Forestil dig, at du har 45 dage på et singlehotel til at finde en partner for livet. Lykkes det dig ikke, vil du blive forvandlet til et dyr. Sådan er skæbnen for David og resten af befolkningen i dette tragikomiske fremtidsscenarie, der er den første engelsksprogede film af græske Yorgos Lanthimos.
Historie
David (Colin Farrell) kunne godt tænke sig at blive til en hummer, hvis han ikke finder sin mage. Han er netop blevet forladt af sin kone, og da det ifølge ’Byens’ regler er ulovligt at være single, sendes han til ’Hotellet’, hvor han har 45 dage til at finde en ny partner, som han både skal være forelsket i og have et distinkt kendetegn tilfælles med.
På Hotellet undertrykkes ethvert af menneskets naturlige instinkter. Det første døgn skal den ene arm låses fast på ryggen, så man kan indse, at det er bedst at være to. Hver dag kommer stuepigen forbi de mandlige singlers værelser og gnider sig op ad dem, for at træne deres erektion. Samtidigt er onani blandt de mange forbud, og det får Davids ven (John C. Reilly) at føle, da han straffes ved at få brændt sin hånd i toasteren.
Efter et mislykket forsøg på at danne par med hotellets følelsesløse isdronning, flygter David ud i ’Skoven’. Her lever ’Enspænderne’ i skjul for ikke at blive ramt af hotelgæsternes bedøvelsespile på de natlige jagter, der belønnes med én ekstra dag på Hotellet per indfanget Enspænder.
I Skoven møder David sit match (Rachel Weisz), men her er de ligeså diktatoriske regler vendt på hovedet, og enhver antydning af kærlighed straffes på de værst tænkelige måder – et kys fører eksempelvis til brutal opsprætning af læberne. Da Enspændernes leder, en femme fatale i skikkelse af Léa Seydoux, opdager deres hemmelige forhold, får det alvorlige konsekvenser og en ny flugtplan bliver nødvendig.
Ligesom i sine tidligere socialsurrealistiske film ’Alperne’ (2011) og den oscarnominerede ’Dogtooth’ (2009) skaber Lanthimos et dystopisk univers, der ligner vores eget, men som er tilsat et bizart regelsæt. Lanthimos’ finurlige blanding af makaber sort humor og surrealisme har, udover at gøre ham til frontfigur for den græske weird wave, også høstet internationale priser i bl.a. Cannes. Selvom ’The Lobster’ til tider er lidt for absurd til sit eget bedste, formår Lanthimos at skabe en stærk samfundsmetafor, der giver stof til eftertanke, når han på satirisk vis leverer et skarpt kritisk blik på den moderne samfundsorden.
Skuespil
Colin Farrell er forvandlet til en knastør, trist skikkelse med topmave og kikset overskæg i sin måske mest originale rolle til dato. Han og resten af det særegne cast rammer ganske præcist den kombination af moralsk fordærv og deadpan-humor, der bærer filmen. På trods af, at hendes karakter ikke er blandt de mest interessante og til tider lader til kun at eksistere for at komplicere Davids prioriteter, leverer Rachel Weisz en overbevisende præstation som den lidt kedelige kvinde, der vinder Davids hjerte med sin nærsynethed. At ’The Lobster’ formår at dyrke den sorte humor, uden at det kammer over, skyldes i høj grad også filmens biroller, der foruden Léa Seydoux og John C. Reilly bl.a. tæller Ben Whishaw som den haltende single, der giver sig selv næseblod for at tiltrække pigen med den samme lidelse og Ariane Labed som stuepigen, der anvendes til ethvert formål.
Visuelt
De visuelle komponenter i ’The Lobster’ lykkes med at understøtte etableringen af filmens univers’ rumlige og sociale konstruktion. Lanthimos har endnu engang overladt kameraarbejdet til Thimios Bakatakis, der med geometrisk præcision formår at forvandle Irlands idylliske natur til et dystert og ensomt sted. Karakterernes begrænsninger fremhæves af den meget kantede og stive framing i samspil med den kedelige farvepalette og den velordnede, monotone scenografi.
Musik og lydbillede
Lydsiden består ganske passende primært af følelsesvækkende klassisk musik med masser af strygere. I det smukke øjeblik, hvor David danser med Weisz’ karakter er det til Nick Caves ’Where the Wild Roses Grow’ i hver sine høretelefoner, på trods af at det kun er tilladt at høre elektronisk musik blandt Enspænderne. Sangen optræder også som sunget af Colin Farrell og får en betydelig rolle med al dens symbolik, bl.a. i den melankolske længsel efter frihed og kærlighed på egne præmisser.