Filmanmeldelse: Okja

Netflix’ egen-producerede, og nyeste udgivelse fra Snowpiercer instruktør Bong Joon Ho: Okja havde i sidste uge (d. 28. juni 2017) eksklusiv præmiere på deres streaming tjeneste, og har skabt en del buzz omkring dens udgivelse. Blandt andet blev den buh’ed af på Cannes Festivalen, da mange mente at den ikke kvalificerede sig til festivalen da den kun havde biograf-præmiere i én enkelt sal i tre dage. Denne utraditionelle udgivelsesmetode skal lige finde sin plads i de etablerede filmrækker – men lover om mere studie-fri filmproduktioner. Okja er derfor spændende at følge med i da den tilsyneladende lader det røre på sig i studie-kredse: og så endda med et grønt dyrevelfærdsbudskab. Desværre skyder den, i min mening, ved siden af målet, og prøver paradoksalt at formpasse sit anti-forbrugerisme budskab ned i en yderst overfladisk og hyberaktiv form.

Historie

Som reaktion på verdens stigende befolkning, og manglende resourcer, lancerer et kødindustri-firma en ny form for “super-gris” som skulle være mere miljø-venlig og nem at producere. For at gøre reklame for deres nye produkt udsteder de en konkurrence om hvem der kan opfostre den bedste gris. 10 år senere møder vi den koreanske pige Mija der har dannet sig et tæt bånd til grisen Okja, og sammen med en flok dyrevelfærds-kæmpere må hun befri Okja og stoppe den modbydelige kødindustri.

Okja drypper og syder altså af dyrevelfærds- og øko-budskaber – og ligger ikke fingre imellem i sin udpensling af tematikkerne i plottet. Idéerne i plottet og universets symbolikker er også spændende og kreative. Men den hyberaktive måde det bliver leveret på giver det en tør plastik følelse. Det kan siges som at jeg er vild med idéen om en film som denne, men ikke er glad for resultatet. Det er tydeligt at Joon Ho har gået efter et satirisk parodi-portræt i stil med Terry Gilliams Brazil (1984) men når ikke samme niveau af selvbevidsthed, og får ikke leveret en overraskende og spændende nok historie til at underbygge sine budskaber.

Skuespil

Ligesom filmens generelle stilisering er skuespillet bevidst overspillet og hyber-realistisk – ligesom det sås i diverse karakterer i Bong Joon Ho’s Snowpiercer. (Se tidligere Filmpuls anmeldelse her) Filmen har ellers et stjernespækket cast: Tilda Swinton som den forskruede visionær der starter hele super-grise projektet, (den evigt fantastiske) Paul Dano som den hjertelige leder af Animal Liberation Front-teamet, Jake Gyllenhaal som den flamboyante talsmand og Steven Yeun (Glenn fra The Walking Dead) som oprørerenes oversætter. Alle gør her umiddelbart hvad de er blevet fortalt af Joon Ho, og gør alle deres rolle som den “wacky” overdrevne version af deres karakterer. Jeg er nysgerrig på at se om det bider på andre, men især Tilda Swinton og Jake Gyllenhaal (der ved guder er én af verdens bedste skuespillere) skyder simpelthen så langt over målet at jeg ikke ét sekund tror på de er rigtige personer. Klart det også er visionen som nævnt, men det bliver ikke gjort med charme, så.
Derudover gør den unge Seo-Hyun Ahn det udemærket som den uskyldige og viljestærke Mija. Især hendes fish-out-of-water scener i uvante omgivelser er spillet med forfriskende underspillethed. Det samme kan ikke siges om hendes bedstefar, der måske virker mere naturlig hvis man er bekendt på koreansk – men han kom, for mig, også igennem som en tegneserie-agtig karakter.

Visuelt

I dens udstilling af genmodificerede avlsdyr og menneskets desperate behov for dyrekød har filmen opfundet super-grisen Okja, der er en kæmpe, mere flodheste og hunde-agtig, gris, der er på skærmen ca. 70% af tiden. Der gøres derfor i høj grad brug af digitale effekter for at bringe dette væsen til live – hvilket virker overordnet godt men også tilføjer til filmens platik-agtige og nærmest fake følelse. I close-ups er den god, men ellers er det meget tydelig en CGI-blob der vandrer rundt på skærmen. Hvilket ville kunne tilgives hvis filmen var mere medrivende.
Men alas er filmen ellers visuelt imponerende – især de tidlige scener i de koreanske bjergsider med smukke og godt opstillede skud. Derudover låner filmen meget æstetik fra moderne dystopiske film som The Hunger Games.

Musik og lydside

Her er der desværre ikke meget at sige. Soundtrack mæssigt er Okja overraskende intet-sigende, og jeg håbede/ventede at der ville blive gjort brug at populær-musik er nogle flere eksperimenterende up-beat produktioner. Men musikken var næsten ikke til stede, og max enormt anonym. Det samme kan siges om lyddesignet der var lige så anonymt – selv Okja og de andre super-grise havde ikke noget spændende i lydsiden. Faktisk var lyddesignet nærmest for lavt til den drama der foregik – meget besynderligt – monstro Netflix havde forudset at filmen ville blive set på et dagligstue-tv og derfor ikke behøvede den store produktion?

P.s der er en skæg post-credit scene, som helt sikkert er værd at se, og som derudover vidner om den lidt langsommere, mere underspillede version af filmen jeg rigtig godt gad at se!