I sin engelsksprogede debut har chilenske Pablo Larraín taget filmverdenens mest upersonlige genre, biopicen, og lavet sin helt egen film, der er en sand triumf med en tryllebindende Natalie Portman i den altoverskyggende hovedrolle som Jackie Kennedy.
Historie
’Jackie’ handler ikke om mordet på John F. Kennedy. I de få scener han er med i, styrer kameraet faktisk væk fra ham. Larraín fokuserer nemlig kun på Jackie Kennedy, der måtte forsøge at holde sammen på sin mands kranie, da han blev skudt lige ved siden af hende. Vi følger Jackie gennem sorgen og forsøget på at give sin mand det bedst mulige eftermæle, mens hele verdens øjne hviler på hende.
Historien om Jackie Kennedy er ikke noget, jeg troede, jeg gad se på det store lærred, men i hænderne på Larraín er sagen en anden. Ved at styre fuldstændigt væk fra alt, hvad der hører til opskriften for en klassisk Hollywood-biopic, har Larraín skabt et enestående, intimt portræt af en kompleks kvinde og overbevist mig om, at hendes historie er værd at fortælle. ’Jackie’ er spændende scene efter scene, fordi man simpelthen ikke kan lade være at blive fuldstændig opslugt af Natalie Portmans Jackie takket være Larraíns insisteren på kun at koncentrere sig om hende.
Skuespil
Natalie Portman er den uundværlige faktor, der gør, at man tror på Larraíns fortælling om den ellers så ukendte førstedame. Hun er fuldstændig ét med sin karakter, og i hver scene kan man fornemme, at hun kalibrerer præcis hvor meget følelse hun skal vise i det øjeblik. Takket være Portmans manifestationsevne er man aldrig i tvivl om, hvornår Jackie spiller den førstedame, verden forventer, og hvornår hun rent faktisk er sig selv.
Selvom de ikke får meget plads ved siden af Portman, er der også gode skuespilpræstationer at hente i birollekaraktererne, hvor særligt Greta Gerwig, Billy Crudup og John Hurt gør sig bemærkede. Derudover ses danske Caspar Phillipson i rollen som JFK (som han ligner til forveksling), mens broderen Robert Kennedy spilles glimrende af Peter Sarsgaard.
Visuelt
Larraíns dedikation til at fortælle Jackies historie, og kun denne, ses tydeligt i filmens visuelle stil. I scenerne, der genfortæller drabet på JFK, ser vi næsten udelukkende Jackie i tætte, håndholdte nærbilleder. Kameraet forlader sjældent hendes side, hvad der også er med til at gøre ’Jackie’ til et så velfungerende portræt, som man kan leve sig fuldstændigt ind i.
Musik og lydbillede
Mica Levis orkestrale soundtrack er med til at give ’Jackie’ sin melankolske puls. Musikken er en vigtig del af filmen, idet den følger og fremhæver Jackies mange følelsesmæssige stadier.