Manden bag ’Det slag mit hjerte sprang over’, ’Profeten’ og ’Smagen af rust og ben’ er tilbage med en ny film og den første engelsksprogede af slagsen! Navnet er Jacques Audiard og udover at være instruktør, så har han sammen med Thomas Bidegain også skrevet manuskriptet, som er baseret på romanen af samme navn fra 2011.
John C. Reilly og Joaquin Phoenix spiller de to brødre, som titlen referer til, og filmen er desuden en meget anderledes film sammenlignet med instruktørens tidligere værker. Tonen er lettere, men stadig mørk og stilen er ikke ligeså rå og realistisk som vi kender det fra Audiard. Så hvordan klarer han denne umiddelbare større omvæltning?
Historie
’The Sisters Brothers’ følger to brødre, som hyres af en rig kommandør til at finde og dræbe en man ved navn Hermann Warm, som tilsyneladende har stjålet fra kommandøren. Rejsen går dog langt fra som planlagt, da ikke alle vælger at spille efter reglerne. Hvad der skulle have været en nem mission, ender med at kaste vores umage makkerpar ud i oplevelser, der måske vil ændre dem for altid.
Det varer ikke mange minutter, før det står tydeligt, at tonen i filmen tangerer det mere letbenede og grundkomiske, dog uden at blive alt for gakket. På mange måder, er det en tragikomisk fortælling om to brødre, vis dystre fortid gradvist bliver tydeligere, som filmen skrider frem, hvor båndet imellem dem samt omstændighederne for deres fælles profession besidder en sandhed, som stikker dybere end først antaget. Filmen efterlader dog ikke sine informative spor på en lang og lige række, som publikum kan samle op på vejen, som var de Hans og Grete i det vilde vesten, men filmen ender i stedet med at drive gæk med os igennem det meste af spilletiden, for så at forsøge at lukke fortællingen på kun få minutter. Det er en rejse, som giver mere mening når rejsen når sin ende, men om den bliver mere værd som film er et helt andet spørgsmål.
Fortællingen galopperer ikke ligefrem afsted, men traver derimod en anelse ude af takt igennem genkendelige omgivelser og scenarier, som filmen enten ankommer til eller efterlader igen på mere atypisk maner. Det er bestemt en finurlig rejse, som famler lidt i blinde undervejs, indtil den til sidst finder en dybere mening med galskaben. Jeg savner dog personligt lidt mere tyngde på selve rejsen, som ofte ender med at bestå af underlige indfald eller uheldige udfald, som ikke altid lader til at have en større funktion i fortællingen, ud over et lille grin eller en gunstig ændring for selve plottet. En anelse mere struktur samt en mere varierende fortællerkurve kunne ønskes, selvom en del af filmens styrke netop er den uhåndgribelige og uforudsigelige tilgang til tingene, oftest grundet brødrenes uforsigtige håndtering af diverse situationer. Dog er der også meget ved filmen, der virker lidt for genkendeligt til egentlig at overraske og en følelse af reel tomgang udebliver ikke helt.
Skuespil
Måske nok en af filmens stærkeste punkter, men dette også især grundet talentet, som er involveret i filmen. Som hentydet til tidligere, så virker ’The Sisters Brothers’ ofte lidt for overfladisk til virkelig at kunne engagere sit publikum, og selvom nogle af karaktererene har en interessant fortid, så gør det ikke altid nutiden interessant. Til gengæld er castet veludvalgt og gør det alle super godt. John C. Reilly er den mere ansvarlige af de to brødre, hvilket også er hvad der holder ham tilbage i livet – eller står som en ligefrem forhindring til tider. Reilly er god til at fange den her frustration kombineret med en inderlig ”godhjertethed”, der ikke altid kommer frem på den rigtige måde.
Joaquin Phoenix er det åbenlyse og klassiske eksempel på ”problembarnet” i familien, som er ustyrlig og ude af stand til at tage vare på sig selv. Til gengæld er det også ham, som lider allermest under brødrenes fælles fortid og det kommer også til syne i Phoenix’ præstation. Hans karakter lever på overfladen af tingene og tager distance til alt, hvad der kommer for tæt på. Han er en fragmenteret personlighed, som kæmper en inderlig kamp, som han ofte lader til at have givet helt op på at vinde… Jake Gyllenhaal og Riz Ahmed spiller også fint op til hinanden og man kan ikke lade vær med at trække på smilebåndet, over at se ’Nightcrawler’-duoen mødes endnu engang.
Visuelt
En til tider ret mørk visuel repræsentation af det vilde vesten samt et lettere distanceret forhold til selve charmen ved westernfilm. Rammerne er genkendelige men begivenhederne er ind i mellem som modsætninger til disse omgivelser, hvilket er bevidst og til tider ret effektivt, i forhold til hvad Audiard ønsker at fortælle med sin film. Alligevel er der noget ved tonen, der ikke helt stemmer overens, og noget af dette er med til at give publikum et lidt underligt forhold til hvordan fortællingen føres frem.
Der er dog nogle rigtig flotte sets i filmen, selvom man savner, at alt dette kunne komme endnu mere til sin ret i løbet af filmens udvikling. Der var noget ved klipningen og også lidt kameraarbejdet, som jeg ikke helt brød mig om, og det er klart at den løse struktur, også har noget at sige her. Jeg savner også følelsen af ”en rigtig western”, som kunne være hjulpet frem af god gammeldags 35mm film i stedet for digital, hvilket instruktøren også efterfølgende har givet udtryk for, skulle have været en realitet.
Musik og lydbillede
Uden tvivl det bedste ved hele filmen! Forbilledligt realiseret af den tidobbelte Oscar-nominerede komponist, Alexandre Desplat, hvor tone og stil fanges perfekt i en afsindig præcis musikalsk repræsentation af en ellers ret stilistisk forvirret film. Ud over at fange lyden af en rigtig westernfilm, krydres selve den auditive oplevelse med et elegant udført men bevidst klodset komponeret stykke musik, der også fejlfrit fanger følelsen af ”at rejse” og ”opleve” på finurlig og ikke mindst eventyrlig vis.
Der er tempo og charme over lyden og indimellem virker det nærmest ”stumfilmsagtig”, hvilket passer perfekt til gestikken henimod den moderne, spirtuelle ’Gøg og Gokke’-fortælling, som ofte kan mærkes gennem filmens tone og tilgang. At John C. Reilly så tilfældigvis spiller Oliver Hardy i filmen om Gøg og Gokke fra samme år, er vel bare en sjov lille detalje… Sammenligningen er mest ment som en løs sammenkobling af tone og tidsperiode for disse film, nærmere end en direkte kopi. Lige meget hvad, så har Desplat skabt en imponerende musikalsk oplevelse, der i sandhed indbefatter filmens fuldbyrdede miljø og atmosfære i sådan en grad, at det nærmest er en karakter i sig selv (eller måske endda en vokalfri ’fortæller’, der guider os gennem alle løjerne?).
