Donald Glover. Sorry to Bother You
Copyright: Annapurna Pictures. Fotograf: Peter Prato

Filmanmeldelse: ‘Sorry to Bother You’

LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
6

Når det kommer til at politisere film, så er jeg ikke nogen fan. Så kan du måske godt sige: Jamen, er næsten ikke alle film politiseret på en eller anden facon? Jo, det er de nok, men nogle gør et bedre arbejde med at skjule det end andre. ‘Sorry to Bother You’ skulle efter sigende ikke skjule dens politiske kritik, og derfor gik skribenten da ind i biografmørket med et lidt skeptisk sind.

Historien

Vi befinder os i en noget alternativ udgave af USA, eller rettere sagt Oakland(Californien), hvor handlingen foregår. Her møder vi den afro-amerikanske telefonsælger Cassius, der lever i hans morbrors garage, og som knap nok kan få en tilværelse op og kører. Livet som telefonsælger er heller ikke super, og hver dag bliver han mindet om, hvor tæt han hele tiden er på at få sparket. Men en dag, der finder Cassius sin ”hvide stemme”, og med den skaber han så meget succes, at han bliver en del af eliten af telefonsælgere, der hører til oppe på den øverste etage. Men succes har altid en bagside, og meget hurtigt opdager vores hovedperson, hvor grådig, umoralsk og skruphamrende sindsyg hans arbejdsgiver er.

Som jeg nævnte før, så er man ikke særlig stor fan af politiserende film. Og ‘Sorry to Bother You’ er i den grad et værk med en kæmpe kritik af kapitalismen og det amerikanske samfund. Men jeg må samtidig også indrømme, at denne film er så elegant, syret, vanvittig og morsomt sat op, at jeg slugte de politiserende budskaber i mig, og bare lod mig drive med. Plottet sætter fint et små-dystopisk univers op, der meget ligner vores egen nutid. Dette er en af de herligste absurde oplevelser, som jeg personligt har været vidne til, og det kommer fra en som har set pænt mange mærkelige film.

Boots Riley, der normalt var kendt i musikbranchen, ja han laver hér en af de stærkeste filmdebuter nogensinde. Han har kreeret en skarp politisk satire som er en allegori over institutionel racisme i forretnings verdenen, men som også retter dens kanoner imod identitets politikken, der eksisterer i USA. Og det er en af de film, som åbenlys griner af sig selv, men også f.eks. inviterer det borgerlige og kapitalistiske segment til at grine med dem og af deres egen ideologi. Personlig synes jeg at fornemme en fin balanceagt, som er sovset ind i de vildste groteske scenarier. Især filmens tredje og sidste akt går fuldstændig bananas, og det er klart, at mange nok vil synes det er for meget, men for min skyld måtte man godt kører den længere ud. ‘Sorry to Bother You’ er klart en af dette års vildeste trip i biografen, og jeg kan ikke lade være med at anbefale den nok.

Skuespil

Filmen har en buket af kendte ansigter, som virkelig giver den maks på pedalen. LaKeith Stanfield (kendt fra ’Get Out) spiller Cassius, og han er suveræn i rollen. Han er måske ikke komiker af natur, men han er voldsomt morsom hér. Ikke at han fyrer jokes og gags af ad libitum, men han er dygtig til at adaptere plottets absurditeter til sig. Tessa Thompson (kendt fra ’Creed’ og ’Thor: Ragnarok’) spiller Detroit, som er kæreste til hovedpersonen. Hun lever af at være kunster, og især en scene med hende, hvor hun holder fernisering… ja, det er en scene der skal opleves, da den simpelthen er hylende morsom, selvom budskabet bag er alvorlig nok. Svigermors drøm aka Armie Hammer, ja han spiller firma-chefen Steve Lift, som er helt sin egen karakter. Han er kulørt og vanvittig, og det er rart at se Hammer spiller andet end pæne fyrer, hvilket han bestemt ikke er her, hvert fald ikke indvendigt. Alt i alt, så er niveauet på toppen i denne kategori.

Visuelt

Sammen med fotografen Doug Emmett, så har Boots Riley skabt en sanselig bombe af en billedside. Man tør at være meget eksperimenterende, men det føles aldrig på noget tidspunkt prætentiøs. Dette skyldes nok at de visuelle virkemidler føles virkelig som en integreret del i plottets i forvejen absurde opsætning og fortælling. Der er visse punkter, hvor filmen virkelig føles som en Nicolas Winding Refn film på den vildeste syre der findes. Og hvis du er åbensindet nok til at få en på opleveren, så vil den visuelle del få dig ligeså meget til at grine, som historien og karaktererne.

Musik og lydbillede

Siden instruktøren har musikalsk baggrund, så undre man selv heller ikke over, hvis der er gjort noget på dette felt. Og sammen med andre artister, så har Riley skabt unik og interessant baggrundsmusik, der klart passer til filmens stil. Lydene fungerede også upåklagelige, dog så er det tydeligt at de ”hvide stemmer” i filmen er blevet indtalt af etnisk hvide amerikanere, men det er med til at skrue den løjerlige og mærkelig tone op.

 

Copyright: Annapurna / Universal / NonStop Entertainment
Kort fortalt
Dette er klart en af de sjoveste og mest fantastiske samfunds kritiske film nogensinde. Filmen er mærkelig og absurd på den herligste facon, og alene som en visuel oplevelse er den mesterlig. Kan stærkt anbefales! Filmen kan kun ses i Cinemateket i KBH fra den 8. til den 19., så det er bare med at kommer hurtigt i biffen.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
6