Fra millionær i Mumbai (’Slumdog Millionaire’) til fattig undergrundsbokser i Yatana, er publikum vidne til Dev Patels forsøg på at slå igennem som både instruktør og manuskriptforfatter i den hårdtpumpende og hævndrevne action-thriller, ’Monkey Man’…
En produktion, der viste sig at være ganske problematisk at få i luften, især efter selvsamme luft blev inficeret af corona og næsten satte en stopper for projektet. Blod, sved og tårer var nødvendige for succes, og selv en brækket hånd i første action scene var ikke nok til at slå Patel ud af kurs. Det lyder alt sammen lovende, men bærer det hårde arbejde også frugt i det færdige resultat, eller glider ’Monkey Man’ i bananskrællen på mållinjen?
Historie
Den unge mand, Kid, lever på bunden af samfundet om dagen, mens han tjener sine penge i en blodig boksering om natten som den anonyme fighter med abemasken, kendt under navnet ’The Beast’. Men der er en mening med galskaben… målet med de mange knytnæveslag er nemlig at bruge pengene som et led i en større hævntogt, hvor Kid vil arbejde sig op i den korrupte elite og finde frem til de personer, der ødelagde hans liv for altid.
I første omgang var det Netflix, som sikrede sig de internationale distributionsrettigheder til ’Monkey Man’, i håbet om, at det ville blive til nogle lukrative lammetæv, der ville banke seertallene opad (særligt efter enkelte insidere kaldte filmen for ”John Wick i Mumbai”). Men det skulle vise sig, at Dev Patel pønsede på noget, som var langt mere end blot en billig indisk kopivare. Trods filmen ikke ligger skjul på en eventuel sammenligning med andre ikoniske actionbaskere, så er det tydeligt, at Patel basker løs med vingerne i håbet om at flyve højere end den laveste fællesnævner.
Som det ofte kan være tilfældet, når en person for første gang får mange penge mellem hænderne til at udfolde sig kreativt på det store lærred, kan den færdige film godt lide lidt under en ivrig lyst til at sigte for højt og dække for bredt. Dette er også noget, som præger Patels filmiske bæst, selvom der er flere facetter, der helt bestemt imponerer. Fortællermæssigt halter filmen dog en smule og et strammere manus med bedre fokus havde været at foretrække.
Men ’Monkey Man’ er ikke blot en hjernedød actionfilm, for Patel har tydeligvis masser på hjerte, som han ønsker at krydre sine knytnæveslag med. På mange måder, vil han gerne have de tematiske tangenter til at ramme lige så hårdt som de hæsblæsende action-sekvenser, og det er ingen nem opgave – særligt når indisk kultur og socialt oprør, politisk overstyre og elitær korruption, bearbejdelse af sorg og søgen efter hævn samt religiøs magt og seksuel repræsentation alle har en plads i filmen. Men jeg tager bestemt hatten af – og abemasken på – for forsøget på at fusionere tempodrevet action og tematisk ambition.
Hævn er et tema, der bestemt har bestået tidens tand, når der skulle slås en tand eller to ud i filmens tegn, og i ’Monkey Man’ fungerer det også ganske fint. Desværre stoler Patel ikke nok på egne evner og ender med at læne sig lidt for meget op ad flashbacks, der til tider truer med at slå pusten ud af både oplevelsen og indlevelsen. Filmen føles også lettere repeterende, episodisk og noget ujævn i tempo og struktur. Men Patels energiske tilgang til både skuespil og instruktion gør, at man alligevel bliver fint revet med undervejs. Man kan sige, at forventningerne var høje og sammenligningerne uretfærdige, så alt i alt lykkedes det hele rigtig fint i Dev Patels instruktørdebut.
Skuespil
At indtage hovedrollen i en film, som man selv instruerer, kan næppe være særlig nemt. Alligevel formår Dev Patel at levere formidabelt både foran og bag kameraet. Han gør det godt, både når det gør ondt udvendig og indvendig, da Patel besidder evnen til at virke overbevisende i sin følelsers vold såvel som den mere bogstavelige form for vold. Som publikum kan man virkelig mærke blodet pumpe rundt i kroppen på Kid, når alt fra vrede og raseri til sorg og frustration rammer ham. Det er en utrolig dedikeret og determineret præstation, man som publikum er vidne til.
Resten af rollelisten består allermest af anerkendte skuespillere fra Indien, som alle gør det ganske fint uden at skille sig vanvittig meget ud. Sharlto Copley er også at finde iblandt filmens cast og spiller meget den samme maniske rolle, som man efterhånden er vant til at se fra ham…
Visuelt
Billedsiden er til tider utrolig grim, men på den helt perfekte måde. Patel formår at fange og indramme indiens mest beskidte og antipatiske afkroge, som virkelig hægter sig fast på hornhinden undervejs. Patel foretrækker desuden en meget tæt beskæring af sine billeder samt en meget håndholdt og frigjort filmstil, som begge hjælper med at skabe liv og kaos i indiens gader, selvom det godt kan blive lidt for desorienterende indimellem.
Farvepaletten er til gengæld altid spændende og varierende, mens der flere steder leges med både kamerabevægelser, vinkler og klip. Det er en visuelt livlig film med masser af energi og pondus, hvor man som publikum kan mærke både vind i håret og blodsprøjt i ansigtet.
Musik og lydbillede
Ej heller på lydsiden ligger Patel på den lade side, for her har han også ladt op til en elektrisk atmosfære. En masse tung musik hamrer igennem højtalerne flere gange undervejs, alt imens der også er plads til de mere detaljeorienterede lydeffekter, som hjælper med at gøre de forskellige miljøer troværdige. Fra den mindste summen i et lysstofrør til den metalliske eksplosion i et biluheld er der fint styr på takt og tone – uanset tempo. Om man kan lide det eller ej, så er der i hvert fald en fin rød tråd igennem alle elementer, hvor energi og liv er nøgleordene.