Den skotsk fødte skuespiller Richard Madden, som du måske bedst kender for sin rolle som Robb Stark i ’Game of Thrones’, spiller hovedrollen i Netflix nye store krimiserie ’Bodyguard’. Vi har før set fremragende serier fra britisk side, som blandt andet ’Downton Abbey’ og ’Peaky Blinders’ der begge har høstet rosende anmeldelser, kan ’Bodyguard’ mon følge trop?
Koncept
Vi befinder os i nutidens London, hvor faren for terror fylder i såvel arbejderklassens- som politikernes hverdag. Den hjemvendte Afghanistan soldat David Budd (Richard Madden) slås med posttraumatisk stress, som langsomt er ved at ødelægge forholdet til hans familie. Budd bliver ansat som personlig bodyguard for indenrigsminister Julia Montague (Keeley Hawes), som virkelig er i terroristernes søgelys grundet sine hårde politiske holdninger til blandt andet overvågning. Som seriens plot skrider fremad, synes Budd at ane en sammensværgelse rundt om Montague, en sammensværgelse som han er forholdsvist alene om at skulle opklare, og en sammensværgelse han bliver så involveret i, at selv hans nærmeste ender med at tvivle på hans hensigter.
Lad mig starte med at sige at man med ’Bodyguard’ ikke har opfundet den dybe tallerken. Vi har set noget alla dette koncept før på både film og serier. Når det er sagt så må jeg dog indrømme, at jeg synes at ’Bodyguard’ er virkelig godt håndværk. Serien indeholder kun seks afsnit i første sæson, og jeg slugte dem virkelig hurtigt! Der går ikke længe før man som tilskuer er viklet godt og grundigt ind i det spændende plot. Blot et par minutter inde i første afsnit lægger serien ud med en dramatisk og nervepirrende situation hvor Budd, alene mand, må forsøge at tale en terrorist fra en selvmordsaktion ombord på et tog. Der bliver lagt enormt hårdt ud, og heldigvis skuffer serien aldrig når det gælder spænding og tempo. Som tilskuer bliver man tilmed ofte i tvivl om hvad serien kan finde på, og det skaber en rigtig god og pirrende atmosfære. Samtidig bruger serien enormt god tid på at opbygge og udfolde sit karakterkartotek, hvilket virkelig giver pay-off da man som tilskuer konstant opretholder en nysgerrighed og interesse for historien og dens karakterer.
Udførelse
Generelt er udførelsen god, både visuelt og i lydbilledet er krimi/thriller genren virkelig i spil. London vises samtidig fra en meget rå og upoleret vinkel, serien er meget mørk, og det skaber et fedt udtryk til det tunge og alvorlige emne. Samtidig øger det spændingen at man aldrig helt ved hvem der lurer i mørket eller bag det næste gadehjørne, her har seriens skaber Jed Mercurio virkelig bygget en flot suspense op!
Skuespillet er generelt godt over hele linjen, og skuespillerne har rigtig meget karaktermæssigt at arbejde med, idet serien er bygget op med en ret stor uvidenhed overfor sine karakterer. Ja det lyder lidt underligt, men lad mig forklare hvad jeg mener med dette – som jeg ovenfor har nævnt, er vi konstant i tvivl, om hvad serien kan finde på, og dette afhænger i høj grad af, at vi som tilskuere aldrig rigtig har styr på karakterernes indre. Dette betyder ikke, at vi kun kender dem overfladisk, det betyder mere, at alle karakterer er bygget meget flersidet op, og vi kan derfor som tilskuere ikke lige umiddelbart afgøre hvorvidt en karakter er udelukkende god eller udelukkende dårlig – altså hvem vi skal ”holde med”. Alle karakterer er fyldt med skyggesider som de aldrig rigtig lader se dagens lys og det er virkelig en genistreg synes jeg! Og ja, det har vi da set før, men jeg synes det fungerer skide godt og hjælper det twistede plot på vej. Til tider er vi endda i tvivl om vores hovedpersons intentioner, og det giver et virkelig godt afsæt, til at serien kan løbe om hjørner med sin tilskuer – sådan noget elsker jeg! Ligesom man troede, at man havde regnet noget ud, så stikker den i en helt modsat retning, og man bliver taget med bukserne nede! SÅ derfor mener jeg ikke at serien ikke har styr på sine karakterer, jeg mener bare, at den giver plads, til at karaktererne kan udfolde sig uden at røbe dem eller blande sig for meget. Det er en fornøjelse!
I både hovedroller og biroller ses et stærkt cast som virkelig har formået at skabe dybde og kompleksitet i sine karakterer. Personligt var jeg fuldstændig vild med Madden, jeg synes han gjorde et virkelig godt stykke arbejde i rollen som Budd. Kigger man helt teknisk på hvad hans karakter skal igennem, så er det en kæmpe opgave Madden har påtaget sig, og han udfører den balanceret og detaljeret. Ikke én gang kammer han over og bliver overspillet eller overdrevet, hvilket sådan en rolle ellers godt kunne risikere at blive. Jeg var ret imponeret over ham.
Kontinuitet
Som tidligere beskrevet bliver man som tilskuer dybt involveret allerede fra starten af og dette fortsætter kontinuerligt gennem resten af serien. Derved overholder serien det niveau af spænding man som tilskuer bliver lovet fra starten af, det er virkelig fedt.
Serien er bygget op således, at der løber en del sideløbende historier samtidig, og selvom der er mange tråde og karakterer at holde styr på, så bliver det aldrig uoverskueligt eller forvirrende. Der foregår en ret fin balance imellem det action- og spændingsfyldte og det mange måske vil opfatte som den lidt mere tørre afdeling, det politiske. Samtidig er der gjort plads til det følelsesmæssige, og serien kan på denne måde nå ret alsidigt ud. Dog var jeg personligt meget utilfreds med slutningen, som jeg slet ikke synes levede op til seriens grundige forarbejde med at etablere univers, plot og karakterer. Det føltes faktisk lidt som om at serien i virkeligheden burde have været et afsnit længere, og at producenterne i sidste øjeblik valgte at slå de to sidste afsnit sammen til ét afsnit. Historien sluttes simpelthen så hurtigt og sjusket af, at det for mig virkede utroligt utroværdigt. Karakterer der ellers ikke har været nemme at fange, bliver fanget, karakterer der ikke før har villet tale eller tilstå, tilstår pludselig og så videre – det er simpelthen for nemt. Samtidig synes jeg at slutningen var alt for Hollywood inspireret og skurer i forhold til det setup omkring Londons undergrund, som hele serien var spundet omkring. Det irriterede mig grænseløst og jeg synes slet ikke det var fair over for hverken historien eller karaktererne (jeg håber i forstår hvad jeg mener, når i selv har fået syn for sagen). Det er simpelthen for fladt og jeg mangler noget nerve!
Samtidig er der en del plottråde som ikke bliver samlet op, og som tilskuere efterlades vi med en masse åbne døre. Vi sidder tilbage, med en del spørgsmål som ikke bliver besvaret og en del af dem, har ellers fyldt rigtig meget igennem serien. Det er sku ærgerligt, at man ikke lige sørger for at få afsluttet ordentligt, når nu man har gjort et så godt forarbejde. Hvad end det skyldes penge, tid eller manus sjusk, så efterlader det bare en med en lidt ærgerlig smag i munden. Jeg synes i hvert fald den fortjente bedre!