Interview med Tony Revolori og Saoirse Ronan fra ‘The Grand Budapest Hotel’

’The Grand Budapest Hotel’ er netop udkommet på BD og DVD, og det fejrer vi med et interview med Saoirse Ronan (SR) og Tony Revolori (TR).

Tony Revolori (The Perfect Game) er lobby drengen, Zero, som er under oplæring hos den legendariske concierge Gustave H (Ralph Fiennes) på The Grand Budapest. Saoirse Ronan (Atonement, Hanna, Lovely Bones) spiller Agatha, bagerlærling ved Mendl’s bageri. Hun bliver venner med Zero, og bliver på den made trukket ind hans og Gustaves plan om at stjæle et uvurderlige maleri, som blev efterladt til Gustave H af en af hans faste ”gæster”, Madame D (Tilda Swinton. Det bliver til en hæsblæsende jagt, hvor de forfølges af Madame Ds søn (Adrien Brody) og hans håndlanger (Willem Dafoe).

Kan du fortælle os lidt om optagelsesprøven?
TR: “Det var et open call. Wes havde ledt i Europa,Mellemøsten og overalt, og han fandt ikke det, han ledte efter, så han tog til LA. Jeg var der sammen med min bror, og vi tog begge til optagelsesprøven. Vi tog derind, læste manuskriptet på stedet, da det var meget tys-tys på det tidspunkt. Det var stort. Jeg var meget nervøs og vidste ikke, hvad der skulle ske eller noget som helst. Men jeg gik derind med en eller anden form for selvtillid, og cirka 2 uger senere, efter jeg helt havde glemt optagelsesprøven, ringede de til mig og sagde: “Det står mellem jer to, din bror og dig, en af jer får rollen” Og det var så mig, der fik rollen, og jeg fløj til Paris for at møde Wes.”

Hvilken slags instruktør er Wes?
SR: ”Han kigger ikke særlig meget på skærmen under en optagelse, medmindre det er en stor teknisk scene. Han ser på dig, hvilket jeg synes er godt. Han er meget intuitiv, og han er opmærksom på alt. Det er normalt for Wes at lave 20, 30, 40 optagelser, hvor han ændrer en lille bitte smule hver eneste gang. Han er som en skrædder.”

Bonusinformation: Scenen hvor Harvey Keitel giver Tony Revolori en lussing krævede 42 optagelser, før Wes var tilfreds.

Er der plads til at improvisere under Wes?
SR: ”Ingen improvisation.”
TR: ”Nej. Ikke en eneste ting. Han ændrer dialogen, hvis han vil…”
SR: ”…men ikke meget…”
TR: ”…måske et ord eller noget…”
SR: ”Eller for at tilføje et komma. Nej, man improviserer ikke.”

Ønskede I jer nogensinde mere frihed, når Wes var så specifik?
SR: “Netop på grund af det specifikke er der en vis frihed. Der er plads til at ånde mellem det hele, fordi din dialog er fastlagt og linjerne er trukket op for dig på en måde, der er så klart, så defineret og så specifik, at du ved: “Jeg skal gøre det der og det der” og “han vil have mig til at gøre det her”. På en eller anden måde, og jeg ved ikke hvordan, giver det dig et pusterum, der gør, at du giver noget at dig selv til rollen. Du føler ikke, at du bare er en dukke eller noget.”
TR: “Det er ligesom at iføre sig et jakkesæt. Den er der og den er skræddersyet til dig, og du tager den på, men det er dig, der bærer den. Giver det mening?”

Bonusinformation: Zero skulle egentlig have haft en Beduin-accent, men Wes skrottede den ide, da resten af holdet brugte deres egne accenter, og derfor lyder Zero som en fra Californien.

Hvad hjalp jer med at fordybe jer i hans verden?

TR: “Hans sets og alting er meget håndgribelige. Så snart du træder indenfor, er du der. De sets, han designede med Adam [Stockhausen], var der, så for mig var det som om, at jeg var i lobbyen til Grand Budapest Hotel, eller hvor vi nu ellers var, fordi alle detaljerne var der. Selv hvis der er et hjørne, som ikke er med i scenen, så sætter han noget der, lige meget hvad, han detaljerer alt. Og med kostumerne og alting, så er du der helt og aldeles.

SR: “En af de ting, som jeg elsker ved Wes’ film er, at alle har en form for uniform, alle har deres farve, alle har deres signatur kostume, og det er fedt, selv min bryllupskjole har et lille Mendl’s M.”

Bonusinformation: Wes lavede en animatics af hele filmen, hvor han lagde stemme til alle karaktererne for at hjælpe skuespillerne med at forstå, hvad hans vision med filmen var. Saoirse har stadig animaticsen på et USB stik.

Nu hvor I har arbejdet med Wes, kan I så genkende dele af hans personlighed i nogle af karakterne?
SR: “Absolut. Hver og en. Selv Madame D. Hver eneste karakter.
”
TR: “Ja. Monsieur Gustave er Wes, jeg ved ikke angående kontrol, men hans måde at føre tilsyn med det hele…
”
SR: “Han har ynde lige som Wes, synes jeg.”
TR: “Uskyldige, stille Zero, det er også Wes. Hvad er hans forbindelse med Agatha?”
SR: “Han elsker desserter! Det gør han virkelig. Han spiser 2 – 3 desserter hver aften efter aftensmaden. Jeg synes, at alle karaktererne er så vidunderlige anderledes, men måden de kommunikere på er meget Wes. Alt er en smule forstærket, men afslappet. Det synes jeg også Wes er en smule. Wes er en meget afslappet person, men på samme tid er der også noget overjordisk over ham, det er lidt som om, at han har skabt en karakter til sig selv.”

Kom I unge mennesker godt overens med de ældre?
SR: “Ja, det synes jeg.
”
TR: “Ja, Willem er en ung sjæl
”
SR: “Willem dansede udenfor lige efter dit interview! Jeff opfører sig som en på 20.
”
TR: “Jeff er som et lille barn.
”
SR: “Han er et energibundt. Men de var alle sammen vidunderlige. Vi brugte så meget tid sammen, fordi vi alle boede på det samme hotel og spiste sammen hver aften og – med undtagelse af Tony og Ralph – så var alle sådan on/off og deres tid på settet var meget sporadisk, så folk kom og gik. Jeg tror, Jeff og jeg var der i længst tid uden at arbejde, så vi opholdte os på hotellet eller vandrede rundt i Gorlitz, hvilket var meget sjovt, og han var altid nede for at spise morgenmad, så der var altid en at hænge ud med. Men vi havde også et fremragende crew, som vi kunne hænge ud med.”

Tony, hvordan var dit forhold til Ralph?
TR: “For at være ærlig, så udviklede det sig helt klart fra et godt udgangspunkt. Første gang jeg mødte Ralph, var han så venlig og generøs. Jeg har set hans tidligere arbejde, så jeg var en smule nervøs, men han fjernede virkelig nervøsiteten. Han fik mig til at føle mig meget tilpas, og hvad angår at spille overfor ham, så er han en dygtig skuespiller, som jeg lod mig inspirere meget af og jeg tror også, at han var i stand til at lade sig inspirere af mig. Vi havde bare denne her forbindelse fra starten, og det udviklede sig så til det, du ser i filmen. Og Wes var der selvfølgelig også hele tiden og observerede hver eneste detalje.”

Bonusinformation: Wes Anderson overtalte Ralph Fiennes til at medvirke i filmen ved at sende ham en email, hvor han bad Ralph om at læse manuskriptet og fortælle, hvilken rolle han gerne ville have.

Ville I tjekke ind på et hotel som Grand Budapest?
TR: “Ja”
SR: “Ja, men jeg tror ikke, at jeg ville få samme opmærksomhed, som de ældre kvindelige blondine arvinger får. Jeg ville ikke få helt samme behandling.”
TR: “Jeg ville tage derhen for at arbejde. Jeg ville helt klart elske at arbejde der.
”
SR: “Ja, når skuespillerkarrieren er kørt af sporet.”