’Alien: Covenant’ er instrueret af Ridley Scott – manden der startede det hele med den originale ’Alien’ film fra 1979 – og som gav publikum en revolutionerende rusketur i rummet, som desuden satte sine spor i hverdagens trummerum hos de fleste filmelskere og dannede rammerne for gode gys i fremtidens filmverden.
Efter at have ruget på idéen i sådan cirka et årti, sprang Scott endelig ud af sin skal med en vidunderlig ny vision inde fra ’Alien’ universets ukendte og ubehagelige afkroge. Projektet blev døbt ’Prometheus’ og omhandlede skabelsen af liv og fungerede som en forhistorie til det forladte skib og dennes besætning, som Ellen Ripley og resten af holdet falder over, i den første ’Alien’ film. Dette prequel-projekt blev modtaget overvejende positivt, selvom der var både skepsis og skuffelse blandt publikum og kritikere. ’Alien Covenant’ ser dog ud til at grave rødderne frem igen og bygge broen mellem ’Prometheus’ og ’Alien’, som fortsat står ufærdig og uklar… får vi langt om længe svaret her?
Historie
Året er 2104. Besætningen ombord på skibet ’Covenant’ har rettet kursen mod den bæredygtige planet, Origae-6, som de har brugt mere end ti år på at researche, for at finde ud af, om den er det perfekte levested for alle ombord, herunder de to tusind kolonister samt et tusind fostrer, som besætningen har med sig ombord. Undervejs bliver skibet ramt af en massiv energibølge, som ødelægger skibet, dræber deres kaptajn, samt sætter hele mission i fare.
Midt i debatten om, hvad deres næste træk skal være, opdager de pludselig en planet i systemet, som trods grundig research, er fuldstændig ukendt for besætningen. Rejsen til Origae-6 er årelang, og menneskeden er truet mere end nogensinde før, så i frygt for at støde på endnu en fatal hindring, beslutter besætningen sig for, at dette mulige levemiljø skal undersøges nærmere, da det kan spare dem for en masse tid, besvær og mulig fare. Men da planeten er total ukendt for dem, og da de ikke har brugt et helt årti på at researche leveforholdene, er det som at lande midt i løvens hule. Planeten viser til gengæld overraskende gode levevilkår, hvilket er højst besynderligt, da stedet umiddelbart er total øde. Det varer dog ikke længe, før stedet begynder at røre på sig og det kribler mere og mere i kroppen på besætningen – måske en del mere end de ønsker det…
Ridley Scott er tilsyneladende langt fra færdig med at tromle rundt i rummet, og trods trailerne vil have dig til at tro noget andet, så fortsætter ’Alien Covenant’ ned ad samme stjernesystem som ’Prometheus’, mere eller mindre, hvor livets skabelse og mytologien omkring ’Alien’ fortsat undersøges og udbygges. Før vi landede på navnet ’Covenant’, har projektet skiftet navn et par gange undervejs i produktionen, hvilket er en ubeslutsomhed, der ligeledes kan ligestilles med det færdige resultat. Inden filmen fik ’Alien’ tilføjet til sin titel, så vil jeg vove at påstå, at denne efterfølger skulle efterleve de essentielle elementerne fra ’Prometheus’; altså have sit hovedfokus på menneskets – eller livets – tilblivelse samt hvor de såkaldte ”ingeniører” kom fra. Til de der ikke ved det, så kommer Prometheus fra græsk mytologi og refererer til guden der skabte det første menneske. Ligeledes er Covenant af religiøs afkom og dækker over et mere bredt fænomen; herunder forbindelsen (eller ”pagten”) mellem Gud (eller Skaberen) og mennesket selv.
Bestemt, der er rigelig med religiøse undertoner i Ridley Scotts fascinerende nye forhistorie, men modsat ’Prometheus’, så virker det som om, at Scott er mere Moses end han er Gud i denne omgang. Gud i denne fortælling, er studiet bag, mens Scott har måtte arbejde under de ti bud – eller rettere diktater – omhandlende hvordan en stor blockbuster film skal lave en hulens masse penge; koste hvad det vil (og her er det ikke kun penge der ofres). Det er ikke til at vide med sikkerhed, om filmens splittede og overfladiske tone, er grundet ordrer og pres fra studiet, eller om Ridley Scott blot er blevet lad på sine gamle dage. Men tager man et hurtigt kig på netop ’Prometheus’ og tilmed ’The Martian’ lader disse til at sige noget andet. ’Prometheus’ havde sine problemer, men det var en forfriskende original produktion der, trods rygterne, ikke overspillede sin ventede sammenkædning med den famøse ’Alien’-serie. Det var et enkeltstående værk, der ville fortælle en ny historie, med nye idéer og koncepter. Allerede ved mødet med titlen, ’Alien Covenant’, står det klart, at fokus er anderledes i denne omgang. ’Alien Covenant’ virker som et produkt af studiets utålmodighed og mistillid til Ridley Scott som instruktør, og det virker som om, at de har ønsket sig en ordentlig omgang ”rumvæsen ravage” mere end noget andet. Glem et gennemarbejdet, originalt manuskript, skråt op med spændende og mindeværdige karakterer, og ikke mindst, til helvede med logikken i det hele…
Måske vil sidstnævnte kritikpunkt skabe en smule splid, men inden jeg bliver bandet langt ud i rummet, så vil jeg da lige nævne, at jeg udmærket er klar over problemerne, som ’Prometheus’ havde med hensyn til logik og meget andet. Det bedste eksempel kommer nok, når vi diskuterer skibets såkaldte ”biologiske eksperter”, som efter at være faret vild på det forfaldne rumskib, falder over nogle kobra-lignende fremmedvæsener og beslutter sig for, at det bedste at gøre i dette møde med et ukendt og potentielt livsfarlige væsen, er at kæle med dem, som var det en ufarlig snog fra de danske skove. Hvis du også havde problemer med ’Prometheus’ og dens karakteres dumdristige idiotier og historiens, til tider, usammenhængende absurditet, så er jeg bange for, at ’Covenant’ og dens dumhed nok skal få det til at krible i kroppen endnu mere, end nogen som helst form for ”alien uhygge” kan gøre det. Selvfølgelig har selv de bedste film logiske fejl og mangler, og det er ikke værd at vende hver enkelt film på vrangen og splitte åbenlys dramaturgisk fiktion ad på fuldstændig uhensigtsmæssig vis – i sidst ende er det underholdning for hjerte, hjerne og sjæl. Men nogle gange, så overskygger visse elementer alt andet og det postitive kan ikke længere opveje det negative.
Det hele starter med dén plotvending, som skal placere vores karakterer på planeten, hvor det hele kommer til at foregå. Besætningen har brugt over et årti på at researche en helt bestemt planet og dets miljø helt til bunds, for at sikre sig, at planeten er et sikkert, bæredygtigt og brugbart levested for menneskehedens fremtid. Men i stedet vælger de en fuldstændig ukendt planet, som de ikke engang kender til, eller er faldet over, under deres tidligere forskning – en ret ulogisk beslutning som man måske kunne overgive sig til, hvis altså de virkede skeptiske og på vagt, når de engang landede. Men næ nej, de stiger fremfarende ud af rumfartøjet, og dette helt uden masker på, som virker total ulogisk, selv hvis vi antager at skibet har analyseret terrænet digitalt på forhånd – vi snakker altså om en ukendt fremmedplanet, hvor forholdsreglerne tidligere var, at undersøge området i flere år, men nu pludselig er nedprioriteret fuldstændig og i stedet vader besætningen bare ud i terrænet. Selv efter at de har fundet ud af, at ikke nok med at der er ilt på planeten, der er også liv i form af skove og kornmarker – altså er der ret stor chance for, at noget andet og mere faretruende liv kan være til stede på planeten.
Uden at gå i dybe detaljer, så går det gruelig galt for filmens karakterer lidt på samme måde, som med ’Prometheus’. Et udpluk af besætningen er uforsigtige og mindst én af dem nærmer sig et fremmed element på fuldstændig ulogisk manér. Kort tid efter, stikker det hele af og idiotien elevares til ekstreme højder, hvor filmen på få minutter gennemgår talrige faser af fatale fadæser; som eksempelvis at skide på kontaminationsprocedurer og regler, hvorefter der pludselig handles efter reglerne igen et par sekunder senere, hvorefter det hele så skides på en gang til. ’Covenant’ kaster sig selv rundt i dumheder så ekstreme, at man som publikum for længst har forladt filmen mentalt, og taget afstand til tåbelighederne, før de når at sætte sine permanente spor. Det er ellers meningen – og tydeligvis også intentionen – at ’Alien Covenant’ skal være en medrivende rutsjebanetur og skræmme sit publikum fra vid og sans, men i stedet bliver man skræmt fra sans og samling, og bruger i stedet tiden på at samle karakterenes hjernedøde fejl op fra plotlinjen undervejs. Man tages simpelthen ud af filmens forsøg på en adrenalinfyldt atmosfære, når man som publikum skal bruge mere tid på at undersøge og undres ved plottet og dets karakter undervejs, end karaktererne selv gør det.
Markedsføringen samt den generelle aura omhandlende ’Alien Covenant’ virker ret simpel – serien er blevet splittet ned til sine mest basale grundsten og umiddelbart er det en intens lille spændingspræget gyserthriller, som ligger i vente. Hvis dette er, hvad du som publikum forventer af filmen, så vil du blive både frustreret og forvirret, da jeg må indrømme, at have svært ved at indkredse det helt centrale formål med filmen. Sammenlignet med ’Prometheus’, som var mere ambitiøs og anderledes, så er ’Covenant’ bestemt mere konventionel, men også mere kedelig, da den mangler kant og fornyelse. Men selvom filmen bruger mindre tid på at filosofere over livets store spørgsmål, så er det tydeligvis heller ikke en lynhurtig halvanden times spændingspræget tortur for nerver og sjæl at vi støder på. Dette sagt især fordi filmen bruger umådelig lang tid på at sætte en ellers simpel historie op, med endnu mere simple karakterer og med et plot, der langsomt bliver mere og mere præget af sine på samme tid spirituelle og videnskabelige undertoner, hvor filmen igen peger i retning af ’Prometheus’, rent tematisk set. Men kort tid efter, at vi har fået et kort kig ind i den dybere mening bag det store hele, så er det som om, at en anden dominerende hånd tager over, og vi endnu engang befinder os i sort på hvidt blockbuster-banalitet.
’Alien Covenant’ mangler simpelthen bid, genren som afspejles mangler mere science end fiction, og Ridley Scott mangler samme form for sprudlende energi og overskud, som gav mange af hans forrige film en livlig og legesyg fandenivoldskhed.
Skuespil
Skuespillerne i ’Alien Covenant’ er en kompetent kompilation af store talenter, der burde komplimentere en film som denne ret så betydeligt. Ridley Scott har nemlig samlet en alsidig gruppe af skuespiller, med alt fra Oscar-nominerede ansigter til potentielle fremtidige kæmpestjerner, som alle burde skinne i dette marridt af et rumeventyr. ’Prometheus’ havde også et etnisk bredt og unikt cast, som gjorde et blandet indtryk på sit publikum, men når jeg ser tilbage, så husker jeg langt flere karakterer fra ’Prometheus’ end jeg gør fra ’Covenant’ – og det siger ikke så lidt.
Prøv lige at tænk tilbage til den første ’Alien’ film og hvor meget tid der blev brugt på at bevæge os rundt i skibet, samt introducere karakterne ordentligt, inden helvede brød løs. ’Covenant’ kaster os ind i fortællingen alt for hurtigt og forsøger, på klodset vis, at kreere en sans for sammenhold og kortfattet forståelse af karakterernes individualitet og historie. Men kort sagt, så er størstedelen kogt ned til et kaldenavn, et kendetegn eller en beklædningsdel. Der er ingen der udvikler sig, der er ingen der er rigtig interessante og man er derfor ligeglad med alt og alle og derfor også deres skæbne.
Michael Fassbender, som David, var en fascinerende karakter i ’Prometheus’, men man havde aldrig følelsen af, at han var hovedkarakteren – og dette med rette – da det skabte mystik omkring hans karakter og dennes udvikling gennem filmen. Det er tydeligt, at Ridley Scott var vild med Fassbender og hans præstation, da han virkelig fylder meget i den nye film. Han er heldigvis god, men Katherine Waterson, som Daniels, der ellers ser ud til at være hovedpersonen, bliver total overskygget og har slet ikke sammen gennemslagskraft som fx Ellen Ripley; hvilket er en sammenligning filmen ikke lægger skjul på. Jeg kunne godt lide Danny McBride i filmen og han havde også langt mere at lave end forventet. Men resten af karaktererne? De kunne næsten alle skrottes eller skrives på som statister.
Visuelt
Man kan ikke benægte, at ’Alien Covenant’ tager nogle visuelle valg undervejs, der er ret betagende, men der er intet der føles lige så gennemarbejdet som den originale ’Alien’ eller ligeså forfriskende nyt som ’Prometheus’. Der er ikke mange punkter hvorpå man kan forsvinde ind i en visuel verden af detaljer og dedikation til filmmediet. ’Covenant’ virker klart mere doven og dette er især tydeligt i én af filmens største kritikpunkter – brugen af computereffekter. Man kan finde et citat online fra Ridley Scott, hvor han siger, at han under ’Prometheus’ tog et råd til sig, som han fik af sin visual effects supervisor på ’Blade Runner’: ”hvis det kan gøres rigtigt, så gør det rigtigt”, sagde han, og det gjorde Ridley Scott også på ’Prometheus’, selvom han også indrømmede, at det kostede langt flere penge – og formentlig også langt mere tid. Mange vil dog mene, at det også var det hele værd.
Men med et mindre budget at lege med og tydeligvis også en kortere og mere presset arbejdsplan, så er det åbenlyst, at ’Alien Covenant’ hopper over hvor gærdet er lavest op til flere gange. Bevares, enkelte scener med aliens ser fremragende ud, men der er også mange scener hvor det modsatte er tilfældet. De praktiske effekter i ’Prometheus’ var én af grundende til, at jeg virkelig holder mere af den, for hver gang jeg genser den. Man får virkelig følelsen af at være til stede i filmen, om end det er ude på planteten, inde i rumskibet, bag visiret på de detaljerige rumdragter eller når man bliver jagtet af drage-lignende uhyre eller tre meter høje mennesker gennem filmens action-fyldte atmosfære.
En stor del af uhyggen forsvinder virkelig, når man tydeligt kan se, at tingene ikke er ægte og kombineret med, at karakterne også er snotdumme og historien tynd, så er der ikke meget af værdi at holde fast i længere. Generelt set, så føles ’Covenant’ også mere kold end ’Prometheus’ og filmens visuelle side mangler mere karakter og karisma.
Musik og lydbillede
Gennem filmen er der er et par nervepirrende og tonesættende passager, i form af et kriblende musikalsk marridt – og som faktisk er noget jeg husker, når jeg tænker tilbage på ’Covenant’. Desværre blev disse specifikke strofer bare ikke brugt tilstrækkeligt. I stedet genbruges kompositioner fra tidligere ’Alien’ film samt mere originalt komponeret materiale, som desværre bare lyder uoriginalt, da jeg ikke husker det, som noget der løftede nogen af scenerne. Lydbilledet var generelt ikke noget der satte sine spor i min hukommelse…
