Filmen om tegneserieskaberen John Callahan, er instrueret af Gus Van Sant (’Good Will Hunting’ og ‘Milk’), som første gang blev præsenteret for ideen til filmen for over tyve år siden. Skuespilleren Robin Williams havde købt rettighederne til Callahans selvbiografi og ønskede selv at spille Callahan, imens Vant Sant skulle fungere som instruktør. Desværre faldt projektet til jorden, selv tror jeg at Williams havde været fantastisk i rollen som Callahan, men når nu det ikke skulle være, så er Joaquin Phoenix bestemt ikke en arvtager man kan brokke sig over.
Historie
John Callahan (Phoenix) har stor appetit på livet, flair for ekstremt sorte jokes og et enormt alkoholproblem. Efter et døgns druktur med vennen Dexter (Jack Black), der ender i en katastrofal bilulykke og et liv i kørestol, er det sidste John ønsker at opgive sprutten. Trods sin skepsis starter han i terapi hos en AA-gruppe, der er ledet af den karismatiske sponsor Donnie (Jonah Hill), som hjælper Callahan med at finde mod på livet igen.
Først og fremmest er manuskriptet virkelig fint bygget op og har som altid, når Van Sant er indblandet, et stærkt queer budskab som lige så fint spinder sig rundt om filmens egentlige plot. Vi hopper meget rundt i tiden for at følge Callahan i stadierne op til sin ulykke, til sin beslutning om at starte i AA og selve hans forløb i AA, hvor han tilmed beskriver sin barn- og ungdom. Van Sant balancerer altså en del forskellige perioder af Callahans liv som vises igennem flashbacks. Heldigvis bliver det aldrig rodet og manuskriptet er fyldt med smukke karakterbeskrivelser, replikker og dialoger, som virkelig giver skuespillerne noget at arbejde helt ned i detaljerne med. Det er en fornøjelse at se på og filmen kommer virkelig langt med det. Filmen hiver samtidig fat i en del af livets store og svære problematikker og gentagne gange, stilles Callahan overfor selvransagende spørgsmål fra sin sponsor Donnie. Disse terapisessions virker ret eminent, idet man som tilskuer faktisk ikke kan lade være med at føle sig inspireret af filmens tankegang og måde at se livet på (well, det kunne jeg i hvert fald ikke!). Tankegangen bag filmen er ulig mange selvhjælpsbøger, som i min optik kan have tendens til at få menneskelig udvikling til at lyde både let og som en kæmpe forløsning, både rå og ærlig i sit portræt af hvor svært det er at leve med et splittet sind. Det er SÅ befriende! Phoenix beskriver nemlig så fint, igennem sin karakter Callahan, hvordan personlig udvikling ikke altid leder til et kæmpe vendepunkt i ens liv. Der kan sagtens føles tomt på den anden side og livet kan stadig være frustrerende. I virkeligheden er ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ bare et meget ærligt portræt af hvor svært og hvor godt livet kan være både inden og når man finder sin vej.
Skuespil
Phoenix er uigennemskuelig, den mand har en vidunderlig hemmelighed, som han er så snu aldrig at delagtiggøre sit publikum i. Derfor er han altid spændende at se på, for han mestrer virkelig at skabe konflikt i sine karakterers indre liv og han behøver faktisk slet ikke replikker for at udtrykke sig. Heldigvis giver Van Sant gang på gang Phoenix tid til at spille uden ord og for mig er det netop ofte i pauserne at magien kan opstå, fordi vi som tilskuere i roen virkelig kan komme til at mærke og forbinde os til karakteren. Og det er netop det vi gør i denne film, vi forbinder os til karaktererne, vi får lov at involvere os.
Phoenix spiller så smukt i rollen som Callahan! Han er både stærk og fuldstændig skrøbelig, særligt i måden hvorpå han får skildret livet som alkoholiker, men samtidig også i den finurlighed som indfinder sig idet Callahan igen får lyst til livet. I denne sammenhæng må jeg også nævne Jonah Hill, som viser en helt ny side af sig selv. I rollen som Donnie er Hill excentrisk, blid og underfundig. Han bevæger sig nærmest som en kat, helt roligt og velovervejet, og det er simpelthen så forfriskende at opleve denne side af Hills talent. Phoenix og Hill er samtidig fuldstændig fantastiske sammen og filmen når et nyt niveau i disse scener. De leger og opbygger deres dialoger med største finesse. Heldigvis er det generelt et meget stærkt cast, birollerne spiller virkelig godt, herunder blandt andet Rooney Mara og Jack Black, og det hæver filmen op på et enormt smukt niveau, i henhold til karakterbeskrivelserne og historiens troværdighed.
Visuelt
Ud over en lille svupser i en enkelt scene, hvor Callahan har en samtale med sin mor som vises som hologram hvilket slet ikke fungerer og giver filmens flow et lille bump på vejen, så fungerer filmens visuelle side rigtig fint. Van Sant har valgt at benytte Callahans tegninger som medfortæller og dette fungerer virkelig godt som humoristisk indslag midt i alt det alvorlige. Callahans tegninger er ofte, med ironisk distance, inspireret af eget liv og valget om at have dem med på denne måde, giver en ekstra meget fin forståelse for Callahans sind, humor og måde at se livet på. Han får faktisk sin egen stemme i filmen og det kan jeg rigtig godt lide.
Musik og lydbillede
Danny Elfman har stået for den originale score som simpelthen er så fin. Musikken er smuk, stemningsfuld og igen finurlig. Filmen kædes ligesom sammen og noget jeg virkelig holder af ved filmmusik, er når man kan mærke at karakterernes sind og tilstand får plads – og Callahan får virkelig plads her. Musikken giver masser af luft til Callahans indre rejse, særligt i de førnævnte scener uden replikker. Her støtter musikken både op om Callahans splittelse efter sin ulykke og den heling han opnår gennem sit AA forløb, og vi sidder tilbage med en meget helstøbt filmoplevelse.