Fra instruktør Luca Guadagnino, der i starten af året gav os den fantastiske film ‘Call Me by Your Name’ kommer her et remake, reversion eller skal vi kalde det “løft på hatten” til Dario Argentos gyser-kulthit ‘Suspiria’ fra 1977. Det er en film, som mange gyserfans har talt stolpe op og ned om. Traileren så da også interessant ud. Nu er tiden så kommet, og denne skribent gik ind i biografmørket med et åbent sind.
Historie
Filmen foregår i Berlin sidst i 70’erne, hvor den unge amerikanske Susie kommer fra en lille flække, og ankommer midt i en europæiske storby, delt af en mur og med daglig terrorisme. Hendes passion er at danse, og hvis man skal nå til tops, og have plusser på cv’et, så er Madame Blancs danseskole der hvor drømmende starter. Men der er noget mærkeligt ved denne skole, noget helt ved siden af. For dette er ikke kun et sted for dansekunst, men også heksekunst, og langsomt må Susie indse, at hun er landet i en okkult kreds for hekse.
Når man laver reversioner, remakes og hvad vi nu end skal kalde det for, så håber vi altid på originalitet. Ja, det ville være ganske kedeligt, hvis det præcis var den samme oplevelse, blot opdateret hist og her. Luca Guadagnino har så sandelig også lavet en original film, især sammenlignet med originalen. Det er to vidt forskellige film, og det er måske normalt noget, som man kunne tro, ville gøre denne skribent glad. Men, nej… det blev han ikke! For ifølge denne horror-fanatiker, så bliver dette værk lige lovligt originalt nok.
Den originale ‘Suspiria’ var en tempofyldt shocker af en film, der tordnede afsted med dens 98 intense minutter, og efterlod scener, hvor det løb koldt ned af ryggen. ‘Suspiria’ anno 2018, er en prætentiøs arti-fartsi gyserfilm, der prøver at skabe mange lag og hentydninger, mens tempoet synes horribelt langsommeligt. Og når filmens spilletid er 158 minutter, så synes det hele at tage længere tid end dette. Javist, så kunne skribenten fornemme, at hans andre medanmeldere var helt oppe og kører, da rulleteksterne endelig kom frem. Men jeg havde åbenbart ikke set den samme film som dem.
Et eller andet sted, så mener jeg nok, at filmen er okay. Men, når titlen er ‘Suspiria’, så bliver min bedømmelse og delvis også mine forventninger anderledes, også selvom sindet var åbent. Den originale film var en ren genre-film, der må siges at være lige ud af landevejen plot-mæssigt, sammenlignet med dens nye kunstneriske lillebror. Igen, det er ikke fordi, at jeg ikke ville have et originalt værk i hænderne, men blot ikke på denne facon, som jeg blev præsenteret for her. Miljøet er Berlin under en turbulent tid med Baader-Meinhof gruppen og RAF (Rote Arme Fraktion), der ulmer i baggrunden, som om filmen har nogle hentydninger til nutidens politiske klima, og det synes irriterende. Man kan nærmest hører protesterne nu, omkring min anmeldelse af filmen; “Jamen, dette er en homage til den originale film, og har ikke noget med Argentos film at gøre”. Meget vel, men jeg regner alligevel med en genre-agtig film, med den titel, ikke en art-house film, med politiske kommentarer, som tilfældigvis også har elementer af gys i sig.
Hvis jeg skulle se et remake af ‘Fredag den 13.’, så regner jeg ikke med at se en film, hvor unge potentielle ofre snakker dybe samtale (som i franske køkkenbords-dramaer), hvor der er indsat art-house elementer ind og der kører f.eks. en konflikt i Syrien, der ulmer i baggrunden, som en slags politisk kommentar. Dette er måske versionen, som mange “fint skal det være”-anmeldere gerne vil have, men ikke mig. Havde filmen en anden titel, og nogle ændringer her og der, så havde jeg nok været mere vild med historien, men spilletiden er mindst 30 minutter for meget.
Skuespil
Dette er en meget kvindecentreret film, hvilket originalen også var til et vis punkt. Dakota Johnson spiller den unge Susie, og virker stadig lidt stiv i betrækket efter ’50 Shades’ filmene (orkede kun at se den første). Hun bevæger sig dansemæssigt meget godt, og har nogle scener, hvor hun lever mere op, men det er desværre ikke i gennem hele filmen. Chloë Grace Moretz er meget kort med, og jeg registrede hende dårlig nok. Nej, det er Tilda Swinton, som er filmens egentlige stjerne. Hun spiller også tre roller, hvoraf en af dem er en mandlig rolle, som en ældre psykoterapeut, der har fået færden af, hvad der i virkeligheden sker på danseskolen. Swinton er fantastisk i denne rolle, og havde jeg ikke vidst at de var hende, så kunne hun godt havde fuppet mig, da makeuppen er utrolig godt lavet. Som selve Madame Blanc, der synes jeg ikke hun skinner ordentlig frem.
Visuel
Hvor den originale film var fyldt med farver, så er dette mere en farveløs og mat film. Der er masser af filmtricks og eksperimenter, og nogle lykkedes, mens andre virker unødvendige og ja, prætentiøse. Du vil sikkert læse andre anmeldelser af filmen, som vil beskrive den som “uhyggelig” og “effektiv”, men selvom jeg nok vil medgive, at der er atmosfærefyldte scene her og der, så kom filmen aldrig under huden på mig. Det var mildest talt en ikke uhyggelig oplevelse, men det er en blodig film, når herlighederne for alvor begynder.
Musik og lydbillede
Musikmæssigt blev jeg heller ikke grebet. Den originale film havde et skræmmende godt soundtrack, som var lavet af gruppen Goblin, der gav en god gardin krybene atmosfære. Lyddelen er bedre, og der er dele hvor det mere succesfyldt lykkedes at pumpe lidt gys ind. Men ellers er der ikke noget at råbe hurra for.