Fejr biografernes genåbning og se Oscarfilmen Minari med en god omgang popcorn og måske et lille lommetørklæde. Minari er en rørende, humoristisk og tidsløs film, om familiesammenhold, mødet mellem to kulturer og generationer, og om det at slå rødder et nyt sted.
Historie
Efter nogle hårde år i Californien er den lille koreanske familie rykket til Arkansas, hvor faren Jacob, har købt et stykke land han vil drive farm på. Moren Monica, er skeptisk ved at bosætte sig i en husvogn langt væk fra byen, men trøster sig ved at hendes mor snart kommer og bor hos dem. Sønnen David er dog ikke begejstret for den, i hans mening uægte bedstemor, men må lære at leve med hende. Sammen forsøger den lille familie at skabe sig et nyt liv, og følge den amerikanske drøm.
Instruktør Lee Isaac Chung skrev eftersigende filmen for en dag at kunne fortælle sin datter, hvor han kommer fra, og hvor meget det krævede fra hans forældre at immigrere til USA. Den er inspireret af minder fra hans egen barndom, og det kan mærkes i filmen. Der er både noget ved det visuelle og ved lydsiden som gør, at det føles som at få detaljerede minder fortalt. Det giver en ægthed til historien, som også er tidsløs og meget aktuel.
Skuespil
Det kan være lidt svært at bedømme skuespil i udenlandske film, men jeg må sige, at alle spiller virkelig godt og troværdigt. Karaktererne er nemme at holde af, og de virker som en ægte lille familie som bare prøver at overleve. Man vil bare gerne se dem lykkes! Der dvæles ikke for længe ved de store følelser, men dog lige nok til der lige kan squeezes en lille tåre ud. Hvis altså man er typen der holder af at små-tude lidt i biografen. (Og hvem er ikke det, efter 4 lange måneder med computer-hjemme-bio)
Særligt er der at lægge mærke til mormor Soonja (Yuh-Jung Youn) og sønnen David (Alan S. Kim), som har mange gode scener sammen. De er enormt godt selskab og demonstrerer fint både mødet mellem to dybt forskellige generationer og kulturer. David har en klar forestilling om hvad der gør en rigtig mormor, og der kommer nogle gode grin ud af deres små stridigheder.
Yuh-Jung Youn vandt endda en Oscar for sin præstation, og den lille dreng score også højt på cuteness-faktoren.
Visuelt
Det visuelle spiller meget på de øde og frodige landskaber, som demonstrerer at familien starter helt forfra, og skal bygge farmen op helt fra bunden. Der er ikke engang gravet brønd til marken, men det er et frisk lærred og mulighederne er endeløse. Filmen foregår i 1980’erne, men det bliver ikke gjort synderligt meget ud af at skildre årtiet. Hvilket iøvrigt passer ret godt til fortællingen og er med til at gøre den tidsløs. Den har dog stadig et nostalgisk udtryk i form af fastnetstelefoner, et lille kasse TV og hård manuelt arbejde.
Musik- & lydbillede
Det er ikke så underligt at en af Minaris 6 Oscar nomineringer var for bedste musik. Det virkelig smukke og svævende soundtrack bliver til lyden af minder, og tager kun lige den plads det har brug for.