At rejse er lig med hotelophold, og vi har alle nok haft gode og dårlige erfaringer på dette felt. Men, jeg tror næppe at det har eller bliver så intens som hér! Denne skribent har været inde og lurer ‘Bad Times at the El Royale’. Det er en af de film, som var gået lige forbi min næse, så forventningerne var bestemt ikke skyhøje, men man håber jo alligevel på en stjerne-belagt oplevelse. Så, hvordan var min tid i El Royale Hotel?
Historie
Vi befinder os i 1970’erne ved søen Tahoe, der ligger ved grænsen mellem Califonien og Nevada. Det er her, hvor El Royale hotellet befinder sig. Det engang velbesøgte sted, hvor berømtheder mødtes og hvor man kunne spille alle sine penge væk, er i dag en skygge af sig selv. Ikke desto mindre så udspiller der sig et intenst og dødelig sæt af begivenheder, da vidt forskellige fremmede menneske tjekker ind samme aften. Alle bærer rundt på hemmeligheder, og alle får deres liv vendt på hovedet denne skæbnesvanger aften.
Overordnet set, så kan denne film måske anses for at være simplistisk. Men, det var faktisk en mere kompliceret og
teknisk fortalt historie. Javidst, du vil ikke finde nogle nye dybe tallerkner opfundet hér, men i enden så er dette i al sin enkelthed: En fandens god film! Det jeg troede filmen ville være, blev hurtigt gjort til skamme, og efter allerede 10 minutter, så vidste jeg at dette var en speciel lille perle. Filmens dialoger og opsætning har meget stil a la Quentin Tarantino over sig, dog uden Tarantinos lidt over-dramaturgiske form at skrive dialog på. Alligevel så er filmen helt sin egen, selvom der er bliver trækket lidt fra visse inspirations kilder.
Genremæssigt, så glider filmen mellem drama, thriller og en snas af komik. Det er IKKE en film, hvor du skal forvente masser af tempo og action, for så er det den forkerte film du har købt billet til. Men trods en lidt langsommere pacing/tempo, så var der ikke et sekund, hvor jeg ikke var engageret som tilskuer. Ja, der er vold og blod, men det er sporadisk, og når det sker… ja, så bliver man på denne front heller ikke skuffet. Først og fremmest, så er dette en yderst velfortalt historie, hvor skæbner mødes, og negative ting opstår. Filmen er delt op i kapitler, og nogle gange så ser vi de samme situationer, fra hver af de medvirkendes vinkler.
I enden så må jeg indrømme, at dette var en af de filmoplevelser som jeg her i 2018 er faldet pladask for. Dette er et uforudselig, spændende og kraftfuld plot, der driver gæk med dig på den fede måde. Fremragende oplevelse fra manden der skrev ‘Cloverfield’, ‘The Martian’ og instruerede ‘The Cabin in the Woods’. Bravo siger jeg bare!
Skuespil
Et godt set-up fortjener godt skuespil, og det får man heldigvis også her. Vi møder en palet af forskellige personligheder, der bringer hver deres til historien. Der er som sådan ikke nogen “hovedrolle”, og derfor har alle en essentiel rolle at spille. Jeg tør ikke at hive nogle navne frem, da faktisk alle bidrager til filmen, men jeg må alligevel hive Cynthia Erivo frem. Dette er hendes blot anden spillefilm, og manner, hvor var jeg imponeret over hendes kontrol over karaktereren. Fremtiden er lys for Erivo, og vi kommer forhåbentlig til at se meget til hende i fremtiden. Alt i alt, så rammer vi det øverste luftlag inden for skuespil, og hvis du altid har drømt om at se Chris Hemsworth fra en lidt mere diabolsk side, så er der også god grund til at gå ind i biografmørket.
Visuelt
Nordirske Seamus McGarvey er filmens fotograf. Han har filmet ‘The Avengers’, ‘Godzilla’, ‘Nocturnal Animals’ og gudhjælpemig også den første ‘Fifty Shades of Grey’ film. Og med alle disse film på cv’et, så må der i det mindste være en kompetent billedside. Men, det er faktisk endnu bedre end det, da ‘Bad Times at the El Royale’ er en visuel lækkerbisken, der leger med publikummet, og ikke bare giver os standard kameraindstillinger og andet kedeligt. Nej, ligesåvel plot og skuespillet svinger godt med hinanden, så hænger det visuelle også godt med. 70’er perioden rammer plet, og atmosfæren får dine smilebånd såvel dine nakkehår til at bevæge sig. Så på dette felt er der heller ikke andet at gøre, end at give en stor fed tommelfinger.
Lyd og billedeside
Okay, jamen så må denne kategori byde på noget kritik, når jeg indtil videre har været så positiv? Men, nej… her rammer vi også plet. Måske er Michael Giacchino originale baggrundsmusik ikke noget, som nørder af filmmusik vil spille om og om igen, men det fungerer. Og så har filmen masser af skønne dejlige sange, som er en essentiel del af filmens atmosfære og tør man sige… sjæl. Lyden sidder også i skabet, og der er brugt meget krudt på, at gøre dette til også en lydmæssig oplevelse.