Det er efterhånden sjældent en film påvirker mig så meget at jeg bliver mundlam. Jeg tror det er en af de skader man får når man er passioneret filmelsker. Det er sket to gange først med ‘Kapringen’ og nu ‘Krigen’. Sjovt nok har begge film samme instruktør og samme hovedrolle, nemlig Instruktør Tobias Linholm og de evigt inspirerende skuespiller Pilou Asbæk.
Jeg håber inderligt at jeg kan beskrive min oplevelse så vidt muligt på skrift, selvom den her film skal ses og ikke beskrives.
Historien
‘Krigen’ har i virkeligheden en meget simpel historie. ‘Krigen’ handler om Kompagnichefen Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk) og hans mænd, der er udstationeret i Afghanistan. Hjemme i Danmark venter hans kone Maria (Tuva Novotny) og deres tre børn, som i den grad savner deres far i hverdagens tommerum. På en helt almindelig rutine mission, fanges Claus og hans soldater i en ildkamp mod Taleban. Da en af Claus’ aller mest trofaste mænd bliver såret, må han tage en stor beslutning. En beslutning som får store konsekvenser for både Claus’ og hans kone og børn.
Historien er så simpel, men beskriver en virkelighed, som rigtig mange danske familier lever under hver evig eneste dag. ‘Krigen’ rørte mig meget dybt, selvom jeg hverken kender nogen eller har veninder hvis familier der er udstationeret. Måske er det fordi filmen udkommer på et rigtig godt tidspunkt, blandt andet på grund af den store flygtninge strøm, ser vi dagligt fortvivlede forældre som bare ønsker en god hverdag for deres børn. Samme scenarie ser vi i ‘Krigen’, både hos Claus’ kone Maria, som inderligt ønsker sig sin mand hjem, så de kan få en normal og uproblematisk hverdag. Og det samme scenarie møder vi også hos en Afghansk familie, som søger hjælp hos Claus og hans soldater. Fortvivlelsen.. Det er nok i virkeligheden det som rørte mig aller mest.
Fortvivlelsen i øjnene på soldaterne, hos Maria og de 3 børn, hos Claus, hos den Afghanske familie. Historien er altså på mange måder virkelig gennemført og det skyldes i høj grad skuespillet.
Skuespil
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Pilou Asbæk er min yndlings danske skuespiller. Han er også en populær herre og snart skal vi også se ham i Game of Thrones. Men alt dette postyr omkring ham er virkelig velfortjent. Han kan noget med at leve sig ind i rollen og være overbevisende. Når han er fortvivlet, ked af det, vred og så videre, så er man ikke i tvivl om at han mener det helt ind i knoglerne. Han spiller ikke rollerne, han er rollerne. Måske var det også derfor jeg blev så rørt og mundlam, fordi jeg altid er bevidst om at det er en skuespiller jeg sidder og kigger på, men den følelse har jeg aldrig med Pilou Asbæk og det skal han have en kæmpe cadeau for. En film duer dog ikke hvis det visuelle er i orden.
Visuelt
Visuelt er ‘Krigen’ klippet meget råt og man glemmer hurtigt at det er en film man ser, fordi det visuelt er som om man er en del af mandskabet, en del af holdet. Når soldaterne ligger fladt på jorden, er kameraet på jorden i øjenhøjde med soldaterne. Når de leder efter landminer, fokuserer kameraet på jorden som om man selv kigger efter landminer. Når soldaterne kigger gennem sigtekorn gør kameraet også. Det er sådanne nogle ting der får mig op og ringe. Man bliver involveret som seer, man glemmer helt man sidder og ser en film. Når en film både kan røre dig dybt følelsesmæssigt og visuelt, og desuden få dig til at glemme det er en film du sidder ,så fortjener den en Oscar. Jeg forstår godt hvorfor ‘Krigen’ er Danmarks svar til en potentiel Oscar statuette.
Musik og lydbillede
Der var en ting jeg fandt meget interessant i lydbilledet i ’Krigen’. Når man så noget ude fra for eksempel igennem et vindue kunne man ikke høre hvad der blev snakket om. Man kunne se at der blev snakket og i virkeligheden kunne man godt slå to og to sammen og vide hvad der blev talt om. Så i virkeligheden var lyd ikke nødvendigt, men det forstærkede altså følelsen af at man var en del af historien.
Jeg vil ikke opfordre folk til at gå ind og se ’Krigen’ på baggrund af mine udtagelser, man skal gå ind og se den og mærke den. Ikke fordi den kommer til at få meget omtale, men fordi den rent faktisk fortjener et biograf besøg. Det er en af de sjældne danske film som virkelig kan ændre noget i Danskernes verden. Den ændrede i hvert fald noget i mig. En Oscar værdigt.