’Forelsket i New York’, som filmen er oversat til på dansk – en virkelig dårlig titel, især når man har set filmen – har original titlen ’Begin Again’, en titel som giver en smule mere mening.
Filmen er instrueret og skrevet af John Carney, som også har lavet ’Once’. ’Once’ vandt en Oscar for bedste sang, og er blevet lavet om til en Tony Award-vindende musical. Ligesom musik i ’Once’ har en meget stor rolle og er det gennemgående tema, så er det samme gældende i ’Forelsket i New York’. Filmens karakterer er musikkere, og de har alle musik til fælles. Derfor er der utrolig mange sange, og enormt meget snak om musik. (Men hey, elsker vi ikke alle musik?)
Historie
I ’Forelsket i New York’ er der to hovedroller, hvis liv man følger. Den ene er Gretta (Keira Knightley) , som er flyttet til New York med sin kæreste Dave (Adam Levine), som er ved at blive en rigtig store musikerstjerne. Greta skriver selv musik, men mest til sig selv. Dan bliver fanget og fristet i stjernelivet og musikbranchen, og Greta og Dans veje må skilles, men måske kun for en tid. Gretta, som er kunst efter bruddet, slår sig ned hos sin ven Steve (James Corden). Da Greta en aften spiller på en bar, opdager Dan (Mark Ruffalo), vores anden hovedperson, hende.
Dan er en musikproducer, hvis storhedstid ligger år tilbage. Hans liv er ét stort rod – han har ingen penge, har problemer med forholdet til sin kone (Catherine Keener) og datter (Hailee Steinfeld), som han sjældent ser, og så har alkohol en lidt for stor rolle i hans liv. Når han hører Gretta spille, ved han bare, at det kan blive til noget. De er hver præcis hvad den anden har brug for, og sammen har de mulighed for at skabe noget helt specielt.
Hvis du har set traileren, så synes jeg næsten den giver alt filmen har at byde på væk. Så se ikke traileren, hvis du vil se filmen!
Filmen kører i et rigtig fint stille og roligt tempo, og den er meget behagelig at se. Det er en god film at slappe af til og til at få et smil på læben. Det er ikke det helt store kunstneriske eller nyskabende, men det behøver alle film jo heller ikke at være. Filmen har en rigtig lækker naturlighed og realisme over sig. Der er intet som er ildet for meget op, for at skabe noget Hollywood-drama. Det gør at filmen er nede på jorden og meget let at identificere sig med.
Det er ikke en film om kærlighed og folk som forelsker sig. Den er om musik, livet og at kunne skabe noget selv, og det er lidt fedt at sådan en type film, som normalt har et stort kærlighedskliché-plot, ikke har fokus på romantik. Derfor er titlen ’Forelsket i New York’ også helt væk, for det handler altså ikke om at være forelsket i New York.
Her kommer lige nogle spoilers, så hop ned til efter billedet, hvis du vil undgå dem.
En ting som jeg er virkelig begejstret over, er at der aldrig sker noget romantisk mellem Gretta og Dan. Jeg sad hele filmen igennem og frygtede, NU sker det, nu kysser de eller siger noget romantisk lort, som vil ødelægge hele filmen. Vi har fået kodet ind i hovedet, at hvis en mand og en kvinde bruger x antal tid sammen, og især har noget helt specielt og unikt sammen, så SKAL de ende med at forelske sig i hinanden, sådan er det i Hollywood. Og TAK TAK fordi det ikke sker i denne film, det er en befrielse. Det ville ødelægge ALT ved filmen, hvis de gjorde. De har begge hver deres kæreste/kone og datter, og forholdet til dem som de kæmper og rodder rundt med, og det fylder nok. De kan inspirere hinanden og have noget specielt sammen, UDEN det er romantisk.
Filmen er på nogle måder en feel good film, og på nogle ikke. Der er dele, som gør en glad. Deres kærlighed til musik, det unikke de formår at skabe af dem selv og udenom al den sindssyge musikindustri, og måden de gør oprør – dét er rigtig feel good. Men samtidig er der også denne realistiske del over det, som gør at alt langt fra er rosen rødt, og alting ender heller ikke helt perfekt – som i det virkelige liv.
Filmen starter op med scenen hvor Gretta sidder og spiller på en bar – og derefter kommer der en ”tidligere den dag” sekvens med Dan. Jeg havde virkelig svært ved at leve mig ind der og identificere mig med handlingen. Det stykke interesserede og fangede mig ikke rigtig, og jeg føler at de på en måde godt kunne have fortalt det på en anden måde, eller bare kortere. Nu tog jeg ikke tid på hvor lang den sekvens var, men den føltes som 20 min (var nok nærmere 10). Jeg kunne slet ikke identificere mig med ham, og synes har var for kunstig og dialogerne og klippetempoet var for hurtigt. Jeg bryder mig slet ikke om Dan i starten, men bare rolig, det ændrer sig, og jeg investerer mig klar i Dans liv og problemer efterfølgende.
Til forskel for Dan, var jeg lige med det samme meget investeret i Grettas tilbage i tiden del, som kommer ikke lang tid efter. Det fangede mig med det samme.
Så det jeg vil sige er bare: døm ikke filmen for hurtigt. Nu er det også de færreste som udvandrer fra en biograf, men hvis du nu først ser den når den kommer på DVD.
Skuespil
Jeg har altid synes, at Keira Knightley er dejlig, og i denne film kommer der en fantastisk naturlighed over hende. Hun både spiller og ser naturlig ud. Havde det i starten en lille smule svært ved at se hende troværdigt som musiker og sanger – især fordi det er virkelig tydeligt, at sangen er lagt på bagefter. Det er ellers vidst nok hende selv som synger, men de må vel have gennemredigeret det en del. Men synes egentlig ikke det er så slemt efter lidt tid, hun begynder at blive troværdig som sanger efter nogle gange, man skal bare vænne sig til det. Heldigvis, for hun synger omkring 10. forskellige gange igennem filmen.
En man til gengæld kan nyde at se og høre på synge, i hvert fald hvis i spørger mig, er Maroon 5 forsangeren Adam Levine i rollen som Dave. Det er hans første spillefilm, og jeg er virkelig positivt overrasket over ham. Er ellers egentlig overordnet ret træt af alle de musikkere, som hele tiden skal lege skuespillere, og som bliver smidt ind som en birolle, fordi filmen så kan trække fans til. Dette føler jeg lidt er tilfældet med CeeLo Green, som også er med i filmen, han har en meget lille rolle, som jeg egentlig meget godt kan lide, men man tænker lidt samtidig: okay, det her er CeeLo Green som lige synes det var sjovt at tjene lidt flere penge og lege skuespiller. Men med Adam Levine funger det utrolig godt, og man ser ham som rollen han spiller, og ikke som Maroon 5 sangeren. Jeg kan virkelig godt lide hans nede på jorden og rolige skuespillestil. Han er virkelig troværdig som en ung stille og rolig britisk fyr, som er overvældet og først lidt malplaceret i det store USA.
Sammen med Keira Knightley, skaber de er fantastisk par – to britere som måske først, synes det store USA er lidt for meget og voldsomt. Jeg synes de har en super fed kemi, og det forhold der bliver fremvist er virkelig realistisk og sødt, uden på nogen måde at være kunstigt, overromantiserende eller overdramatiserende. De to gør det godt sammen, med den skærmtid de får.
Til sidst i filmen synes jeg vi mangler lidt svar omkring deres forhold, og det frustrerer mig lidt. Man ved for det meste i filmen hvordan Gretta føler, men jeg synes til sidst i filmen, at det er svært finde ud af hvordan hun har det med Dave. Vi må selv fortolke på, hvorfor præcis det er, at hun er i tvivl med Dave, men vi finder aldrig ud af hvad hun beslutter sig til. – Måske det bare er mig, som ikke kan fortolke hvad der sker godt nok. Synes også karakteren Dave har fortjent noget mere spilletid, især til sidst i filmen. Øv, jeg gad godt vide hvordan det endte med de to.
Med Mark Ruffalos rolle, Dan, er der et mere tydeligt resultat til sidst i filmen, og det er dejligt at se. Mark Ruffalo er en meget anderledes og amerikansk karakter. Han gør det rigtig godt og er som altid en virkelig dygtig skuespiller – især når man lige er kommet over den ”tidligere på dagen”-del han har i starten af filmen.
Dans datter spilles af den unge Hailee Steinfeld, og hun er som altid bare virkelig fantastisk. Hun er sat i en helt anden kontekst end hun var i True Grit, som hun fik en Oscarnominering for, men også her viser hun sit tydelige talent. Hun er godt nok dygtig, og jeg er også rigtig glad for hendes karakter. Hun er også et stort lyspunkt i starten af filmen, og hun holder hele vejen igennem.
Visuelt
Scenen hvor Dan hører Gretta spille på baren har en rigtig fed detalje. Imens hun spiller, alene med sin guitar, så begynder Dan at kunne høre de forskellige instrumenter, som ville passe godt i sangen. En efter en begynder instrumenterne at spille af sig selv, til Dan til sidst har forestillet sig præcis hvordan hendes sang skal lyde. Det synes jeg er en ret fed visuel måde at komme ind i Dans musikproducer-hoved på, og viser hans måde at se musikken. Ellers bærer filmen ikke rundt på det vildeste ren visuelt, men det er trodsalt nok heller ikke meningen. Filmen er realistisk både visuelt og historiemæssigt, og det er fint, at der er fuld fokus på personerne og musikken.
Musik og lydbillede
Musikken er jo vores tredje hovedperson. Der er utrolig meget snak og fokus på musik, og der bliver spillet enormt mange numre. Ofte er det kun en lille del af et nummer vi hører, og de minder meget om hinanden alle sammen. Alt det musik Gretta spiller er meget i den samme stil, og al den musik Dave spiller er også meget det samme. Gretas musik er meget behagelig stille og rolig pop. Hvor Daves er lidt mere gang i den mainstream pop. (nu er jeg ikke musikekspert)
Det er faktisk nogle rigtig fine sange vi kommer igennem. Den ene sang, som Gretta har skrevet og som går igen gennem hele filmen, når man at høre dele af, et vis antal gange, så man til sidst kan genkende den. Den er faktisk ret fed, i alle de versioner den bliver spillet.
Vi får også gensyn med nogle ret fede klassikere, i en scene hvor Dan og Gretta lytter til hinandens mobilalbums.