I 2009 havde Destin Daniel Cretton premiere på sin kortfilmen ’Short Term 12’ , som bla. vandt juriprisen til Sundance Film Festival. Filmen var baseret på hans egne oplevelser da han arbejdede på en institution for teenagers. Senere besluttede Cretton sig for at lave kortfilmen om til en fuld spillefilm. Spillefilmen følger kortfilmen meget tæt, men en stor ændring er dog gjort: hovedpersonen, som i kortfilmen var en mand løst baseret på instruktøren selv, har nu skiftet køn, og er i spillefilmen en kvinde. I august 2013 havde filmen premiere i USA, og nu er den endelig kommet til Danmark!
Historie
Grace (Brie Larson) arbejder på døgninstitutionen Short Term 12, som huser en gruppe unge. Her passer hun på børnene som alle har problemer og forskellige grunde til at blive placere på institutionen. Hendes kæreste Mason (John Gallagher), arbejder også på stedet og de har på overfladen et fantastisk forhold. Men Grace har oplevet ting i sin fortid, som hun ikke vil tale om, og det skaber problemer for hende og deres forhold. I filmen oplever vi hverdagen på institutionen, møder de forskellige unge og oplever de forskellige problemer de alle, også medarbejdere, må kæmpe med. Når pigen Jayden (Kaitlyn Dever) flytter ind på institutionen, distancerer hun sig fra de andre unge. Grace prøver at komme ind på Jayden og de to får et venskab som river op i Graces fortid og ændrer begges liv.
Et ord jeg har skrevet om og om igen i mine noter er: realistisk. Og det er filmens kodeord – den er troværdig og naturlig. Jeg føler mig levet godt ind i den, og jeg føler det jeg oplever er virkeligt. Denne troværdige historie, bevirker at filmen rør mig virkelig meget og går lige i hjertet. Jeg føler mig virkelig investeret i personerne og deres problemer. Jeg kan ikke andet end at holde af hver af en, alle børnene og de fantastiske medarbejdere som arbejder på institutionen.
Realiteten og troværdigheden kan vi uden tvivl takke instruktøren, Destin Daniel Cretton for, Han har sin erfaring med sådan et miljø i den virkelige verden, og har derfor en fantastisk indgangsvinkel og evne til at beskrive et troværdigt miljø. Samtidig har de to hovedroller fulgt medarbejdere på en virkelig institution, af samme type som den i filmen.
Jeg elsker når vi mister dette Hollywood drama og filmens historie og detaljer virker ægte. Karakterne reagerer som man ville i den virkelige verden. Filmen kan skabe en god og spændende historie, uden at skulle være Hollywood stor, eller gøre karakterne og problemerne utroværdige eller til sjældenheder.
Filmen har en smule observerende tone, hen imod dokumentarstilen og skærer aldrig noget ud i pap. Vi får et par ting forklaret, men det sker via Nate (Rami Malek), en ny medarbejder, som starter i den første scene af filmen – han får selvfølgelig et par informationer, men det ikke meget og resten regner vi selv ud og må observere. Der er et virkelig fint flow i filmen, som er dejligt afdæmpet og nede på jorden. Hver en scene virker som relevant og fangende og intet bliver overflødigt.
Samtidig er det også dejligt, at se en masse realistiske replikker og den måde, de kan skabe karakterne på. Ja, det er da nogle kloge og inspirerende replikker der kommer en gang imellem – men de kommer fra livserfaring og man tror på det ville komme fra en hel almindelig person. Der er ingen af de replikker, som vi ofte ser i amerikanske film, som nærmest er hele tale som var det en amerikansk politiker som skulle sælge sin politik.
Replikkerne bliver også leveret virkelig naturligt af skuespillerne, og nogle gange føler man at det hele er improviseret.
Skuespil
Grace er en utrolig stærk og inspirerende karakter. Det forhold hun har med de unge og den måde hun håndterer dem på er fantastisk og får en til at falde for hende med det samme. Hovedrollen Grace bliver spillet af Brie Larson (’Don Jon’, ’21 Jump Street’). Hun har hele filmen på sine skuldrer, men bærer den uden nogen form for besvær. Larson er utrolig talentfuld og hendes præstation og skiltring af Grace rør mig virkelig. Hendes skuespil er meget nede på jorden og langt fra overspillet. Især hendes samspil med John Gallagher som spiller Mason, er virkelig imponerende. Det to skaber et fantastisk forhold mellem deres karakterer, man kan føle deres kærlighed, forståelse og intimitet. Karakterne virker så tætte og forstående og deres forhold er virkelig inspirerende. John Gallagher leverer en fantastisk præstation i rollen som Mason, som er fyldt med så meget kærlighed og positivitet. Gallagher er virkelig dygtig til at give Mason små naturlige bevægelser og vaner og nogle gange så føler jeg virkelig, at han både improviserer og er ét med sin karakter. Mason er sådan en elskværdig og utrolig rummelig karakter, som man bare falder for og Gallagher får ham til at føle så virkelig.
Den nyankomne medarbejder Nate, spilles af (den billedskønne) Rami Malek. Nate er ret akavet og tingene falder ham ikke helt naturligt. Men det gør ham nu også til en ret troværdig karakter. Rollen er ret lille, hvilket er lidt ærgerligt (især fordi jeg virkelig godt kan lide Rami Malek). Jeg synes han burde få en smule mere plads. Filmens start har fokus på ham, og efter kort tid glemmes han, og det virker forkert.
De unge skuespillere gør det imponerende godt. De fleste er ikke skuespillere med erfaring, hvilket er endnu mere fantastisk. Deres interaktion er meget naturlig, og tror især instruktøren har været rigtig god til at få dem til at føle sig til rette og hjemme i deres roller og på settet.
To af de unge karakterer er der specielt fokus på. Den ene er Marcus, som spilles af Keith Stanfield – den eneste skuespiller som også var med i kortfilmen. Marcus fylder 18 og skal til at forlade institutionen. Han er den karakter jeg endte med at holder mest af og bekymre mig mest for. De ting den dreng har gået og skal gå igennem rørte mig utrolig meget. I en scene læser han et rap-digt op, som han har skrevet. Det handler om hans fortid og det at han må forlade stedet. I den scene løb tårerne bare ned af kinderne på. Keith Stanfield gør det virkelig godt, og der er ingen tvivl om hvorfor instruktøren Cretton brugte lang tid og mange kræfter på at få fat i Stanfield, som i mellemtiden havde stoppet med at spille skuespil.
Den unge Jayden spilles af Kaitlyn Dever, som dog har en smule erfaring på sit CV. Dever har en ret stor rolle, og skal vise mange forskellige følelser i rollen som den meget vrede og udsatte Jayden – hun gør det rigtig godt og har et rigtig fint sammenspil med Brie Larson.
Visuelt
Der er en fantastisk miljøskiltring af Short Term 12. Ofte bliver der vist små bidder af hverdagen og der er en følelse af, at man går igennem gangene og kigger ind til de forskellige rum og til de forskellige liv, som var man en usynlig og uforstyrrende observator i institutionen.
Der bliver for det meste brugt håndholdt kamera, hvilket også hjælper med til at give denne naturlige og observerende følelse.
Filmens visuelle side er rolig og ikke særlig storslået, og giver derfor rum og tid for os til at observere, og lader skuespillerne skabe stemningen og de følelser som vi skal opleve.
Filmen er filmet på en tidligere institution, hvilket man klart får en følelse af. Jeg lagde specielt mærke til hvor troværdige og virkelige de unges værelser så ud, de kunne sagtens bilde mig ind, at de bare var gået ind på virkelige personers værelser, for at filme der. Der roder og der er så mange nips og detaljer, det ligner virkelig et rigtig ungt menneskes værelse. Det gik op for mig, at det altså ikke er ofte de formår at skabe den form for virkelighedslignende miljø i film.
Musik og lydbillede
Musikken der er i filmen er instrumental og skaber ikke særlig meget opsigt, men hjælper mest bare på stemningen i nogle af de korte og mellemliggende scener, uden replikker. Der er ikke (altid) musik i de store scener hvor karakteren taler sammen – noget som endnu en gang gør det hele troværdigt og meget nærværende. Og jeg savner ikke den musik, til at skabe stemningen, det kan skuespillet gøre helt af sig selv.