Maren Ade mestrer balancen mellem humor og alvor i sit komediedrama ‘Min far Toni Erdmann’, der er en medrivende og dyb fortælling om far-datter kærlighed og det moderne samfunds tendens til, at man sætter sig selv og andre i bås.
Historie
Winfried er en ensom fraskilt far, der efter tabet af sin hund sætter alt ind på at genetablere et bånd til sin voksne datter, Ines. Han dukker op i Bukarest, hvor hun arbejder som travl forretningskvinde, og her forsøger han på desperat vis at blive en del af hendes liv – i sidste instans forklædt som sit alter ego Toni Erdmann, for at kunne følge hende omkring i byen. Iklædt kikset paryk og falske tænder forvandles Winfried til den dristige Toni, der ikke lader sig tilbageholde, men Ines tager udfordringen op, og jo mere de kæmper imod hinanden, jo tættere bliver de.
’Min far Toni Erdmann’ er en fascinerende sondering af den brudte forbindelse mellem familiebånd og karrieremæssig drivkraft. Ligesom sin far er Ines dybt ensom, og hun insisterer på at holde alle følelser inde. Den eneste sociale kontakt hun har er med forretningsforbindelser, som hun ihærdigt søger at komme ind i varmen hos. Winfrieds evne til at se hvad der gør hende ulykkelig og kæmpe for at blive den støtte, hun mangler, sætter scenen for et rørende psykologisk opgør fyldt med overraskende vendepunkter.
Maren Ade tør dvæle ved de små øjeblikke i sin film, der varer næsten tre timer. Tempoet er ganske langsomt, så selvsagt er der visse passager – særligt dem med meget businesssnak – der tenderer til det kedsommelige. Dette gør dog ikke filmen noget i sidste ende, da den, udover at give os flere magiske øjeblikke undervejs, kulminerer i et venteværdigt pay-off.
Skuespil
Peter Simonischek og Sandra Hüller spiller rollerne som far og datter med usædvanlig autenticitet. Med udfordringen konstant at skulle reagere over for sin far, som dukker op på de mest upassende tidspunkter, leverer Hüller en bemærkelsesværdig subtil præstation, der fremhæver Ines’ indesluttethed. Simonischek er hendes perfekte modstykke som den overstrømmende tåbe, der overtræder enhver grænse, men kun med gode intentioner.
Visuelt
Den visuelle stil er nøgtern og realistisk med Patrick Orths karakterfokuserede kameraarbejde, der helt uden dikkedarer perfekt indkapsler de forskellige sociale rum, Winfried bevæger sig i – særligt den stivhed, der er over ’livsstilsverdenen’, som han ikke forstår sig på. Det visuelle falder således i harmonisk tilpasning til en film, der lader skuespillet og situationerne tale for sig selv.
Musik og lydbillede
Underlægningsmusik er der heldigvis ikke meget af i ’Min far Toni Erdmann’. Til gengæld bruges musikken som et kraftfuldt redskab, når den er tilstede. I filmens måske bedste scene er det netop musikken og skuespillet, der er styrende, når Ines tvinges til at improvisere en karaokeversion af Whitney Houstons ’The Greatest Love of All’ til en fest fyldt med fremmede. Sandra Hüllers pludselige løssluppenhed, når hun med liv og sjæl kaster sig ud i en passioneret off-key optræden, er så fyldt med energi og følelser, at det ikke kan undgå at smitte af på publikum.