’Prey’ er den syvende film i franchisen om det ikoniske filmmonster ’Predator’. Franchisen startede tilbage i 1987 med machomesterværket ’Predator’. Sidenhen er der kommet flere efterfølgere af svingende kvalitet, der i de fleste tilfælde har været økonomiske flops.
Man har endda også lavet et crossover med et andet ikonisk filmmonster nemlig Alien, men de to film blev desværre LANGT fra lige så gode, som de kunne have været.
Er ’Prey’ det filmbrag, der kan genoplive franchisen? Det vil denne anmeldelse prøve på at klargøre. ‘Prey’ kan ses på Disney+ fra i dag.
Hvad handler den om?
Denne gang spreder Predator skræk og rædsel blandt en gruppe commanche-indfødte.
En ung kvinde ved navn Naru forsøger at tage kampen op mod den ultimative jæger.
Kan jeg anbefale den?
Ja det er slet ikke så tosset, men vi er dog ingenlunde i nærheden af originalen. Mindre kan dog også sagtens gøre det:)
Lad os starte med det positive. Prey afviger fra sine forgængere, idet den hverken foregår i nutiden eller fremtiden men for ca 300 år siden. Derved er der altså tale om den første prequel i serien og det er udgør et frisk pust i franchisen.
Det virker som om, at man har studeret, hvad der virkede i den første film. Man er gået tilbage til “Katten efter musen”-legen, hvor junglen denne gang er erstattet af landskaber, der minder om Alaska. Det fungerer for det meste helt fint.
Tempoet er højt og man keder sig bestemt ikke. Desuden er der flere henvisninger til de tidligere film i form af våben, gadgets og replikker. Det er jo altid en spændende konkurrence for inkarnerede nørder at se, hvem der kan spotte flest af disse. Det skal tilføjes, at der også suppleres med originale tiltag i både våben og designet af selve Predator-monstret, så det er ikke bare en hovedløs kopi af de tidligere film.
Det er dejligt, at man har frasorteret en af de mest irriterende elementer fra de to foregående film; nemlig ’Predator’-hundene. De figurerede både i ’Predators’ (2010) og ’ The Predator’ (2018) og problemet med dem er at, de efter min overbevisning, var med til at underminerede illusionen om den ultimative jæger. Det er måske i virkeligheden en smagssag? Vi er tilbage ved den oprindelige forestilling om at hovedpersonerne jages af en ultimativ jæger.
Man har heldigvis valgt at lave en R-rating, så der er flere brutale scener; præcist som der skal være i en ’Predator’-film. Hoveder, arme og ben flyver til højre og venstre. Man kan altså mærke, at instruktøren Dan Trachtenberg (10 Cloverfeld Lane) stræber efter at lave en god film, der er tro mod franchisen.
Har jeg slet ikke noget dårligt at sige?
I forbindelse med de talrige kampscener begynder filmen at vise svaghedstegn. Ikke al CGI er lige overbevisende, hvilket godt kan bryde spændingen lidt. På et tidspunkt har Naru et sammenstød mod hhv. en puma og en bjørn, og det er virkelig ikke særligt godt lavet. Desuden kan CGI-blodet også gode tage lidt overhånd.
En andet stort problem er, at man ikke får introduceret personerne. Det var netop det, der gjorde originalen så unik, men det formår man slet ikke her. På et tidspunkt indgår Naru i en gruppe, der er ude og jage. Lige netop den gruppe ville have været oplagt at bruge tid på at etablere ved at give lidt personlighed. Dermed bliver man ligeglad med, hvem som bliver slagtet. Selvom at det ser underholdende ud, så er det på bekostning af spændingen.
Alt i alt er det en underholdende film, hvor der er ligger flere gode beslutninger bag. R-ratingen og det høje tempo gør at man bestemt ikke keder sig. Det store problem er, at der nogle steder i filmen er dårlige CGI-effekter og at man ikke bliver investeret i personerne. Derved opnår man ikke den snigende spænding, der især kendetegnede originalen. Selvom det er en underholdende film, er det alligevel ikke det stor brag, der for alvor kunne få frachisen på ret køl igen. Det er dog et skridt i den rigtige retning. I skrivende stund føles det som den bedste film i franchisen siden ’Predator 2’ (1990). Sidstnævnte er i øvrigt virkelig undervurderet men det er en helt anden snak:)