Det er jo kun hvide heteroseksuelle mænd?
Måske er det ikke ligefrem en nyhed at den hvide mand har overhånd i filmens verden. Der har især været meget tale om fremstillingen af kvinder og manglen på sorte mennesker (Ja, jeg vil her tillade mig at referere til afro-amerikanere og folk af afrikansk afstamning som ”sorte” og folk af europæisk afstamning, som hvide).
Man har måske en følelse af, at det er slemt, men det må da være blevet meget bedre i vores moderne år 2015? Vidste du, at det faktisk ser endnu værre ud, end man umiddelbart føler? Jeg vil se på forskellige tal som viser hvor ensformig filmens verden STADIG i dag er.
Hvor blev 50% af verdens befolkning af?
Det er en bred sexistisk misforståelse at kvinder taler mere end mænd. En undersøgelse viser, at misforståelsen faktisk kommer af, at vi forventer kvinder er usynlige og stille – så når de først taler, så bliver det set som at der bliver ”talt for meget”. Det kan godt være at dette måske ikke er så udbredt i dagens Danmark, men ser vi på filmens verden, bliver vi udsat for dette systematisk.
Når vi ser en stor gruppe mennesker i en film, oplever de fleste det som om, at kvinder og mænd er ligeligt fordelt. Realiteten er desværre, at der gennemsnitligt kun er 17% kvinder.
Den sørgelig sandhed er, at fordelingen mellem mænd og kvinder i film ikke har ændret sig særlig meget siden 1946. Her er nogle triste tal du kan bide mærke i, som bygger på film fra 2010-2013 (en undersøgelse lavet af Geena Davis instituttet):
– Globalt set, er der 2,25 mandlige karakterer til hver kvindelig karakter.
Det værste land er Frankrig med 9,1 mænd pr. enkelte kvinde. Brasilien er bedst til at bruge kvinder, her er der 1,7 mænd pr. kvinde.
– Ud af i alt 5,799 talende rolle, var kun 30,9% kvinder.
– Kun 23,3 % af filmene har en kvindelig hovedrolle eller med-hovedrolle.
Ser vi på menneskerne bag ved kameraet, var kun 7% af instruktørerne kvinder, 19,7% af manuskriptforfatterne og 22,7% af producerne.
Hvis man fokuserer på hvordan de få kvinder, som faktisk er i film, bliver fremstillet, så er det heller ikke særlig kønt.
Det overrasker nok ikke nogen, at kvinder alt for ofte bliver seksualiseret. Især ofte i action-film, bliver kvinder sat ind som lækkert pynt til mændene. Tallene viser at 24,8% af kvinder har sexet tøj på, hvor det kun er 9,4 % af mændene. Samtidig er hele 24,2 % af kvinderne enten nøgne eller dels nøgne, mod mændenes 11,5 %. Tænk en gang over de tal, det er ¼ af alle kvinder i film. Det er også virkelig uhyggeligt at se, at karakterne fra 13-39 år er ligeligt seksualiseret eller set nøgne. Altså de 13-20 årige er lige så ofte seksualiseret som de 21-39 årige. Vi bliver påvirket fra en helt ung alder og bombaderet med disse sexistiske billeder af kvinder.
Den dårlige fremstilling af kvinder fortsætter, når man ser på fordelingen af ledere og folk i højtprofileret jobs. Der var 90% mandlige til 9,1% kvindelige dommere, 85,2% af lægerne var mænd, og kun tre kvinder var politiske ledere. En talte ikke, en anden var en elefant og den sidste var Margaret Thatcher.
LGBT, hvad er det?
På det seneste er det som om det er gået op for filmfolk, at ikke alle vil sættes i kategorien som heteroseksuel, men at der faktisk findes et uendeligt antal af seksualiteter. Det betyder at der er kommet lidt mere fokus på, at disse folk mangler en del repræsentation i filmverden. Og så tænker du, jamen det jo sådan en lille del af befolkningen, er det så ikke okay at ikke alle film har LGBT+ karakterer? Flere undersøgelser op igennem 2010’erne viste at gennemsnitligt 9% af USA’s befolkning så sig selv som ikke-heteroseksuelle. Det er altså ikke en særlig lille gruppe, som mangler en del repræsentation. I en undersøgelse skabt af GLAAD, som så på 102 film fra 2013, var der kun 17 af dem, der havde ikke-heteroseksuelle karakterer. Størstedelen af dem meget små roller. Transkønnede karakterer var virkelig dårligt repræsenteret, der var kun 2 af slagsen. Men endnu mere sørgeligt, er den måde LGBT roller bliver fremstillet. De bliver altid defineret ud fra netop dét, at de ikke er heteroseksuelle, som var det den eneste vigtige karakteristik. Ofte er karakteren fremstillet som en joke, en perversitet og ofte en stereotype.
The white man
12% af verdens befolkning er folk med hvid hudfarve. Men nu er det nu en gang USA der har overhånd i verden, også på de fleste kulturelle-aspekter, og det er derved amerikanske film, der bliver set over størstedelen af verden. Men på trods af det, så er ca. 40% af USAs befolkning etniske minoriteter, altså ikke hvide. Dette afspejler sig langt fra i deres film.
I en undersøgelse som har kigget på de 100 mest populære film I 2013, er 25,9% af filmenes 3.932 talende karakterer fra en minoritets gruppe. 74,1% af rollerne var hvide. 14,1 % sorte og 4,9 % Hispanic/latinamerikanske. Undersøgelsen har også set på 600 film fra 2007-2013, og igennem den tid er der ingen meningsfuld ændring sket.
25% af alle biografbilletter købt I USA, er solgt til latinamerikanere, men alligevel har de kun omkring 5% af rollerne i filmene. De er klart den mest underrepræsenterede minoritet, i forhold til at ca. 17% af USA’s befolkning hører under denne gruppe. Hvorfor kan Hollywood mon ikke se hvem deres publikum er?
Det er blevet næsten en regel, at hvis man ikke vil være racistisk, så skal man lige sørge for at man har en sort karakter i sin film – ofte som det komiske side-kick (eller det akavet eksempel hvor Heimdal blev sort i ‘Thor’). Sådan! Så har man klaret den udfordring, nu kan ingen sige man er diskriminerende. Det betyder også at det er begyndt at gå lidt bedre for repræsentationen i forhold til sorte. Men alligevel er kun 14% af de talende roller i 2013 sorte, og næsten en femtedel af alle filmene, har ikke nogen talende sorte roller. Af de i alt 107 instruktører der stod bag de 100 mest populære film i 2013, var kun 7 sorte, og 2 gik endda igen.
Hvidvaskning af karakterer
På baggrund af det, så kan vi finde sammenhængen i det næste fænomen: Hollywood er så glade for hvide skuespillere, at de ansætter dem i roller som er native-amerikanske, asiatiske, latinamerikanske osv. I gamle dage malede vi hvide danskere sorte i hoved, når de skulle spille ”negermænd”, men det er på nogle punkter ikke langt fra nutiden. Det er ret aktuelt, hvis vi ser på en kommende film som ‘PAN’. Dette kan virkelig bringe sindene i kog, især fordi det er så repræsentativt for hvordan film gennemsnitligt tager sig ud. Nemlig, at man vælger at caste en hel hvid 30 årig(!) kvinde, til at spille lille indianske Tiger Lily.
Eller hvad med en film som ‘Exodus’ som handler om egyptere og egyptiske guder, som så vælger at ansatte lutter hvide skuespillere (hvordan kan det være at halv indiske, halvt britiske Ben Kingsley altid bliver tilkaldt når der skal castes en hvilken som helst ikke-hvid rolle?). Hvad med Johnny Depp i ’The Lone Ranger’? Eller Jake Gyllenhaal i ’Prince of Persia’? Tænk en gang, at jeg bliver nødt til at fremhæve en skør komediefilm med Ben Stiller som ‘Nat på museet’, som et positivt eksempel på, når det en sjælden gang lykkes dem at ansætte skuespillere med den rigtige etniske baggrund (Rami Malek som farao). Det er en sørgelig realitet, at Hollywood hvidvasker deres karakterer. Man tror det er løgn, og undrer sig over hvorfor det dog kan fortsætte – så stor en mangel kan der da ikke være på gode native-amerikanske skuespillere?
Altså, Hollywood elsker hvide heteroseksuelle mænd, spørgsmålet er om det mon er fordi de tror det er hvad folk vil se? Hvad folk accepterer? Den onde cirkel er måske, at vi har vænnet os til at se så mange hvide mennesker, at det er dem vi helst vil se på. Men mon ikke det hurtigt kan vendes om, hvis altså Hollywood virkelig gad?
Havde I regnet med tallene så sådan ud? Eller blev I også overrasket over hvor meget Hollywood flyder med hvide heteroseksuelle mænd?