Sofa-faktor
Ridley Scott vender tilbage til sit legendariske ‘Alien’-univers efter den meget polariserende prequel ‘Prometheus’ fra 2012 – denne gang med en sequel til sidstnævnte. Den hedder ‘Alien: Covenant’, og omhandler rumskibet ‘Covenant’ og dets besætning som er på opdagelse efter en ny beboelig planet i en fjern galakse, da de støder på en ukendt planet, der tilsyneladende er et ubeboet paradis som minder om jorden. Men da halvdelen af besætningen lander på kloden for at gå på opdagelse, indser de hurtigt, at virkeligheden er en anden end forventet, og snart står de overfor livstruende farer.
Ridley Scott’s originale banebrydende ‘Alien’ fra 1979 og James Cameron’s efterfølger ‘Aliens’ var 1986 er begge mesterværker af deres respektive genrer, mens David Fincher’s ‘Alien 3’ var polariserende for at sige det mildt. ‘Alien: Resurrection’ floppede derefter groft, og satte et midlertidligt søm i franchisens kiste indtil Scott’s ‘Prometheus’ pustede lidt nyt liv i universet. Derfor kunne en fortsættelse til ‘Prometheus’s oprindelses-historie hurtigt gå hen og blive rigtig interessant. Men ak…
‘Alien: Covenant’ er en fuldstændig tam og spændingsløs film, og trods den fine billedeside (her svigter Scott sjældent) og solidt skuespil, så tilføjer den intet nødvendigt til franchisen. Tværtimod. Filmen føles langt mere som en genetisk stand-alone sci-fi gyser, og ikke en del af en kæmpe franchise. Der vises ikke meget kreativitet fra Scott’s side, hverken i instruktion eller plot. Karaktererne er flade, og tager de absolut dummeste beslutninger der overhovedet kan tages – til det punkt hvor man nærmest ikke kan have det mindste medlidenhed med dem når de fremmede væsner angriber. Ja, vi får langt flere klassiske aliens her end i ‘Prometheus’, men det bliver aldrig rigtig interessant.
Castet, bestående af Michael Fassbender (‘X-Men’-franchisen), Katherine Waterston (‘Fantastic Beasts and Where To Find Them’), Danny McBride (‘Your Highness’) og Billy Crudup (‘Watchmen’) m.fl, er alle solide i deres roller – intet mere eller intet mindre. Der er ingen deciderende ringe præsentationer, men heller ingen der rigtigt gør indtryk. Ikke engang den ellers altid habile Fassbender i dobbelrollen som de to androider Walter og David kan gøre specielt meget med det flade plot og den kedelige dialog.
‘Alien: Covenant’ kan sagtens underholde dig i halvanden times tid. Filmen ser pæn ud, trods nogle til tider trælse CGI-effekter, og der er skruet op for de blodige effekter. Men franchisen fortjener mere. Lad os håbe at der strammes op i Scott’s annoncerede ‘Alien: Awakening’.
Ekstra materiale
‘Alien: Covenant’ er udgivet på henholdsvis DVD, Blu-Ray og 4K Ultra HD. Sidstnævnte har en stor håndfuld ekstra materiale, mens DVD og Blu Ray udgivelser er mere skrabede.
Den første bonus er et kommentarspor af Ridley Scott selv som kan afspilles over filmen, og giver et lidt større indblik i Scott’s idéer til universet, en ni minutters lang InWorld-featurette som er semi-interessant, samt en håndfuld slettede og forlængede scener som giver lidt ekstra fyld til filmen men ikke umiddelbart tilføjer noget nødvendigt.
Filmen ser flot ud i HD, men er dog ikke den absolut sprødeste Blu Ray jeg har set. Fin og solid, hvilket også kan siges om lydsiden.