I Danmark i 60’erne fandtes der børnehjem hvor børnene blev tyranniseret, slået og psykisk nedbrudt. ’Der Kommer En Dag’ er baseret på disse virkelige begivenheder i 60’erne, og fortæller historien om børnene.
Historie
Vi er i Danmark i 1967. Elmer på 10 og Erik på 13 stjæler fra butikkerne og kommer op og slås i skolen. Da deres enlige mor bliver syg, bliver drengene fjernet og sat på børnehjemmet Gudbjerg. Her styrer forstanderen (Lars Mikkelsen) stedet med barske metoder og hårde regler, sammen med overlærer Toft (Lars Ranthe) og lærer Aksel (Søren Sætter-Lassen). Lilian (Sofie Gråbøl) ankommer til stedet som ny lærer, og har svært ved at forlig sig med måden, børnene bliver behandlet på. De to brødre kæmper med at acceptere deres nye liv på børnehjemmet og har svært ved at vænne sig til den hårde tilstand på stedet.
Jeg har haft høje forventninger til filmen. Jeg regnede med jeg skulle ind og opleve noget virkelig barsk, som ville sætte sig fast i mig efterfølgende. Sådan var det desværre ikke. Men det er også farligt at have forventninger, og ikke helt fair overfor filmene.
’Der Kommer En Dag’ fortæller en rigtig fin og rørende historie, om uretfærdig og barsk behandling af unge drenge på børnehjem i 60’erne. Det er et godt emne, og et spændende et af slagsen. Det kan give én ondt i hjertet, at tænke på at dette faktisk foregik i virkelighedens Danmark. På trods af at jeg føler det er et vigtigt emne at tage op, så føler jeg bare, at jeg har set den her film før. Historien om den onde onde forstander, det eventyrlystne søde lille barn, som bare vil alle det godt. Den oprørske unge, som ikke vil acceptere sin skæbne og vender om på alting. Den søde lærer, som prøver at hjælpe børnene. Filmens overordnede form er lidt klichéfyldt, desværre.
Jeg synes også filmen i sig selv, er lidt for rosenrød. Det lyder mærkeligt at sige, for den er hård og ond ved karakterne, der er ikke nogen kære mor. Men den er på en eller anden måde lidt for romantiseret, som om den er poleret en smule. Det kan hænge sammen med mit næste punkt: Filmen virker som en børnefilm. Disse træk ses tydeligt i filmens udtryk, og måden den fortælles på. Måske tænker du: Jamen filmens hovedpersoner er også børn? Ja sandt, men du kan sagtens lave en voksenfilm med og om børn. Og det er da også det filmen prøver på: for handlingen i sig selv er slet ikke egnet for børn! Men det er måden den bliver fortalt på, som TIL TIDER virker som om, at den er henvendt til børn. Der er noget der virker mærkeligt forkert og ubalanceret i stilen.
Fx er replikkerne ofte urealistiske i munden på børnene, som lyder unaturligt kloge og velformulerede, på den måde som man ofte oplever det i børnefilm. Samtidig er der også en af de mest malplaceret og irriterende fortællerstemmer, jeg har set i en film. Det er en birolle, som er fortælleren. Han er en helt ubetydelig karakter – og det er også først til slut i filmen, at det går op for mig, at det er netop ham der er fortælleren. Valg af en fortæller og især fortællerens karakteristik er helt uforståeligt for mig. Af en eller anden grund, har de sat fortælleren til at fortælle basale ting, som man visuelt sagtens kunne fortælle. ”Drengene flygtede”. Ja tak, det behøver du ikke fortælle mig fortællerstemme, jeg har øjne i hovedet. Jeg tror ikke de kender udtrykket ”Show it don’t tell it”. De arbejder med ”Show it AND tell it”. Det er som om filmen tror publikum er dumme eller – og her kommer jeg tilbage til min pointe – at filmen tror publikum er børn.
Fortællerstemmen er der heldigvis næsten kun i starten, og det er i det hele taget også filmens start, der halter mest. Jeg havde virkelig svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til fortællingen. Er det ‘Busters verden’ jeg er i gang med at se? Eller er det et drama om misrøgtede børn på et børnehjem?
Jeg føler, at filmen, på trods af alle de forfærdelige ting den udsætter børnene for, ikke vil lade karakterne, eller os som publikum, vokse op og kommer ind i den barske virkelige voksne verden.
Filmens handlingsforløb kan til tider godt virke lidt uoverskueligt. Jeg tror at plottet strækker sig over 2 år. Det første halve år er tydeligt indikeret, men efterfølgende er det ikke til at finde hoved og hale i tingene. Der sker enormt mange ting og der er meget handling. Man kunne nok med success have skåret lidt ned, for på den måde at fortælle en mere stram men tydelig og klar historie.
Nok om alle de små negative detaljer. ‘Der Kommer En Dag’ er faktisk en god film og som jeg har sagt før, er det en rigtig fin og vigtig historie. Nogle scener er direkte mindeværdige og virkelig rørende. Jeg var godt underholdt, og filmens historie er bestemt værd at bruge penge og tid på. Det er en oplevelse jeg tror de fleste vil være glade for, hvis de er til den slags film. Dog vil jeg ikke sige, at jeg direkte levende mig ind i universet og følte deres skæbne.
‘Der Kommer En Dag’ har sine mangler fortællingsmæssigt, men det betyder ikke, at man ikke kan få en god oplevelse. Og der er jo også andre elementer i en film, som jeg vil komme ind på nu:
Skuespil
Hvis vi starter med drengene, som jo faktisk skal bære filmen.
Elmer spilles af 10-årige Harald Kaiser Hermann. Han er dygtig af en 10-årig at være, og virker troværdig. Jeg synes på en eller anden måde, at hans karakter er en smule irriterende, og ikke så nusser sød og herlig, som jeg tror var målet. Der er meget fokus på hans kærlighed for astronauter, hans evne til at læse og haltende klumpfod. Man prøver helt klart at bygge en karakter op, som vi skal holde af og føle med – men jeg synes faktisk, at han tager for meget plads fra de andre roller.
Erik spilles af den 15 årige Albert Rudbeck Lindhardt. Jeg oplevede ham ikke som ældre end 13, og han virkede ikke moden og voksen til at spille en 15-årig. Han skal virke som en rigtig storebror for Elmer, og samtidig en næsten voksen dreng, og det skinner bare ikke igennem. Det er ærgerligt. Men jeg må alligevel understrege, at Albert er en virkelig dygtig skuespiller, han gjorde det super godt.
De unge skuespillere gør det godt, man kan ikke forlange mere af børn på den alder. Men det er klart, at de voksne skuespillere stjæler billedet – men de får ikke lov til at beholde det i særlig lang tid.
Filmen giver ifølge mig for meget plads til børnene, og for lidt tid til de voksne karakterer, som faktisk har dybde og persontræk, som gør mig virkelig nysgerrig. Der er en række virkelig spændende roller, for mange til filmen rigtig kan klare dem. Der er nok karakterer til at lave en hel tv-serie. Når filmen både prøver at fortælle en række børns liv og problemer, samt præsenterer op til fem potentielt enormt interessante voksne karakterer, som der hentydes til har en del dybde og liv – så ender det hele desværre med kun at røre overfladen. Jeg sidder tilbage og vil egentlig hellere have hørt de voksnes historie: hvorfor er lærerne så strenge og hårde? Men nu når kun overfladen præsenteres, bliver de desværre bare gjort til ”de onde”, som bare er onde fordi…. det er de bare som mennesker?? Det er virkelig ærgerligt.
Men samtidig så er det jo også børnenes historie det her. Jeg er selvfølgelig total forståelig overfor fokusset på dem. Men altså, så lad være med at lave så mange spændende voksne karakterer, som jeg bliver mega nyserrig på!
Der ligger virkelig en udfordring i, at lave en historie hvor man vil fortælle om både børn og voksnes liv – på kun 2 timer. Det ville nok være bedst, hvis filmen havde taget et valg, og fokuseret hovedsageligt på kun én af grupperne.
Men nu til de voksne skuespillere:
Lars Mikkelsen er som altid fantastisk dygtig og blændende i rollen. Han er barsk, hård og ubehagelig bag den til tider rolige facade. Han spiller rollen med en perfekt balance, og skaber en virkelig fascinerende karakter.
Sofie Gråbøl er fantastisk i rollen som læreren Lillian. Den nervøse karakter, som prøver at virke sikker, men faktisk er bange og utilpas. Sofie Gråbøl lagde enormt meget i karakteren, og jeg er, især i filmens start, virkelig imponeret over hendes skuespil.
Lars Ranthe spiller overlærer Toft Lassen, nok den karakter som gør mig aller mest nysgerrig. Han er brutal, hård og streng, og gør sit arbejde, efter forstanderens regler, til topkarakter – men han får aldrig den anerkendelse han højt ønsker, og bliver aldrig rigtig set. En karakter med flere sider, som gør jeg synes han er enormt interessant. Størstedelen af dette, vil jeg mene er Lars Ranthes fortjeneste, han gør det enormt godt i rollen.
Søren Sætter-Lassen spiller læreren Aksel, som på ydersiden og i starten virker som en langt mere rar og sød lærer og som er venlig overfor børnene. Men der ligger noget bag, som siger det helt modsatte. Igen, en enormt interessant karakter, men som jeg samtidig vil mene, bliver gjort lidt for ensidig. Han er bare ond, fordi han er et ondt menneske. Men der må ligge noget andet bag? Det får vi desværre ikke præsenteret. Søren Sætter-Lassen gør det til gengæld forrygende, en skuespiller, som jeg altid har været imponeret af.
Derudover er der små roller, som Sonja Richter der spiller moren, David Dencik som spiller inspektør og Paw Henriksen som onkel. Alle karakterer med potentiale, og selvfølgelig dygtige skuespillere som leverer det de skal.
Visuelt
Filmens univers er meget simpelt. Det meste foregår i bygningerne på Gudbjerg. Der ligger overordnet ikke så meget på filmens billedside – den er mest af alt en kulisse for fortællingen, som er hovedfokus. Klipningen er også sømløs og bemærkes ikke, hvilket gør det let at leve sig ind og bare opleve filmens historie. Det fungerer rigtig fint og bærer fortællingen på en god måde. Jeg kunne dog godt tænke mig til tider, at der var nogle nærbilleder, som fokuserede mere på det sanselige og de psykiske følelser bag ved i fortællingen. Det ville have gjort, at jeg levede mig mere ind i universet. Men det også bare min smag, jeg elsker nærbilleder og små detaljer.
Der er også nogle enkelte billeder fra landeveje og natur. Det er virkelig flotte billeder, og velbalanceret, da de ikke bliver for glade og idylliske i udtrykket og derfor passer til filmens stemning. De er dog få, da historien jo hovedsageligt foregår på børnehjemmet.
Altså overordnet, en rigtig fin billedside.
Musik og lydbillede
Jeg klapper voldsomt i mine hænder. En DANSK film, hvor lyden faktisk er GOD! Hvor dialogen ikke er kikset og utroværdigt lagt på efterfølgende. ENDELIG! Tak, 1000 tak til lydmændene bag ’Der kommer en dag’, for at give mig denne fantastiske fornøjelse, ikke at skulle irritere mig over at skuespillernes stemmer tydeligvis ikke er optaget med billedet. Det er sådan en lettelse. Topkarakterer for, at kunne lave ordentlig lyd.
Musikken igennem filmen er hovedsagelig instrumental og simpel. Det fungerer rigtig godt, og det understøtter billederne. Det er sjældent musikken får en rolle eller man lægger mærke til den, hvilket fungerer rigtig godt til filmens univers og miljø. Få gange bliver der sat et musiknummer på med sang, som jeg forventer er oprindelige sange fra 60’erne. Det fungerer rigtig fint, især fordi det er så begrænset.