Vi er tilbage i 70’erne med tykke rullekraver, strikveste, masser er smøger, øl og få grænser. ’Kollektivet’ tager udgangspunkt i ægteparret Erik og Anna sammen med deres datter Freja. Erik har arvet en stor villa i Hellerup efter hans far. Sammen beslutter de sig for, at det ikke kun er deres lille familie som skal bo i villaen, men at de i stedet skal etablerer et kollektiv. Et kollektiv der er inklusiv alle de fordomme man kunne forstille sig at have i et 70’er kollektiv. Festerne, middagene, husmødrene, kærlighed, familie og i den grad et stort fællesskab i den store Hellerup Villa. Alting kommer dog over styr, i det at Erik forelsker sig i en ung studine. I fællesskab med resten af beboerne i kollektivet, beslutter de sig for at lade elskeren flytte ind i kollektivet, sammen med både ekskone, datter og resten af fællesskabet.
Historien i ’Kollektivet’ er utroligt realistisk, præcis som man kunne forestille sig det var i 70’ernes kollektiv og Thomas Vinterberg har virkelig formået at omfavne 70’er følelsen. Historien er helt utrolig hjertevarm, men også utroligt tå krummende pinlig. Blandt andet fordi alle beboerne i kollektivet deler alting med hinanden, selv når det handler om at Erik har været Anna utro og de nu skal finde ud af om elskeren skal flytte ind. Men også utrolig hjertevarm hvis en beboer er i krise og har brug for et kram. Dog er Historien kun en så stor en succes på grund af Trine Dyrholms rolle som Anna.
Skuespillet i ’Kollektivet’ er delvist genialt. Den er utrolig godt castet, men historien kommer virkelig til sin ret på grund af Trine Dyrholms rolle. Hun kommer igennem hele følelsesregistret, fra at være dybt forelsket i sin mand og det kollektiv de har skabt sammen, til at være dybt ulykkelig. Igennem hele filmen er hun helt utroligt troværdig og man sympatiserer med hende. Til gengæld var jeg lidt ked af Emma Neumanns præstation, der spiller Emma, Eriks elskerinde. Hun virkede egentlig bare sådan lidt irriterende, igennem hele filmen og specielt når hun står overfor Trine Dyrholm, så virker hun bare lidt intetsigende. Det er synd for så falder det hele lidt til jorden.
Visuelt er ’Kollektivet’ helt sublim, fordi den igennem hele filmen har 70’er følelsen. Selv når de går på gaden, tager bussen, går på arbejde med videre.. Den er meget gennemført. Kollektivet har også haft et ret stort budget, men der er i den grad heller ikke sparet på noget. Den har desuden også nogle virkelig lækre klip og lyset er også sådan lidt gult retro agtig, hvilket også omfavner 70’er følelsen. Musikken i ’kollektivet’ står også godt i spænd, med resten af filmens følelse. Det er akustisk guitar, mundharmonika, hæs røg stemme, som musikken i den grad bar præg af i 70’erne.
Alt i alt en virkelig rørende men også utrolig pinlig film, med lige dele humor, drama og kærlighed.