. The Running Man (1987) – Instruktion:
Schwarzenegger spiller helikopterpiloten Ben Richards. Han anbringes i en fangelejr efter at han nægter at adlyde ordrer om at bombe en landsby. Dette er et effektivt anslag til filmen og nærmest en lille film i sig selv. Fangerne har halsbånd på, der eksploderer, hvis de kommer for langt væk fra fængslet. Det kommer der flere nervepirrende scener ud af.
Ben Richards får dog iscenesat en spektakulær flugt, men bliver desværre fanget igen og skal nu afstå sin straf på en anden måde.
Han skal være med i det populære program ’The Running Man’, hvor kriminelle kan vinde deres frihed ved at overleve programmet. Det er selvfølgelig ikke så nemt, som det lyder. Deltagerne bliver nådesløst jagtet af de såkaldte stalkers. De kan vel bedst beskrives som moderiske psykopater, med en fysik, der gør at selv Schwarzenegger virker lille. De har hver især kreative fartøjer og vilde våben. Af eksempler kan nævnes en KÆMPE motorsav, ishockeystav med savtakker og flammekaster.
Værten for programmet Jack Killian bliver veloplagt spillet af Richard Dawson. Han formår, at få den indre blodtørst frem hos almindelige borgere, når de skal gætte på, hvilken stalker der formår at dræbe deltagerne. Man fornemmer en snert af satire, når disse drabelige stalkers har idolstatus blandt befolkningen. De indgår i diverse brætspil, som KUN de heldige borgere vinder.
Selv om filmen til tider kan se lidt billig ud, så er den enormt underholdende. Schwarzenegger er veloplagt og sørger for, at one liners og voldelige dødsfald går hånd i hånd. Der er i øvrigt en scene med en motorsav, der har bundfældet sig permanent i min hukommelse.
Selv om konceptet lyder vandvittigt, så føles det alligevel som om, at den slags underholdning ikke er helt så fjern mere i takt med, at koncepterne i diverse tv-programmer bliver mere og mere ekstreme.
Forestil dig ’Hunger Games’ for voksne, der udspiller sig i 80érne. Så har du en god ide om hvad venter.
Filmen er i øvrigt baseret på en bog af Stephen King.
6. True Lies (1994) – Instruktion: James Cameron
Efter at have floppet med ’The last action hero’ kom Schwarzenegger tilbage på sporet med denne action komedie. Han spiller Harry Tasker, der lever et hemmeligt liv som agent. Konen tror, at han er en kedelig sælger, men det er langt fra tilfældet. Når man er hårdtslående agent, har man svingende arbejdstider, så det kniber lidt med at få familielivet til at hænge sammen. Konen begynder efterhånden at kede sig i rollen som husmor.
Hun får dog mere eventyr inden hun turde håbe på, da hun hvirvles ind i Harry Taskers`næste mission.
Filmen var på daværende tidspunkt verdens dyreste film og det afspiller sig i nogle FANTASTISKE action scener. Bl.a. en scene hvor en bro bombarderes af F-16 fly eller hvor Schwarzenegger bruger en benzin pumpe som flammekaster. Et forrygende opgør på et toilet har tydeligvis inspireret ’Mission Impossible: Fallout’.
Filmen er flere steder meget humoristisk. Jamie Lee Curtis er veloplagt som Helen Tasker, der gennemgår en sjov forvandling fra kedelig husmor til kvindelig actionhelt. En af de humoristiske højdepunkter er en kejtet striptease scene, hvor Jamie Lee Curtis spiller helt vidunderligt. Midten af filmen kan dog godt føles lidt som et afsnit af ’Desperate Housewifes’ og det går lidt ud over tempoet. Derfor klarer den ikke en helt top 5, men kan varmt anbefales alligevel.
5. Commando (1985) – Instruktion: Mark L. Lester
’Commando’ kan vel bedst beskrives som Schwarzeneggers udgave af Rambo tilsat lidt humor. Han spiller soldaten John Matrix, der vil redde hans datter for enhver pris fra en skummel diktator. Det var DEN film, hvor mange drenge havde plakaten hængende på værelset. Når man ser filmen i dag, bliver man med det samme taget tilbage til barndommen, hvor mange frikvarterer gik med at diskutere: Hvem ville vinde Rambo eller Matrix?
Svaret blafrer stadigvæk i vinden, men uanset hvad så er det stadigvæk en meget underholdende film. Det er en actionfilm, der er pakket med eksplosioner og vilde stunts, hvor Schwarzenegger afliver skurke, mens han siger seje replikker. Tempoet er højt og du når knap nok at komme forbi de indledende tekster, inden de første personer er dræbt og handlingen er i gang. Her er ikke tid til romantiske sidehistorier.
Filmen har desuden flere humoristiske scener bl.a. hvor karakteren Cindy prøver at befri Matrix, efter at han er blevet arresteret. Hun kommer dog til at vende en raketkaster forkert og kommer til at skyde i den gale retning.
Enkelte scener er også ufrivillige morsomme. Eksempelvis er det svært at tro på, at skurken Bennet udgør en alvorlig trussel mod Matrix, når han går rundt med alt for stramtsiddende tøj, der fremhæver hans store ølmave. Hvis man køber den præmis og i det hele taget ikke tænker for meget over plothullerne i handlingen, så er der en EKSTREM underholdende film i vente.
Scenen i filmens sidste akt hvor Schwarzenegger gør klar til krig, er stadigvæk ikonisk. Man kan ikke andet end fryde sig, når han egenhændigt angriber en hel ø fyldt med skurke. De bliver aflivet på bestialsk vis med alt lige fra raketstyr, knive, savklinger, høtyve, maskingevær og hvad der ellers lige er i nærheden. Man hopper næsten i sofaen og laver rullefald ned på gulvet på samme måde, som da man så den på drengeværelset for første gang. Når man uden problemer kan se den samme film mere end 30 gange, så kan den altså noget.
Det er med andre ord et vaske ægte 80èr drøn af en actionfilm, hvor sjove replikker, store muskler og våben går hånd i hånd. Perfekt til en filmaften hvor man drikker lidt øl.
4. The Terminator (1984) – Instruktion: James Cameron
Første gang at vi stifter bekendtskab med Schwarzenegger i sin ikoniske rolle som The terminator. Han spiller en dræber robot, der sendes tilbage i tiden for at dræbe Sarah Connor. Hun føder nemlig senere en søn ved navn John Connor, som kommer til at spille en afgørende rolle i kampen mellem menneskerne og maskinerne.
Heldigvis lykkedes det dog menneskerne at sende Kyle Reese med tilbage for at beskytte hende.
Filmen er en dundrende effektiv actionfilm med de vildeste stunts, der tager pusten fra en. Massakren på politistationen giver stadigvæk svedige håndflader, for det understreger hvilken uovervindelig modstander, der jager vores to hovedpersoner. Dette giver en konstant spænding, der varer lige til sidste scene.
Filmen har desuden en meget fængende og interessant historie som omdrejningspunkt. Menneskets kamp mod maskiner med kunstig intelligens synes skræmmende aktuel. Kombinationen af den fængende historie og Brad Fidels underlægnings musik giver filmen en eller anden helt speciel aura, som adskillige har prøvet at kopiere, men som kun Cameron selv har formået at matche.
Instruktøren James Cameron får det absolut bedste ud af Schwarzenegger. Udover at levere ikoniske one liners er han virkelig overbevisende som dræberrobot uden samvittighed.
Michael Biehn og Linda Hamilton er også virkelig troværdige som hhv. Kyle Reese og Sarah Connor, hvilket gør, at man er investeret i dem og håber at de overlever.
3. Sidste udkald (1990) – Instruktion: Paul Verhoeven
En særdeles underholdende genrehybrid mellem action og science fiction. Schwarzenegger spiller bygningsarbejderen Douglas Quaid, der opsøger firmaet Recall. De er specialiseret i at implementere eventyr i hjernen, men noget går selvfølgelig galt. Alt vendes op og ned i Quaids liv, men er det en drøm eller virkelighed?
Instruktøren Paul Verhoeven er kendt for at lave særdeles brutale og voldelige film og ’Sidste udkald’ er bestemt ingen undtagelse. Dette er en seriøs kandidat til mest voldedige Schwarzenegger film nogensinde.
Filmen har et forrygende tempo. Omkring 20 min inde i filmen starter en nådesløs jagt på Quaid, hvor den ene fremragende og brutale action scene afløser den anden. Man sidder HELT ude på kanten af sædet helt ind til rulleteksterne. Det føles nærmest som at prøve en vild rutsjebane i tivoli. De praktiske effekter understøtter virkelig action-scenerne, hvilket gør dem meget mere intense og troværdige.
I flere scener taber jeg stadigvæk kæben af bare begejstring. Eksempelvis scenen hvor Quaid jages på en rulletrappe giver i den grad baghjul til de fleste af de chase scener, som vi ser i dag. Jeg får stadigvæk svedige håndflader af scenen, hvor skurkene har spændt Quaid fast i en stol og prøver at slette hans hjerne,… og sådan kunne jeg kunne blive ved.
Undervejs er der selvfølgelig stadigvæk tid til at sige humoristiske one liners, som kun Schwarzenegger kan levere dem.
Hvad har filmen ud over fremragende action og episke one liners spørger du?
Udover al den FANTASTISKE action så imponeres man også af make up effekterne undervejs. Mutanterne på Mars er virkelig vellavet og i særdeleshed deres leder Quato.
Desuden har filmen et meget mere kompliceret og udfordrende manuskript, end hvad vi ellers er vant til i en Schwarzenegger film. Der er flere små detaljer undervejs i filmen, der kan give hint til det store spørgsmål: Er det hele en implanteret drøm eller er det virkelighed? Dette kræver formentlig, at man ser filmen flere gange, man det bør man også unde sig selv, for det fås ikke meget bedre.
2. Predator (1987) – Instruktion: John Mctiernan
Undertegnede har allerede erkæret sin store kærlighed til John Mctiernans mesterværk, som du kan læse mere om her: ’Predator’.
Men for lige at opsummere så er det den, hvor Schwarzenegger leder en gruppe af soldater på mission dybt inde i junglen. Pludselig bliver de jaget af en tilsyneladende uovervindelig fjende og panikken breder sig blandt de ellers så hårdkogte soldater.
Sammenspillet mellem skuespillerne er decideret fremragende. Hver soldat har en personlighed og yder forskelligartet modspil til Schwarzenegger. Man fornemmer virkelig venskabet og den oprigtige stærke kemi mellem karaktererne. Dette gør, at man virkelig føler noget for karaktererne og håber på, at de overlever den umulige kamp mod truslen udefra.
Det kan godt være, at Schwarzenegger aldrig bliver den store karakter skuespiller, men han brænder fuldstændig igennem i ’Predator’. Han har altså en karisma, der nærmest lyser ud af skærmen. Vil vove den påstand, at det er i den her rolle, hvor han spiller bedst i hele karrieren. Det er også en mere krævende rolle, end hvad han er vant til, fordi hans karakter, Dutch gennemgår en udvikling. Han starter som en macho action helt med høj cigarføring og ’one liners’ til at blive en mere menneskelig helt, der ikke ved, hvad han skal stille op mod sin modstander. Det kunne nemt blive ufrivillig komisk, men det gør det ikke, fordi Schwarzenegger formår virkelig at lave en troværdig og intens fremstilling af en soldat, som frygter for sit liv.
Filmen laver et genreskift fra hæsblæsende action til stemningsfuld gyser. Dette fungerer virkelig godt, dels fordi at man er investeret i karaktererne, men også fordi at filmen rent teknisk stadigvæk holder.
Det der på papiret lyder som en b-film, bliver ophøjet til et vaskeægte action-mesterværk, fordi indsatsen fra alle involverede både foran og bagved kameraet går op i en højere enhed.