I ‘Heretic’ åbner en djævelsk Hugh Grant døren og inviterer dig indenfor til en lille snak om organiseret religion. Tænk ikke på, at lyset pludselig slukker. Fokuser ej heller på din mobil, der ikke længere har nogen forbindelse. Lige om lidt er der nemlig friskbagt blåbærtærte … Læs filmpuls.dks filmanmeldelse af ‘Heretic’ her.
Historie
Da de to unge, mormonske missionærer, Sister Barnes (Sophie Thatcher) og Sister Paxton (Chloe East), en stormfuld eftermiddag banker på døren til et isoleret hus, forventer de ikke andet end et kort møde og en sandsynlig afvisning. Men efter de træder indenfor i den imødekommende og veltalende Mr. Reeds (Grant) hjem, står det hurtigt klart, at de har åbnet døren til noget langt farligere end forventet. En tilsyneladende uskyldig samtale om Mormonkirken udvikler sig hurtigt til en eksistentiel konflikt om selve troens grundlag. Bag husets fire vægge snor forvirrende gange, mystiske gåder og Mr. Reeds manipulerende psykologiske spil sig om de to kvinder. Mens stormen raser udenfor, må Barnes og Paxton ikke blot kæmpe for deres liv, men også for og imod den religion, de er blevet født ind i.
‘Heretic’, der er skrevet og instrueret af duoen Scott Beck og Bryan Woods, har i allerhøjeste grad præmissen på sin side. Historien sættes op som en slags religiøs Saw, hvor blodig og grafisk vold er erstattet af Mr. Reeds selvcentrerede eksistentialistiske monologer, og torturkammeret er skiftet ud med et charmerende retro rædselshus. Alligevel forbliver en galnings gåder og groteske puslespil fortællingens omdrejningspunkt. Kombineret med den mormonske tros dunkle historie og udtryk skabes et virkelig elektrisk koncept.
Og langt hen ad vejen leverer filmen også en engagerende fortælling. Filmens første halvdel består primært af en hurtig og medrivende dialog, og der opstår i sandhed magi på lærredet, da de to parters roller syntes at inverteres, og Mr. Reed leverer bombastiske prædikener, mens Sister Barnes og Sister Paxton agerer skeptikere. Som en tryllekunst, sætter Beck og Woods’ manuskript tricks op, blot for at trække tæppet væk under os, udfører afledningsmanøvrer og holder tilskueren hen i spænding, mens vi venter på showets store finale.
Men så mister ‘Heretic’ momentum. I filmens tredje akt får man indtryk af, at forfatterne løb tør for idéer, tid eller begge dele. Resultatet er en halvhjertet konklusion på filmens centrale mysterium, hvor tempoet føles forvirrende og ikke på niveau med filmens øvrige spænding. Det er heldigvis ikke grælt nok til at ødelægge filmen, men det er en skuffelse.
Heldigvis formår filmen dog at rette kursen i sidste øjeblik. Jeg vil ikke afsløre slutningen, men for mig var de sidste minutter i særdeleshed filmens første halvdel værdige og lod mig forlade biografsalen fyldt med den nysgerrighed, jeg håber at føle efter en god gyser.
Visuelt
Filmen, der er distribueret af A24, passer visuelt som hånd i handske med selskabets øvrige gysere og thrillers. Den tyer ikke til platte jumpscares eller andre konventionelle gyser-gimmicks, men formår derimod at skabe en faretruende og uhyggelig atmosfære gennem et generelt lækkert visuelt sprog og lydbillede.
Filmfotograf Chung-Hoon Chung, kendt for de skræmmende og smukke billeder fra film som ‘Last Night in Soho’ og ‘The Handmaiden’, leverer det ene stilsikre shot efter det andet. Chungs arbejde hjælpes så sandelig på vej af production designer Philip Messina, hvis tidligere arbejde eksempelvis kan ses i ‘Hunger Games’-filmene og ‘8 Mile’.
I ‘Heretic’ er settet den fjerde hovedperson. Mr. Reeds rustikke retrohjem føles simultant som en logisk umulighed og meget, meget materielt. Et rum, der burde føles levet i, men ender med at fremstå klinisk. Næsten hjemligt, men forvrænget. Resultatet er effektivt – og meget uhyggeligt. De mindste elementer – et gardin, en lyskontakt, en skulptur – får det til at krybe ned ad ryggen.
Men, der er et “men”.
For også på filmens visuelle side går noget galt mod slutningen. Hver indstilling i filmens første halvdel virker intentionel og kælet for, men mod slutningen mister det fotografiske sprog sin kraft. I første halvdel er Mr. Reeds onde labyrint af et hus filmens mest spændende element. Jeg sad på kanten af mit sæde og kunne ikke vente med at finde ud af, hvilke kroge vi nu skulle udforske, og hvilke mysterier de ville afsløre. Men så falder også det til jorden, og anden halvdel leverer desværre ikke overbevisende på, hvad første halvdel lægger op til.
Dog er det værd at bemærke, at slutningen også redder filmens visuelle side. Her vender vi tilbage til de intelligente visuelle detaljer og de smukke billeder.
Skuespil
Et område, hvor filmen til gengæld leverer fra start til slut, er skuespilpræstationerne. De tre hovedpersoner er overbevisende, energiske og virker fuldt engagerede i deres karakterer.
Er dette endnu en rolle, hvor Hugh Grant spiller en variation af ‘Hugh Grant’? Overhovedet ikke et problem. I ‘Heretic’ formår Grant virkelig at balancere mange umiddelbart selvmodsigende karakteristika med elegant lethed: Han er karismatisk og irriterende. Han er djævelsk og ynkelig. Han er overbevisende, men ikke så meget, som han selv tror. Mr. Reed, der så nemt kunne være blevet blot utålelig, er virkelig i gode hænder hos Grant.
Thatcher, der spiller den mere rebelske og selvsikre Sister Barnes, leder tankerne hen på Anya Taylor-Joy i ‘The Menu’ i sin intelligente, næsten katteagtige blikke og ofte stoiske natur.
Men særligt imponeret var jeg af Chloe East, der spiller den akavede og meget umiddelbare Sister Paxton. I Easts hænder får ‘Heretic’ et element af coming-of-age-fortælling, der er mere end blot psykologisk. East kropsliggør sin karakter på meget imponerende vis, fra hendes ungdommelige nervøsitet, der forvandler sig til desperat angst, til sorg og vrede. Vi ser, hvordan eksistens og tro ikke kun er mentale, men også fysiske erfaringer.
Musik og lydbillede
Ligesom ‘Heretic’ i sit visuelle sprog undgår de værste gyserklichéer, er filmens musik og lydbillede også helt uden irriterende og banale effekter. Der er ingen fjollede jumpscares eller kedelige strygere. Der er ikke engang nogen creepy salmer eller børnesange.
Musikken, der er komponeret af Chris Bacon, har ligesom filmens visuelle side et overvejende rustikt og retro udtryk, der interagerer formfuldendt med filmens miljø.
Interessant nok spiller musikken også en rolle i filmens eget univers, hvor visse sange træder frem som vigtige elementer i historien. Og her møder vi igen filmens udfordring med sin sidste tredjedel: Tre sange nævnes og fremhæves i filmen, men kun to af dem bliver afspillet. Jeg var overbevist om, at den sidste som minimum måtte afspilles hen over rulleteksterne. Det gjorde den ikke. Det er selvfølgelig ikke nogen stor mangel, men det er dog endnu et eksempel på en film, der er rigtig elegant skruet sammen – lige indtil den ikke er.
Jeg tror ikke nødvendigvis, at historien i ‘Heretic’ er for alle. I stedet for at formulere en sammenhængende tese om religion, oplevede jeg, at filmen snarere ønsker at stille spørgsmål, og det er netop der, den er stærkest. Men jeg elsker personligt, når en gyserfilm i højere grad efterlader mig med spørgsmål, jeg ikke før har overvejet. Jeg foretrækker det langt over et direkte budskab.
‘Heretic’ er en kritisk film, men også en nysgerrig og åben film. Portrætteringen af religion, tro og forskellene mellem de to føles nuanceret og – sjovt nok – næstekærlig i sin natur.