Normalt anmelder vi dugfriske eller relativ nye film her på Filmpuls. Men denne film er lavet helt tilbage i 2017, og nu får den altså sin længe ventede premiere herhjemme. Skribenten vidste absolut nul og nix om denne film, men det gør jo kun, at man kommer ind i biografens mørke med et mere åben sind. Havde filmen så en fordel en ved min manglende viden om dens tilstedeværelse? Ja, det gik man ind for at undersøge.
Historie
Dette er historien om den 13 årige pige, Ava, og hendes rebelske personlighed der forstærkes efter hun modtager nyheden om, at hun langsomt er ved at mistet synet. Hendes mor insisterer at de skal fortsætte ferien ved de solrige franske strande, selvom Avas feriehumør synes ødelagt. Hun begynder også at agere yderst irrationelt og mystisk, ved b.la at stjæle en hund fra en sigøjner dreng der er ældre end hende selv. Men Ava drages af sigøjner-drengen, der bor ved stranden, og langsomt forelskes hun i ham. Her finder hun smag for det rebelske og lovløse liv, hvilket hun har i sinde at nyde, før hun permanent omsluttes af det totale mørke.
’Ava’ er en meget speciel og i særdeleshed anderledes type ”coming of age” historie, end dem som vi ellers plejer at få serveret. Mange vil nok finde filmens fortæller-form prætentiøs og mærkelig, men for denne skribent synes plottet levende og ikke mindst hyper-sanseligt fortalt. Léa Mysius har sin spillefilms debut hér, og har ligeledes skrevet manuskriptet. Hun formår vitterligt at transportere denne 34-årige mandlige skribent ind i en 13-årig piges forstand. Der er surrealistiske sekvenser, som er med til at forstærke hovedkarakterens frygt for at blive total blind. Og alle disse elementer gør filmen meget virkelig, også selvom filmen halvvejs inde skifter lidt over i ’Bonnie & Clyde’ agtige sekvenser, som for skribenten var nogle pusseløjerlige momenter, der dog ikke var helt realistisk, men den indre følelse som historien blotter ud var meget effektiv. Det er dog ikke alt, der svinger, og et par irriterende spørgsmål dukkede op for skribenten undervejs. Men, alt i alt… Ja, så er dette et aldeles imponerende og interessant debut fra Mysius, som vi nok i fremtiden kommer til at hører mere til.
Skuespillet
Det er meget sjældent, at man ser en virkelig dårlig spillende fransk film. Og heldigvis, så er ’Ava’ på toppen af skalaen. Noée Abita spiller hovedrollen, og hun er simpelthen fænomenal. Der er intet falsk over hende, ingen scener hvor man betvivler at hun ikke er karakteren fuldt ud, og det er altså magisk at opleve. Der er nogle ret eksplicitte scener, som er meget modig udført. Dog, så følte skribenten sig en smule chokeret og tør man sige ”beskidt”, da hun i historien skal forestille at være 13 år. Ikke nok med det, så ligner Abita en 13 årige pige, på trods af hun er 5 år ældre end dette, hvilket jeg gudskelov fandt ud af bagefter, og det gjorde en lidt mindre beskidt, selvom 18 også meget ungt. Birollerne er godt besat af ansigter som jeg aldrig har set før, men nu ser jeg heller ikke mange franske produktioner.
Visuelt
Dette er en 35mm skøn og farverig billedside, som man ikke har været bange for at lege lidt med. Mange af de visuelle elementer synes også at give historien en poetisk side, og hvis man virkelig gerne vil dykke helt ned, så er der sikkert også allegorier her og der. Ikke desto mindre, så er ’Ava’ en dejlig film at kigge på. Og sammen med skuespillet, så føles det tit som om at man ser et sanselig og tæt reality-program, hvor man ikke har opsat virkeligheden.
Musik og lydbillede
Der bliver brugt en god håndfuld musikalske numre, som både er på engelsk og fransk. Siden skribenten ikke er musiknørd, så var der ikke noget man sådan kendte. Men numrene passer meget godt til filmen, især under montage-sekvenserne. Lyden er fint mixet, og man er ikke i tvivl om, at man befinder sig i et smukt og sanseligt miljø.